Hvem er NFLs bedste spillere? NFL-spillerne kommer hvert år med deres liste på NFL Network, men hvad mener Gul Kluds skribenter? Her er Gul Kluds top 100 spillere i NFL, og vi er nået til spillerne placeret mellem nr. 26 og 50.

NFL-spillerne har stemt og NFL Network har afsløret deres 100 bedste spillere i NFL. På Gul Klud har vi for tredje år i træk også valgt at lave en liste, der som sædvanligt adskiller sig en del fra NFL-spillernes. Den kan du læse over fire artikler i denne uge, og i denne får du de 25 spillere placeret fra nummer 26-75 på vores liste.

Du kan læse hele NFL’s liste her.

Se nr. 76-100 her
Se nr. 51-75 her
Se nr. 26-50 her
Se nr. 1-25 her

Nr. 50 Calais Campbell, DT/EDGE, Jaguars
2018 placering på Gul Kluds liste: 20
Placering på NFL’s liste i 2019: 54
Sidste år fandt Campbell plads helt oppe i top 20 efter et fænomenalt år, hvor han var en kandidat til årets forsvarsspiller. 2018 var stadig rigtig god, men han kunne ikke helt replikere samme succes, blandt andet pga. resten af Jaguars-holdet ikke præsterede.

Nr. 49 Andrew Whitworth, OT, Rams
2018 placering på Gul Kluds liste: 46
Placering på NFL’s liste i 2019: 91
I det mindste er Whitworth på NFL’s liste, men han er stadig alt for lavt placeret. Den 37-årige tackle er stadig utroligt dygtig, og at hente ham for to år siden var en af de bedste beslutninger Rams har lavet de sidste par år. 2019 bliver måske Whitworths sidste sæson, så lad os håbe, at han måske kan vinde sin første Super Bowl.

Nr. 48 Danielle Hunte, EDGE, Vikings
2018 placering på Gul Kluds liste: Ikke top 100
Placering på NFL’s liste i 2019: 57
Man kunne have argumenteret for Hunter på sidste års liste, men der missede han ud. Nu er han til gengæld med efter en strålende 2018-sæson, hvor han lavede 14,5 sacks. Han har en utrolig kombination af længde, fart og fleksibilitet, der gør ham virkelig svær at blokere. Han er derudover stadig kun 24 år. Der er masser af potentiale endnu.

Nr. 47 Todd Gurley, RB, Rams
2018 placering på Gul Kluds liste: 15
Placering på NFL’s liste i 2019: 5
Todd Gurley betaler en hård pris for sin skade i de sidste par kampe af 2018-sæsonen, og den pris er måske også for høj. Man kan dog sagtens argumentere for, at ingen anden runningback i ligaen får lige så meget hjælp af sin trænerstab i løbeangrebet, da Sean McVay er en utrolig offensiv koordinator. Så spørgsmålet er, hvor meget der er Gurley, og hvor meget der er McVay?

Nr. 46 Jamal Adams, S, Jets
2018 placering på Gul Kluds liste: Ikke top 100
Placering på NFL’s liste i 2019: 37
Jets var ikke meget værd i 2018, men i al ligegyldigheden fik vi set, hvor god Jamal Adams allerede er, og hvor god han kan blive. I hans anden sæson i ligaen løftede han niveauet markant, og han lavede store spil i alle spillets facetter. Hans kendetegn er stadig hans fysiske spillestil, men han viste også gode nuancer i opdækningen. Han ligner en mand, der kan kravle længere op ad listen.

Nr. 45. Mike Evans, WR, Buccaneers
2018 placering på Gul Kluds liste: 57
Placering på NFL’s liste i 2019: 53
I al ro og mag greb Mike Evans for over 1.500 yards sidste år. Når man derudover ved, at meget få af de yards kom efter, han havde grebet bolden. Evans er en mester, når bolden er i luften, og det er vel kun Hopkins, der er stærkere ved catch point.

Nr. 44 Derwin James, S, Chargers
2018 placering på Gul Kluds liste: Ikke top 100
Placering på NFL’s liste i 2019: 31
Årets næsthøjest placerede rookie i vores afstemning og klart den bedste forsvarsspiller blandt rookies sidste år, selvom Darius Leonard fik årets defensive rookie-titlen. James var et super alsidigt våben, der gjorde alt for Chargers sidste år. Fantastisk i opdækningen, god mod løbet og en overraskende god blitzer og pass rusher. Desværre misser han en stor del af 2019-sæsonen, men han ligner en superstjerne i svøb.

