
Anden spillerunde starter ud med en vaskeægte lækkerbisken fra NFC, når Green Bay Packers tager imod Washington Commanders på Lambeau Field natten til fredag dansk tid. Læs her Gulkluds optakt til kampen.
Både Packers og Commanders kom flot fra start i første spillerunde. De besejrede hver især en divisionsrival med overbevisning og skal nu forsøge at ride videre på den bølge af momentum, som begge har fået fra sæsonstarten.
Læs også: Elmings første momentumeter
Især Jordan Love og co. dominerede på imponerende vis, da de slog sidste års grundspilsvindere fra Detroit Lions, hvor han særligt i første halvleg lignede en af ligaens absolut bedste på positionen.
Også forsvarets presspil fungerede til punkt og prikke. De var en stor del af at holde sidste års mest scorende mandskab til kun 13 point – og kun seks point med ét minut tilbage af kampen.
Commanders tog en mere forventet sejr mod New York Giants. Spillet var ikke udelukkende prangende, da især angrebet havde svære ved at finde rytmen, men forsvaret holdt Giants til sølle seks point, hvilket også i høj grad kan tilskrives forsvarets forreste gelleder.
De fremtvang to sacks, men havde særligt stor succes med at stoppe løbet, da de noterede sig for syv tacklinger for minusyards samtidigt med, at Giants’ runningbacks kun løb for 30 yards på 15 forsøg.
Efter den dominerende hjemmekamp skal de nu en tur til mere fremmede egne, hvor de bliver mødt af 80.000 vilde, og til tide skøre, Packers-fans, der ikke kommer til at gøre livet nemt for udeholdet. Noget, som Commanders’ trænerstab har forsøgt at gøre sine spillere klar til.
Seneste nyt på skadesfronten
Sæsonen er fortsat ung, hvorfor der, heldigvis, ikke er meget at melde på skadesfronten indtil videre.
Packers har dog flere spørgsmålstegn på angrebet. De to vigtige offensive linjemænd Zach Tom og Aaron Banks har begge været at finde på skadeslisten mandag og tirsdag, og ligner i skrivende stund reelle spørgsmålstegn frem mod torsdagskampen. Det vil være lidt af en bet for Packers, der skal op mod et Commanders-pres, der som nævnt så farlige ud mod Giants i søndags.
Desuden er de to receivere Jayden Reed og Matthew Golden også at finde på listen, men de forventes begge at komme i spil.
Hos Commanders står det som udgangspunkt bedre til. Sam Cosmi, der er en af ligaens nok bedste guards, er fortsat ude med den korsbåndsskade, som han pådrog mod Lions i januar, og han sidder ude til tidligst femte spillerunde.
Derudover er der ikke meget at melde om i skrivende stund, men meget kan naturligvis nå at ændre sig de næste 24 timer.
Kan Commanders holde styr på Packers’ nye stjernespiller?
Micah Parsons er landet i Green Bay.
I sin første kamp i grønt og gult lignede han alt det, som Packers havde håbet på, på trods af at han kun spillede 29 snaps. På de flest spil stod han over for dygtige Penei Sewell, der er en af ligaens bedste tackles. Han formåede dog flere gange at slå Sewell og presse Jared Goff, hvilket resulterede i flere pressede beslutninger for quarterbacken, der generelt ikke fik lige så meget tid til at kaste, som han normalt plejer.
Parsons blev primært sat ind på anden og tredje downs, fordi Packers ikke ønskede at risikere for meget med den rygskade, der har plaget den nytilkomne superstjerne det seneste stykke tid. Derfor var han også kun inde på under halvdelen af spillende på forsvaret, men forhåbentlig bliver der ændret lidt på det i torsdagskampen.
Her kommer han primært til at spille overfor Commanders-rookien Josh Conerly Jr., der tidligt blev kastet for løverne mod Giants’ stærke presspil, og som også havde sine besværligheder. Holdets nye højre tackle opgav 1,5 af de tre sacks, som Jayden Daniels måtte æde, og der blev desuden kastet et flag for holdning hans vej.
Duellen mellem de to bliver med sikkerhed en af kampens vigtigste. Hvis Conerly kan holde Parsons fra fedtefadet, er der gode muligheder for, at Daniels og Commanders’ angreb finder en bedre rytme, end tilfældet var mod Giants.
På den anden side kan det godt blive en lang aften for Daniels og co., hvis Parsons får fri leg. Daniels er som bekendt meget atletisk og hurtig, men hvis Parsons går forbi Conerly efter behag, så skal han nok få lov til at smage græsset mere end tre gange. Og ligesom tilfældet var med Goff og Lions, vil han nok også komme til at lave flere fejl og forhastede beslutninger.
Se også: Parsons laver sit første sack for Packers
Forudsigelse
Begge hold så skarpe ud i deres første kamp, men det ene hold var lidt bedre end det andet. Lagt oveni, at Packers er på hjemmebane, så er de min favorit til kampen.
Commanders har evnerne til at overraske, og især hvis Jayden Daniels er i hopla, men jeg tror mere på Jordan Love og den defensive linje fra Packers i denne uge.
Derfor bliver mit bud på et resultat en 24-17 sejr til hjemmeholdet.








