Der skal skrives et nyt kapitel af den moderne klassiker i NFL mellem San Francisco 49ers og Green Bay Packers, når niende spillerunde sparkes i gang på Levi’s Stadium, Californien.

Rivaliseringen mellem San Francisco 49ers og Green Bay Packers har sat sit tydelige præg på NFL siden 2010, hvor de to duellanter har mødt hinanden ni gange. 49ers har vundet seks af de ni opgør, og har været særligt dominerende i slutspillet, hvor de har vundet alle tre indbyrdes møder. Senest fik ’ostehovederne’ stryg i NFC-mesterskabskampen i januar 2020 med 37-20, hvilket banede vejen for 49ers’ avancement til Super Bowl i Miami.

Derfor har Aaron Rodgers og Matt LeFleur revanche til gode i nattens opgør. De skal op imod et skadesplaget 49ers-mandskab, der nu har mistet Jimmy Garoppolo og George Kittle på ubestemt tid. Senest tabte 49ers med 37-27 til divisionsrivalerne fra Seattle Seahawks, hvilket har øget presset på holdet fra Bay Area. Det var dog positivt at se Nick Mullens folde sig ud i Jimmy Garoppolos fravær med 238 kastede yards og to scoringer.

Green Bay Packers led selv et nederlag til en divisionsrival – om end nederlaget var markant mere overraskende end 49ers’ ditto. Packers tabte med 28-22 til upåagtede Minnesota Vikings i en kamp, hvor Dalvin Cook løb og greb bolde for 226 yards og fire touchdowns. Dermed blev Cook den tredje spiller i Vikings’ glorværdige historie til at score minimum fire gange i en enkeltstående kamp. Packers skal have bedre styr på løbeforsvaret i nat.

Seneste nyt på skadesfronten

Som nævnt indledningsvist døjer 49ers med en lang række skader, der volder dem store problemer på centrale positioner. Foruden Jimmy Garoppolo (ankelskade) og George Kittle (fodskade) ser det ud til, at 49ers må undvære Deebo Samuel (forstrækning) og Tevin Coleman (knæskade) til torsdagskampen. I alt sidder en tredjedel af 49ers’ trup ude med skadesproblemer!

Derudover skal det bemærkes, at receiver Kendrick Bourne blev testet positiv for coronavirus i går, hvilket har ført til, at holdets faciliteter lukkede ned. 49ers har noteret Brandon Aiyuk og Trent Williams som værende ‘tætte relationer’ til Kendrick Bourne, hvorfor de heller ikke kommer i kamp i nat. Det er endnu et hårdt slag for 49ers, som langt fra har haft en optimal optakt.

Gæsterne fra Green Bay har både godt og dårligt nyt på skadesfronten. Det er positivt, at både David Bakhtiari og Aaron Jones igen kan træne med, om end de begge er særdeles tvivlsomme til nattens kamp. Det er omvendt negativt, at vikarierende runningback Jamaal Williams og rookie AJ Dillon begge står til at misse torsdagskampen, hvilket efterlader upåagtede Tyler Ervin som den eneste, tilbageværende runningback i Packers’ trup. Derudover har hverken Rick Wagner, Preston Smith eller Jaire Alexander kunnet træne med for fuld styrke i denne uge.

Hold øje med…

Kan Shanahans skadesplagede løbeangreb gentage succesen?

Da de to rivaler mødtes i NFC-mesterskabskampen løb Kyle Shanahans angreb for 285 yards og fire touchdowns, hvilket var afgørende for, at 49ers pryglede Packers. I sidste uge tillod Matt LeFleur og co. 173 løbede yards og tre scoringer via løbet. Der skal andre boller på suppen, hvis Packers skal overvinde deres slutspilsnemesis.

Men 49ers’ løbeangreb er også en væsentlig anden størrelse, end det var tilfældet i januar, eftersom Raheem Mostert er skadet. I hans fravær har Jerick McKinnon slet ikke formået at etablere sig i 49ers’ angreb, hvilket kan eksemplificeres ved, at han knap nok spillede mod New England Patriots og ikke producerede positive yards mod Seahawks.

Det efterlader den undraftede rookie JaMycal Hasty som den primære runningback i 49ers’ angreb. Hasty leverede ikke nogen stor præstation i weekendens opgør, hvor han blev holdt til 29 yards og 2,5 yards pr. løb. Sammenlagt er det svært at se, hvorfra produktionen skal komme – og det efterlader Nick Mullens med et væsentligt ansvar for at løfte 49ers’ angreb til point.

Kan 49ers begrænse Davante Adams?

Vi har al mulig grund til at holde et vågent øje med Aaron Rodgers i nattens opgør. Den 36-årige superstjerne kandiderer allerede varmt til årets MVP-titel efter adskillige opsigtsvækkende præstationer med 1.948 kastede yards, 20 (!) touchdowns og blot to interceptions som følge. Læg dertil at Aaron Rodgers historisk set har været ustoppelig, når han spiller med et friskt nederlag i bagagen, samt at han har revanche til gode over for netop 49ers efter den famøse NFC-mesterskabskamp i januar. Det kan blive grumt – set med 49ers-briller.

Men vi kan ikke sige Aaron Rodgers uden også at fremhæve Davante Adams, som har været en tro væbner siden sit gennembrud i 2016. Adams gjorde også sit bedste for at modvirke søndagens nederlag til Vikings ved at gribe tre touchdowns. Han er altså brandvarm for tiden.

49ers’ forsvar har ganske vist kun tilladt 209 kastede yards pr. kamp i gennemsnit i 2020, hvilket er fjerde bedst i NFL, men de får utvivlsomt svært ved at begrænse Davante Adams i dette opgør. Hertil kommer 49ers især til at savne Richard Sherman, som tidligere har bevist, at han kan holde tæt i sin forsvarsside. Spørgsmålet er vel ikke, om Davante Adams kommer til at skabe problemer – men snarere, om han viser sig at være kampafgørende? 

Forudsigelse

Dette opgør lignede en lækkerbisken, da kampprogrammet blev offentliggjort i foråret. Men omstændighederne – navnlig 49ers’ groteske skadesliste – gør, at jeg forventer en ulige kamp, hvor Packers sætter sig i respekt og revancherer fadæsen fra NFC-mesterskabskampen. Nick Mullens er ganske vist en habil quarterback, men han savner hjælp omkring sig. Omvendt er Aaron Rodgers og Davante Adams brandvarme, og de bliver svære at stoppe. 

Green Bay Packers vinder opgøret med 31-16.