Det tog ikke lang tid for den danske lineman, at finde en ny klub. Faktisk har det været planlagt i længere tid!

Tirsdag aften fløj Andreas Knappe til Denver fra sit i hjem i Boston, og onsdag morgen amerikansk tid gennemgik og bestod danskeren sit lægetjek.

Få minutter senere sad han med en kuglepen i hånden og sin fjerde NFL-kontrakt foran sig på 8 måneder.

Denne gang med Denver Broncos!

“Det er en dejlig følelse” siger Andreas Knappe til Gul Klud, “og det føles helt rigtigt.”

Knappe lagde et fint lille hint op på sin facebook-profil tirsdag aften, da han fra lufthavnen i Boston tog et billede iført blå bukser og orange sokker. Det er naturligvis Broncos farver, og dermed sendte han et signal om, hvad næste kapitel i NFL-eventyret byder på.

Andreas Knappe var indtil sidste mandag på kontrakt med Indianapolis Colts, men parterne blev enige om skilles: “Vi var enige om at gå hver til sit.” fortæller Knappe til Gul Klud, “Colts har 14 offensive linjemænd på deres roster (holdkort, red.), og det er inden free agency og draften, så jeg følte mine muligheder var bedre andre steder.”

Inden kontrakten med Colts var Denver Broncos begejstrede for den 148-kilo atletiske dansker, og nu er Andreas Knappe endelig på plads i The Mile High City.

“Broncos viste interesse for mig tidligere, og ville egentlig gerne have skrevet kontrakt med mig i efteråret, men så kom Colts på banen, og var lidt hurtigere på aftrækkeren.” forklarer den nyslåede Broncos-spiller. “Nu har vi så fået det til at gå op i en højere enhed, og jeg er meget glad for at være kommet her til Denver. Forhåbentlig bliver jeg her længere, end de andre steder jeg har været.” griner danskeren.

Knappe blev ikke draftet sidste år, men skrev få minutter efter draften under med Atlanta Falcons. Han var med i klubbens træningslejr, men blev fritstillet kort inden sæsonstart.

Derefter fulgte et kortvarigt ophold hos Washington Redskins, og siden 3. december har han været på kontrakt hos Colts.

Nu indleder den store dansker et nyt år og et nyt kapitel i sin NFL-karriere, og dette bliver forhåbentligt lidt længere end de foregående.

Du kan høre meget mere om og fra Andreas Knappe, når han besøger årets store Super Bowl party i Cirkusbygningen, søndag d. 4. februar.

2 KOMMENTARER

  1. Jeg har hørt meget godt om at tage USA rundt i en Auto-Camper :-).
    Håber dog han slår rødder nu …

  2. Der skrives at Andreas havde aftale og kontakt med Denver i noget tid, og at han var enig med Colts om at gå hver til sit. Årsag Bl.a. At de havde 14 offensive lineman på deres roster. Har kigget Colts roster igennem, og antager det må være T,G og C positionen, da dette giver 14 inkl. Knappe selv. Hos Broncos er der inkl Knappe pt. 13. Ikke den store forskel. Men nu ved man jo ikke om nogen er på vej væk inden næste sæson. Men det er cool, at han har fundet en ny klub, og nu igen får en sæson opstart til at vinde en plads på roster. Lad os håbe han med et års nfl rutine fra de 3 practice ophold, nu har en fordel ift. Dem han skulle kæmpe mod af f.eks. Rookies.

Comments are closed.