Hjalte Froholdt var sendt til Monterrey i Mexico i sidste uge, og det var en både spændende og livsbekræftende oplevelse for den danske Cardinals-center.

Arizona Cardinals har en stor mexicansk fanbase, og derfor var holdet på charmeoffensiv i den mexicanske storby Monterrey i sidste uge, og det inkluderede en masse oplevelser, medieopmærksomhed og sågar en live tv-optræden i forbindelse med draften for danske Hjalte Froholdt.

“Det var en helt fantastisk tur!” siger danskeren til Gul Klud, “Vores Crew fra Cardenales de Arizona, hvilket er den mexicanske sociale medieprofil havde linet det hele op perfekt. Vi fik muligheden for virkelig at opleve Monterreys madkultur med flere spisesteder, vi arbejder sammen med.”

Der blev også mulighed for den danske gigant til at prøve kræfter med den runde bold og viste, at han ikke helt har glemt, hvordan man sparker til den type bold, vi bruger mest på denne side af atlanten og trods alt også i Mexico.

“Vi arbejdede også direkte sammen med Los Rayados, hvilket er fodboldholdet dernede. Holdt en Football Camp på deres faciliteter, og vi tog også nogle cheerleaders med og holdt en cheerleader camp en af dagene. Alle var super glade og klar til at arbejde. Vi mødte også flere spillere fra holdet og også deres damehold. De forklarede mig, hvordan de inkarnerede fans giver fantastisk support. De er bare kæmpe sportsfans dernede!”

Efterfølgende blev danskeren interviewet til flere af fremmødte Mexicanske medier, hvor danskeren ytrede ønske om en mere international profil for Cardinals.

Og sad du og fulgte med i draften lørdag, så kunne du se Hjalte direkte fra Mexico, for pludselig tonede danskeren frem på skærmen, hvor han på sådan halvt spansk og halvt engelsk annoncerede Cardinals 4. runde pick.

Det var en oplevelse, som den 28-årige dansker var meget glad for, og som på en måde fuldendte hans egen draftcirkel:

“At få muligheden for at annoncere et pick var også en milepæl. Jeg blev selv annonceret, da jeg blev valgt til Patriots, så det var cool at være på den anden side denne gang. Draft day er bare en fantastisk dag, og det ændrer bare så mange liv, og de her drenges drømme bliver til virkelighed, hvilket er awesome!”

Læs også: Froholdt: Meget tilfreds med vores picks

Men det var ikke kun mad, drikke, fodbold og hygge det hele. Der blev også tid til et besøg på et børnehjem i Monterrey:

“Jeg fik også muligheden for at besøge et mexicansk orphanage (børnehjem, red.), hvilket var meget ydmygende. Det sætter virkelig ens eget liv i perspektiv, og selv om jeg ikke snakkede spansk, så var der stadig mulighed for at connecte og de var alle åbne og glade!” fortæller Hjalte.

Du kan møde Hjalte Froholdt og høre om livet som NFL-spiller, når han besøger Danmark i juni og fortæller om sin karrieres op- og nedture i et eksklusivt arrangement i Magasinet Odense. Læs mere og køb billetter her.