General manager Steve Keim og cheftræner Kliff Kingsbury har begge fået forlænget deres aftaler med Arizona Cardinals til 2027.

Mens der i øjeblikket er uro omkring Kyler Murrays fremtid i Arizona Cardinals, er der fuldstændig styr på den sportslige ledelse mange år fremover.

Cardinals annoncerer onsdag den 2. marts, at klubben har forlænget kontrakterne med både general manager Steve Keim og cheftræner Kliff Kingsbury. Keim og Kingsbury har begge underskrevet aftaler, der løber til og med 2027-sæsonen.

De langvarige kontraktforlængelser kan umiddelbart virke som en lille overraskelse, efter klubbens sæson for andet år i træk sluttede skuffende. I den forgange sæson lignede Cardinals halvvejs NFL’s måske bedste mandskab, men siden faldt holdet markant i niveau og blev ydmyget af Los Angeles Rams i Wild Card-runden i slutspillet.

Cardinals-ejer Michael Bidwill var eftersigende meget skuffet over 2021-sæsonens afslutning, men han må dog være godt tilfreds med det arbejde, både Steve Keim og Kliff Kingsbury leverer, siden de nu er blevet belønnet med fornyede aftaler.

Læs også: Seahawks trader ikke Russell Wilson

Steve Keim har været general manager i Arizona Cardinals siden 2013 og havde forinden arbejdet 14 år i forskellige roller i Cardinals’ sportslige sektor. Kliff Kingsbury har været cheftræner siden 2019 og har over tre sæsoner en kampstatistik på 24 sejre, 24 nederlag og en enkelt uafgjort.