Julekampene venter: Her er én overskrift til hver af dem

0

Gul klud ønsker glædelig jul til alle danske NFL-fans ved blandt andet at give en minioptakt til hver af de tre julekampe.

Det er efterhånden blevet en sand NFL-tradition, at verdens bedste amerikanske fodboldliga disker op med et lækkert juleprogram, når amerikanerne nyder julestrabadserne og danskerne fordøjer julemaden den 25. december.

I år er ikke anderledes.

Tre divisionskampe er i vente, når blandt andet Denver Broncos skal forsøge at løfte sig efter sidste weekends skuffende nederlag, og Detroit Lions skal give den et sidste skud i deres efterhånden umulige kamp om en slutspilsplads.

Dog starter det pakkede juleprogram et helt andet sted.

En kamp om ære (og revanche)

Det er nemlig Washington Commanders (4-11), der starter ud, når de tager imod Dallas Cowboys (6-8-1) klokken 19.00 dansk tid.

En kamp, der på papiret har mere eller mindre ingen betydning. Hverken Commanders eller Cowboys har nogen som helst chance for at opnå en slutspilsplads, hvorfor det næsten kun er æren, der er på spil.

Men i Commanders-lejren snakker de nok også en lille smule om revanche. For sidst de to hold mødtes var i syvende spillerunde, hvor Cowboys kørte divisionsrivalen midtover med cifrene 44-22.

Receiver-duoen med CeeDee Lamb og George Pickens kunne slet ikke styres, da de leverede 192 samlede gribeyards ud af 264. Samtidigt var det én af de fire kampe, hvor sidste sæsons sensationsquarterback Jayden Daniels måtte udgå med en skade.

Han er nu blevet lukket ned for sæsonen, og ikke engang backup Marcus Mariota ser ud til at blive klar til kampen, da han ikke er blevet meldt klar fra en hjernerystelse i skrivende stund.

Derfor ligner det, at ingen ringere end NFL’s helt egen ‘journeyman’ Josh Johnson kommer til at starte kampen som quarterback.

Siden 2008 har han været tilknyttet intet mindre end 14 NFL-klubber, men kun startet i ni kampe. I alt er det blevet til 13 kastede touchdowns, 17 interceptions og en præcision på 58%. Desuden fik han mulighed for at slutte kampen i lørdags mod Eagles af, efter Mariota udgik. Præstationen var ikke ligefrem prangende, da han ramte fem af sine ni kast og desuden kastede en interception i hænderne af Cooper DeJean.

Derfor vil det nok også kræve en ny og forbedret version af den 39-årige quarterback, hvis Commanders skal gøre sig nogen som helst forhåbninger om at tage revanche. Måske han kan levere et lille julemirakel.

Et sidste skud i bøssen

22.30 dansk tid skydes aftenens andet opgør i gang, når Minnesota Vikings (7-8) tager imod Detroit Lions (8-7).

Mens Vikings allerede var ude af slutspilsracet for to uger siden, har Lions stadig en matematisk chance for at få den syvende og sidste plads. Men det kræver lidt mirakler.

De skal vinde sæsonens to sidste kampe samtidigt med, at Packers skal tabe begge deres kampe til Ravens og Vikings. Derfor starter det hele med, at Lions skal tilbage på sporet efter sidste weekend snævre nederlag til Steelers.

Chancerne bliver midlertidigt større, da J.J. McCarthy har fået en håndskade, der holder ham ude. Derfor bliver rookien Max Brosmer manden, der skal gøre live svært for Lions. Han har indtil videre startet én kamp i sæsonen, hvilket var mod Seahawks, hvor han kastede hele fire interceptions og slet ikke formåede at sætte et eneste point på scoretavlen.

Dog har Vikings et forsvar, der godt kan drille. Derfor skal store profiler som Jahmyr Gibbs og Amon Ra St. Brown finde noget af den magi frem, som i løbet af sæsonen har ført dem begge til en Pro Bowl-udnævnelse.

Læs også: Her er de to Pro Bowl-hold

Begge ligger nummer to i henholdsvis flest løbetouchdowns og gribetouchdowns, mens de også er blandt toppen i flest løbede- og grebne yards.

Men hvis Vikings sætter en prop i de to store profiler, så kan det godt blive en drilsk kamp. Måske de endda kan fjerne Lions’ spinkle håb om en slutspilsplads, inden Packers højst sandsynligt gør en ende på det natten til søndag dansk tid.

Kan Broncos komme tilbage i galop?

For natteravnene har NFL disket op med et opgør, der før sæsonen lignede en rigtig lækkerbisken til slutningen af grundspillet, men som nu ligner et af 17. spillerundes mest forudsigelig opgør.

Kansas City Chiefs (6-9) tager imod Denver Broncos (12-3) klokken 02.15 dansk tid i en kamp, der dog stadig har stor betydning for det kommende slutspil.

Broncos er stadig i førersædet i AFC trods sidste weekends nederlag til Jacksonville Jaguars, men med det samme antal sejre som New England Patriots. Af den grund er alle øjne rettet mod Sean Paytons tropper.

Det lykkes dem at vinde 11 kampe i streg, men nu skal hestene sættes i galop igen. Og selvom de møder et noget decimeret Chiefs-mandskab uden stjerner som Patrick Mahomes, Trent McDuffie og Rashee Rice, så skal de en tur til berygtede Arrowhead og møde et Chiefs-mandskab, der meget vel kan have ild i øjnene efter sidste weekends pinlige nederlag til Tennessee Titans.

Derfor skal det ellers suveræne Broncos-forsvar løfte sig igen. De 34 tilladte point mod Jaguars var de fleste i sæsonen hidtil, og selvom de leverede fem sacks og tangerede franchiserekorden med 63 sacks i løbet af en sæson, så så det forholdsvist nemt ud for Trevor Lawrence gennem det meste af kampen.

Når Chiefs stiller op med Chris Oladukon som quarterback, så bliver testen en helt anden. Men det er en oplagt mulighed for Broncos-forsvaret til at sende et stærkt signal til Justin Herbert, der venter weekenden efter, når AFC højst sandsynligt skal afgøres.

Læs også: Chiefs forlader Kansas City