Vi bliver forkælet med en lækkerbisken af et torsdagsbrag, når Houston Texans (6-4) og Indianapolis Colts (6-4) tørner sammen i en direkte kamp om førerpositionen i AFC South.

Divisionsrivalerne kommer til opgøret med forskelligartet momentum. Houston Texans fik senest stokkeprygl af Baltimore Ravens, hvilket må have sat sine spor i Bill O’Briens troppers selvforståelse og forhåbning om at lave ravage i slutspillet til januar. Omvendt udnyttede Indianapolis Colts straks, at Jacoby Brissett var tilbage under center i søndags, da Jacksonville Jaguars blev besejret.

Seneste nyt på skadesfronten: 

Værterne er særligt ramt af skader i forsvarets bagerste geled, hvor Mike Adams (hjernerystelse), Lonnie Johnson Jr. (ankelskade) og Justin Reid (skulderskade) alle er yderst tvivlsomme til nattens opgør. 

Indianapolis Colts har omvendt store problemer på angrebssiden, hvor T.Y. Hilton (lægskade) og Eric Ebron (ankelskade) er meldt tvivlsomme. Ydermere er Marlon Mack dømt ude med en brækket hånd, som han pådrog sig i weekendens opgør mod Jaguars. 

https://twitter.com/runthedamnbali/status/1196899370920230917?s=21

Hold øje med…

Hvordan klarer Indianapolis Colts sig uden Marlon Mack?

Som nævnt oven for måtte Colts’ running back Marlon Mack udgå af søndagens opgør mod Jacksonville Jaguars med en brækket hånd. Det betyder, at Colts er uden Mack, der forinden sin skade havde leveret en forrygende sæson med 862 løbede yards (femte flest i NFL) og fire touchdowns.

I Macks fravær forventes Jonathan Williams og Nyheim Hines at dele arbejdsbyrden, og det er en relativt uerfaren duo, som – tilsammen – blot har løbet bolden 40 gange i 2019. De skal op imod Houston Texans’ forsvar, der senest blev løbet midt over af Baltimore Ravens’ angrebsmaskine, der præsterede 263 løbede yards i opgøret. Forsvaret må – og skal – være motiveret efter at bevise, at den mangelfulde præstation var en enlig svale, og derfor er det en vigtig duel at holde øje med.

Ydermere er det værd at bemærke, at Jacoby Brissett senest leverede 326 kastede yards og fire touchdowns, da de to mandskaber mødtes for godt en måned siden. Han får muligvis behov for at gentage sit svendestykke, hvis Colts skal gøre sig forhåbninger om at vinde.

Kan Texans’ offensive linje beskytte DeShaun Watson? 

Texans’ præstation – eller mangel på samme – mod Baltimore Ravens rejste en del spørgsmål om holdets egentlige potentiale. Foruden forsvarets manglende evne til at stoppe Lamar Jackson og co., blev holdets offensive linje også løbet over ende af Ravens’ ellers middelmådige pass rush (Nr. 23 i sack-kategorien i NFL, red), der fik ram på DeShaun Watson hele syv gange. Det er faktisk syvende gang siden 2017, at Watson bliver sacket fem gange eller flere i et enkeltstående opgør. Det er uholdbart for et hold med slutspilsambitioner. 

Indianapolis Colts’ forsvar leverer i gennemsnit 2,5 sacks pr. kamp, så vi kan godt forvente, at de kommer efter DeShaun Watson. Derfor er det også afgørende for Texans, at tackle Laremy Tunsil bliver nogenlunde fit – efter, at han har døjet med en skulderskade i de seneste to kampe. 

Spiltip: 

Pittsburgh Steelers og Mason Rudolph fik i bogstaveligste forstand bøllebank i sidste uge, og derfor ramte artikelserien ikke plet på spiltippet. 

Vi går planken ud med et spændende spiltip i denne uge. Danske Spil udbyder netop odds 3,75 på en Texans-sejr med mellem 1-6 point i margin (ink. evt. forlængede spilletid). I kan læse en uddybende forklaring nedenfor.

Spiltippet kan findes via dette link til Danske Spil. Spil ansvarligt!

Pick

Det bliver et tæt opgør, hvor opgørets implikationer for både divisionstitlen og dermed slutspillet kommer til at påvirke begge mandskaber. Det er langt fra givet, at der kommer to slutspilspladser til hold fra AFC South, hvilket blot øger vigtigheden af det her opgør. 

Jeg går med hjemmebaneholdet, og jeg forventer en trodsreaktion af DeShaun Watson og co. efter sidste weekends blamage. 

Houston Texans vinder med 24-20.