Jacksonville Jaguars er blevet synonym med London og har forpligtet sig til en ny treårig aftale, der sikrer holdet flere kampe på Wembley Stadium. Gul Kluds Nicholas Isak Jørgensen tager temperaturen på Jaguars’ europæiske drøm.

”London er blevet en del af os. London er en del af vores DNA.” – Jacksonville Jaguars præsident Mark Landing.

Jaguars har investeret, forpligtet og taget ansvar for NFL’s europæiske eventyr, som intet andet hold har gjort. Søndag spiller holdet sin niende kamp i England, når de møder Denver Broncos på legendariske Wembley Stadium. Kampen – og hele oplevelsen omkring den – er endnu et vidnesbyrd på Jaguars’ engagement, da det er første gang, at holdet har overtaget afviklingen både på og uden for banen fra NFL.

Det er et resultat af, at Jaguars har indgået en ny treårig aftale med NFL og Wembley Stadium. Med aften forpligter Jaguars sig til at spille på Wembley i år og de næste to sæsoner, hvor de overtager hele operationen før, under og efter kampen. Det betyder, at Jaguars har været ansvarlig for at sælge billetter til kampen – i modsætning til sæsonens to tidligere kampe, hvor NFL styrede løjerne. I skrivende stund står Jaguars til at sælge cirka 86.000 billetter, hvilket vil gøre søndagens kamp til den bedst besøgte kamp i London i år.

Den nye aftale betyder også, at Jaguars får en større økonomisk fortjeneste ved at spille i London. For eksempel vurderer holdet selv, at de står til at tjene 40 procent mere på kampen i England, end de gør til en kamp på TIAA Bank Field i Jacksonville. Men Jaguars’ britiske engagement stopper ikke på banen eller i bogholderiet.

Uden for banen har Jaguars startet ”Union Jax Foundation”, der er holdets engelske fanklub, der har flere end 80.000 fans pr. 2018. Fanklubben arrangerer alt fra storskærmsarrangementer til møder med både nuværende og tidligere Jaguars-spillere, ligesom de sælger ture til Jacksonville. Det er vel overflødigt at skrive, at Jaguars’ fanskare vurderes at være den hurtigst voksende i England?

Samtidig har Jaguars lanceret ”JagTag”, som er en velgørende organisation, der arbejder med græsrødder i hele England. JagTag har bl.a. startet et samarbejde med over 300 forskellige skoler på landsplan i England om at arrangere football-aktiviteter som led i såvel idrætsundervisningen i regi af skolerne som i foreningslivet.  

Der går også en rød tråd fra Jaguars’ ejer Shahid Khan til den europæiske sportsscene. Ved siden af Jacksonville Jaguars ejer Khan også den engelske fodboldklub Fulham, der også huserer i London og aktuelt bider skeer med Premier League.

Samlet set har Jaguars investeret massivt i den europæiske drøm og det virker til at give pote – både økonomisk, sportsligt og kulturelt. Samtidig er det nok heller ikke helt skidt for Shahid Khan og Jaguars at være i kridthuset hos NFL-kommissær Roger Goodell, som er en af de største fortalere og drivende kræfter i ligaens globale udbredelse.

Spørgsmålet er derfor, hvad det næste skridt er for Jacksonville Jaguars, når det gælder deres tilstedeværelse i London? NFL har tidligere tøvet, når debatten er gået på, om holdet skal flyttes mere permanent til England. Det er helt forståeligt, for det risikerer at sætte gang i en dominoeffekt på længere sigt, hvor holdene afsøger globale markeder for at profitmaksimere, hvilket alt andet lige vil gå ud over tilknytningen til USA.

Ikke desto mindre peger sportens udvikling i en mere global retning. NFL gør snart sit store indtog i Tyskland, ligesom at flere hold åbner kontorer og afdelinger globalt – det gælder eksempelvis Los Angeles Rams, der arbejder intensivt med sportens udbredelse i Australien.

I forbindelse med en paneldebat i London inden Green Bay Packers og New York Giants’ kamp, blev Roger Goodell også forholdt muligheden for at flytte et hold (læs, Jaguars) permanent til London. Her åbnede Goodell op for at flytte ikke bare et hold, men en hel division til Europa:

– Både fra et fanperspektiv og et kommercielt standpunkt har de sidste 10 år bevist, at det kan lade sig gøre at drive et hold i Storbritannien. Der er selvfølgelig nogle udfordringer – både logistisk og når det kommer til at sikre, at det sportslige niveau følger med (…) Derfor prøver vi at finde flere løsninger og spillesteder i Europa, så på sigt kan det også være, at vi får en europæisk division, udtalte Roger Goodell.

I første omgang er det ikke længere utopisk at forestille sig et NFL-hold med fast base i London. Spørgsmålet er ikke længere om, men hvornår. Og når tiden bliver moden, peger pilen alt andet lige på Jacksonville Jaguars, som har London og England under huden.