Det må betegnes som lidt af en overraskelse, at det blev Arizona Cardials, der løb med eftertragtede JJ Watts underskrift.

Tre hold var i spil til at blive den næste arbejdsgiver for JJ Watt, og ingen af dem var Cardinals. Alligevel var det ørkenholdet fra Arizona, der fik fat i den kommende Hall of Famer, når JJ Watt fortsætter karrieren hos Cardinals og bliver genforenet med en anden tidligere utilfreds Texans-spiller i form af receiver DeAndre Hopkins.

Vilkårene for aftalen er ikke officielle endnu, men ifølge ESPNs journalist Adam Schefter, så er kontrakten på to år til en værdi af 31 millioner dollars med 23 millioner dollars garanteret.

Hos Cardinals får JJ Watt også et kendt ansigt som træner, når han bliver genforenet med Cardinals’ defensive koordinator Vance Joseph, som var træner for Texans’ i Watts tre første sæsoner i Houston.

Inden Cardinals nåede at offentliggøre klubbens nye tilføjelse, lagde JJ Watt selv dette billede på de sociale medier

Selvom Watt næppe kommer til at blive det man kalder en 3-down spiller, altså hvor han spiller alle defensive snaps i løbet af en kamp, så bliver kombinationen af ham og Chandler Jones rimelig giftig i pass-rush situationer. Jones fører NFL i sacks, siden han blev draftet i første runde i 2012 med 97. Nummer to i samme periode er JJ Watt med 95,5.

JJ Watt har været en institution i Texans efter de valgte ham med pick nr. 11 i 2011 draften. Han betragtes som klubbens måske bedste spiller nogensinde, og blev kåret til Årets forsvarsspiller i NFL tre gange mellem 2012 og 2015. Han er en af ​​blot tre spillere i historien, der har vundet prisen tre gange.

Watt er valgt fem gange til Pro Bowl og ligeledes fem gange som All-Pro, og hans 101 sacks i karrieren er naturligvis Texans-rekord. Nu fortsætter karrieren lidt overraskende hos Cardinals.

Sidst men ikke mindst, er det jo lidt interessant, at Arizona Cardinals i den kommende sæson skal møde Houston Texans. Det sker kun hvert fjerde år og mon ikke både Watt og Hopkins ser frem til den kamp.