Los Angeles Rams’ Cooper Kupp er blevet kåret til årets bedste angrebsspiller i 2021-sæsonen.

Som den bare tredje receiver nogensinde er Cooper Kupp blevet kåret til årets bedste angrebsspiller i ligaen ved NFL Honors, der finder sted i Los Angeles forud for Super Bowl LVI.

Cooper Kupp modtager prisen på bagkant af en fænomenal sæson, hvor han har været afgørende for Los Angeles Rams’ Super Bowl-avancement og Matthew Staffords individuelle succes.

Alene i grundspillet ryddede Cooper Kupp bordet ved at gribe flest bolde (145), yards (1.947) og touchdowns (16) i ligaen, hvilket kun tre andre spillere har gjort siden 1970. Dermed var Kupp bare 18 yards fra at overgå Calvin Johnsons rekordsæson i 2012, hvor han greb 1.964 yards. Det var for i øvrigt også Matthew Stafford, som havde næst sidste hånd på Johnsons rekordsæson.

Læs også: Matthew Stafford – fra Detroit til Super Bowl LVI

Cooper Kupp har også været en force i slutspillet, hvor han har grebet 386 yards og fire touchdowns i Rams’ tre foreløbige kampe. Deriblandt var han afgørende for, at Rams kom tilbage mod San Francisco 49ers i NFC-finalen, da han greb 11 bolde for 142 yards og to scoringer.

Med præstationen i NFC-finalen står Cooper Kupp nu noteret for 13 kampe i sæsonen – inklusive slutspilskampe – med minimum 100 grebne yards, hvilket er en ny NFL-rekord. Tidligere var det Cowboys-legenden Michael Irvin, som holdt rekorden.

Inden aftenens kåring af Kupp var Jerry Rice (1987, 1993) og Michael Thomas (2019) de eneste receivere, som tidligere havde modtaget hæderen. Til sammenligning har 17 forskellige runningbacks modtaget prisen siden dens oprindelige i 1972.

Cooper Kupp kommer utvivlsomt til at spille en afgørende rolle i søndagens Super Bowl LVI, hvor Los Angeles Rams som bekendt møder Cincinnati Bengals, der tillod syvende flest, kastede yards i grundspillet.