Tom Brady får mulighed for at revanchere nederlaget i Super Bowl LII, når han står over for Nick Foles igen i denne uges torsdagskamp.

Der er sket meget, siden Philadelphia Eagles’ leverede en mirakuløs 41-33-sejr mod Tom Brady og New England Patriots. Det var en forrygende kamp, der særligt huskes for det spektakulære ’Philly Special-spil’ og Nick Foles suveræne præstation.

Nu står Nick Foles i spidsen for Chicago Bears (3-1) og vi skal fortsat vænne os til synet af Tom Brady i en Tampa Bay Buccaneers-uniform (3-1). De to profilerede quarterbacks har imidlertid ikke haft nogen gnidningsfri start for deres nye mandskaber. 

Nick Foles og Chicago Bears led et smertefuldt nederlag i søndags til Indianapolis Colts, hvor førstnævnte leverede et hav af personlige fejl. Foles’ manglende skarphed var stærkt medvirkende til, at Bears blot producerede 269 yards og sølle 11 point.

Tom Brady har også vist glimt af forfald i de første fire kampe i 2020, hvor de bl.a. er blevet til  fire interceptions – to af disse resulterede sågar i defensive scoringer. I fjerde spillerunde var Brady dog på pletten, da han gik forrest i Buccaneers’ comeback-sejr på 38-31 over San Di… Los Angeles* Chargers med fem scoringer. Det var første gang siden 2017, at Brady kastede fem touchdowns i samme kamp.

Seneste nyt på skadesfronten

Værterne er forholdsvis forskånet for skader – og det er kun safety-duoen Deon Bush og Sherrick McManis, der har siddet ude med forstrækninger.

Bruce Arians har omvendt en række skadeskvaler, som han skal forholde sig til. Senest er tight end O.J. Howard blevet dømt ude på ubestemt tid med en akillesseneskade, mens Chris Godwin er meldt ude af torsdagskampen. Derudover er der tvivl om Mike Evans, Scotty Miller, Leonard Fournette og LeSean McCoy. Til gengæld er Will Gholston tilbage for fuld styrke.

Hold øje med…

Finder Nick Foles fodfæste i Chicago Bears’ angreb?

Som nævnt indledningsvist havde Nick Foles en ualmindeligt svær debut som startende quarterback for Chicago Bears, hvor han begik flere uprovokerede fejl. Det kan undskyldes med, at Nick Foles hverken har haft nok tid til at opbygge kemi med førsteholdet eller til at lære og præge angrebssystemet. Vi må – og skal – forvente, at Foles leverer en relativt bedre præstation mod Tampa Bay Buccaneers; det skyldes både, at Bucs’ forsvar ikke er på niveau med Colts’ ditto samt at Foles ganske enkelt har fået endnu en træningsuge under bæltet.

Et af de få lyspunkter i Bears’ ellers demoraliserende angrebspræstation mod Indianapolis Colts var Foles’ kemi med receiver Allen Robinson, som greb syv bolde for 101 yards og et touchdown. I bør holde et vågent øje med Foles-Robinson-forbindelsen i torsdagskampen. Hertil har Buccaneers’ forsvar tilladt fjerde flest kastede touchdowns (2,8 i gennemsnit pr. kamp) i 2020. 

Hvordan præsterer Tom Brady med et skadesplaget angreb?

Tom Brady er 5-0 i sin karriere mod Chicago Bears, men han får utvivlsomt kamp til stregen natten til fredag. Det skyldes bl.a., at Buccaneers’ angreb er særdeles plaget af skader – mindre skavanker som mere alvorlige skader.

Det bliver især interessant at følge løbeangrebets formåen eller mangel på samme. Både Leonard Fournette og LeSean McCoy døjer med ankelskader, hvortil Bruce Arians har luftet tanken om kun at have to runningbacks – Ronald Jones og Ke’Shawn Vaughn – med til Chicago. Det vil give Tom Brady et endnu større ansvar for at holde angrebet kørende (uden Chris Godwin vel at mærke), mens Bears-forsvaret bedre kan fokusere på at stoppe kastespillet ved at slippe Khalil Mack og co. løs.

Alligevel må det ikke underkendes, at Tom Brady og Buccaneers’ angreb har spillet sig gevaldigt op efter en skuffende debut mod New Orleans Saints. Siden da har Buccaneers vundet tre kampe i træk og står – i skrivende stund – noteret for ottende flest point (30 pr. kamp) i NFL.

Spiltip

Som nævnt ovenfor drog Allen Robinson fordel af at have Nick Foles bag center mod Indianapolis Colts. Vi må forvente, at de to fortsætter med at finde hinanden jævnligt i takt med, at Foles bliver mere tryg i angrebet. I den forbindelse giver Danske Spil odds 1.85 på, at Allen Robinson griber over 72,5 yards. I kan finde spillet via dette link.

Spil ansvarligt!

Forudsigelse

Vi bør forvente en relativt bedre præstation af Nick Foles og Chicago Bears’ angreb mod Tampa Bay Buccaneers. Alternativt vil der blive rejst kritik af Matt Nagys beslutning om at bænke Mitchell Trubisky, der – trods meget (!) svingende spil – førte Bears frem til en god sæsonstart.

Men Tampa Bay Buccaneers er simpelthen for godt spillende – skader eller ej – og de bør vinde på Soldier Field. Jeg spår en sejr til Tom Brady og co. på 27-20.