Arizona Cardinals tager efter deres bye-week imod New England Patriots, der i modsætning til hjemmeholdet stadig har slutspillet at kæmpe for.

Patriots skal fikse deres angreb, hvis de vil nå slutspillet. I sidste uge var det især tydeligt at Mac Jones var voldsomt utilfreds med de spilkald som Matt Patricia gav ham. Patriots har pt. det tredjedårligste angreb i ligaen, så er der masser af plads til forbedringer. I denne uge skal Patriots op imod et af de dårligste kasteangreb i ligaen, så her kan der måske skabes noget momentum for på angrebet. Specielt har Cardinals været dårlige til at dække tight ends op, så der kan være gode muligheder for at Hunter Henry kan få en stor kamp.

I sidste uge konverterede Patriots blot tre ud af 12 tredje downs, og har generelt været dårlige på tredje down i år. På papiret er Cardinals det helt rigtige hold at møde, hvis man gerne vil forbedre sin statistik på tredje down, da de er et af de dårligste hold i ligaen til at forcere punts. Derfor bliver det også spændende at se, hvilket af de to enheder, der vinder duellen i rundens mandagskamp. Patriots forsvar har som så mange gange før under Bill Belichick været i den bedste halvdel af ligaen. I sidste uge tillod man 24 point til det eksplosive Bills mandskab, men generelt har Patriots lykkedes med at holde modstanderen til 18 point i gennemsnit, hvilket er mere end godkendt.

Kyler Murray og Cardinals har ikke været helt så gode som ønsket til at få point på tavlen i denne sæson. Dog har Murray endelig begge sine stjernereceivere klar samtidigt i DeAndre Hopkins og Marquise Brown. En af grundende til at Cardinals angreb har været mindre succesfuldt i år kan skyldes de mange sacks som Murray tager. Han har endnu til gode at have en kamp i år, hvor han ikke er blevet sacket og har altså taget hele 31 sacks indtil videre. Dog har Murray været virkelig god mod blitzen i år, så for Cardinals er det vigtigt at kunne holde lommen ren, når Patriots blot sender fire mand.

Selvom Cardinals angrebet har været lidt sløvt i 2022, så ligner det at James Conner har fundet noget momentum. Før holdets bye week løb Conner for 120 yards imod Chargers. Dog er Chargers forsvar mod løbet også et af de dårligste i ligaen, mens Cardinals’ modstander i denne uge har et af de bedste løbeforsvar i NFL. Cardinals selv har helle ikke et særligt imponerende løbeforsvar, hvilket måske kan give en stor kamp til Rhamondre Stevenson, der havde hele 5,4 yards pr. løb i sidste uge.

Patriots er pisket til at vinde, hvis de vil holde liv i slutspilsdrømmen, mens Kliff Kingsbury og Cardinals desperat prøver at redde en smule ære i en meget skuffende sæson. Patriots er 6-6 og ligner klart det hold af de to med mest momentum og bedst spil, Cardinals er 4-8 og skal forsøge at finde noget momentum igen i kampen her, og vise hjemmepublikummet, at de ikke bare ligger sig ned.

Nyt på skadesfronten
Patriots må undvære både WR Jakobi Meyers, CB Jalen Mills og OL Isaiah Wynn i kampen mod Cardinals. Derudover er RB Damien Harris meget tvivlsom, og misser derfor også højst sandsynligt opgøret, mens de to tackles Trent Brown og Yodny Cajuste begge er tvivlsomme.

Cardinals må også med sikkerhed undvære tre spillere til kampen i OL Rashaad Coward, WR Rondale Moore og CB Byron Murphy Jr. Derudover er DL Zach Allen, DL Jonathan Ledbetter og S Charles Washington alle tvivlsomme.

Hold øje med…
Kan James Conner beholde sit momentum
Som nævnt havde James Conner en virkelig god kamp mod Chargers før Cardinals bye week. Hvis han kan fortsætte det momentum i kampen her mod Patriots, så er der gode chancer for, at det kan blive en sejr til Cardinals. Patriots kommer uden tvivl til at fokusere på, at lægge kampen over i Kyler Murray’s hænder. Patriots har et virkeligt stærkt løbeforsvar og har kun tilladt fem touchdowns på jorden i år, hvilket er bedst i NFL. Derfor er det vigtigt for Cardinals at få James Conner i gang, så noget af presset kan tages af Kyler. Chancerne for, at Conner har en lige så stærk kamp som imod Chargers er små, men får Conner og Cardinals gang i løbespillet, så er det en af nøglerne til at slå Patriots.

Patriots redzone angreb mod Cardinals redzone forsvar
Denne duel kan meget vel blive altafgørende for kampens udfald. Begge disse to enheder har været ringe i 2022-sæsonen, så hvis en af disse enheder forbedre sit spil markant i denne kamp, så er det hold godt på vej mod en sejr. Patriots ligger pt. sidst i NFL i redzone angreb. De scorer touchdowns på blot 37% af deres chancer indenfor modstanderes 20-yardlinje. Dog er Cardinals ligeledes dårligst i NFL til at stoppe modstanderen indenfor 20’eren, hvor de tillader touchdowns på hele 69% af deres redzone forsvar. I det område kan især Hunter Henry blive yderst vigtig for Patriots, specielt fordi Cardinals også er virkelig dårlige til at dække tight ends op. Derudover kan en nøgle til redzone angrebet for Patriots være at fodre Rhamondre Stevenson, da Cardinals også er i den nederste halvdel når det gælder tilladte yards pr. løb. Hvis Patriots skal have forhåbninger om at forbedre deres spil i redzone, så skal det være nu ellers kommer det ikke til at ske i år.

Forudsigelse
På parpiret kan man sagtens argumentere for, at Cardinals har det mest talentfulde mandskab af de to. Men Patriots virker som altid virkelig godt coachet, specielt på forsvaret. Selvom Cardinals mandskab er så talentfuldt, så har det virket som om, at de aldrig rigtigt har kunnet få det til at fungere i år. Angrebet har ikke været videre imponerende og forsvaret har sine klare svagheder. Omvendt har Patriots angreb heller ikke virket skræmmende på nogen måde, men de har trods alt et forsvar, der er i stand til at lukke ned for en modstander.

Patriots har mest at kæmpe for i denne kamp, da de stadig kan nå sluspillet. Med Belichick ved roret tror jeg på, at Patriots får strikket en solid gameplan sammen og kommer fra ørkenen med en sejr i baggagen.

Patriots vinder 23-20