Nr. 43 Christian McCaffrey, RB, Panthers
2018 placering på Gul Kluds liste: Ikke top 100
Placering på NFL’s liste i 2019: 42
Tæt på bingo i placeringen mellem vores liste og NFL’s liste. McCaffrey er stadig ikke en top-top løbende runningback – ikke at han er dårlig på nogen måde. Men hans styrke ligger stadig klart i kastespillet, hvor han er virkelig god. Sidste år løb han for lige ounder 1.100 yards, mens han greb for 867 yards. Han kunne være et godt bud på en mand, der kan nå både 1.000 gribe- og løbeyards i én sæson.

Nr. 42 Keenan Allen, WR, Chargers
2018 placering på Gul Kluds liste: 43
Placering på NFL’s liste i 2019: 38
Ikke meget har ændret sig siden sidste år, synes vore skribenter. Allen er en strålende receiver, der udmærker sig på korte og mellemlange ruter. Specielt evnerne som ruteløber er suveræne og gør ham til en pålidelig mand for Rivers, når kæderne skal flyttes.

Nr. 41 Chris Jones, DT, Chiefs
2018 placering på Gul Kluds liste: Ikke top 100
Placering på NFL’s liste i 2019: 36
I sin tredje sæson i NFL fik Chris Jones sit endelige gennembrud, da han bragede igennem i 2018 med 15,5 sacks. Det er virkelig imponerende for en indvendig defensiv linjemand og glemmes lidt, fordi Aaron Donald er en freak, der lavede over 20.

Nr. 40 Tyreek Hill, WR, Chiefs
2018 placering på Gul Kluds liste: 91
Placering på NFL’s liste i 2019: 19
Det er måske lidt overraskende, at Hill ikke ender endnu højere efter over 1.400 yards og 12 touchdowns i 2018. Hans fart gør ham til et helt unikt våben og i selskab med Andy Reid og Patrick Mahomes er det en utrolig kombination.

Nr. 39 Tyron Smith, OT, Cowboys
2017 placering på Gul Kluds liste: 24
Placering på NFL’s liste i 2019: 52
Dette var placeringen, som Andrew Luck ville have haft, men i stedet går den til Tyron Smith. Cowboys-tacklen var en top 20 spiller for et par år tilbage, men han har været lidt plaget af en del småskader de sidste par år. Det har kostet lidt på niveauet. Han er dog stadig et atletisk unikum.

Nr. 38 Davante Adams, WR, Packers
2018 placering på Gul Kluds liste: Ikke top 100
Placering på NFL’s liste i 2019: 35
For første gang i karrieren kom Adams over 1.000 yards på en sæson. Det gjorde han med via 111 grebne bolde, der også inkluderede 13 touchdowns. 38 er måske overraskende, når man ser på, at han ikke var på vores liste sidste år.

Nr. 37 Earl Thomas, S, Ravens
2018 placering på Gul Kluds liste: 45
Placering på NFL’s liste i 2019: Ikke top 100
Earl Thomas spillede kun fire kampe i 2018, men i de fire kampe var han et monster uden lige. Derfor laver han også et lille hop op ad listen. Hvis han er tilbage i topform, når han tørner ud for Ravens i 2019, kan han ende i top 20 uden problemer.

Nr. 36 Jalen Ramsey, CB, Jaguars
2018 placering på Gul Kluds liste: 9
Placering på NFL’s liste i 2019: 27
I 2017 var Ramsey velsagtens ligaens bedste cornerback, og det afspejlede vores liste. I 2018 faldt niveauet dog lidt sammen med resten af Jaguars-holdet, og han må derfor nøjes med en 36. plads. Han er dog stadig ung og talentfuld nok til at finde vej tilbage til top 10 i fremtiden.

Nr. 35 Zach Ertz, TE, Eagles
2018 placering på Gul Kluds liste: 69
Placering på NFL’s liste i 2019: 40
Ertz er en af de få rigtig, rigtig gode tight ends i ligaen, der ikke er super atletisk. Normalt er det vigtigt for tight ends, men Ertz har udivklet sig til en fantastisk ruteløber, og så er hans hænder stensikre. I alt blev det til over 1.100 yards i 2018.

Nr. 34 Geno Atkins, DT, Bengals
2018 placering på Gul Kluds liste: 39
Placering på NFL’s liste i 2019: 79
Geno Atkins har haft en virkelig undervurderet karriere. Hvis det ikke havde været for Aaron Donald, havde Atkins sandsynligvis fået en del mere opmærksomhed som den lille og eksplosive defensive tackle han er. I 2018 nåede han 10 sacks, og han har lavet 39 sacks over de sidste fire år. Skræmmende stabilitet.

Nr. 33 Matt Ryan, QB, Falcons
2018 placering på Gul Kluds liste: 40
Placering på NFL’s liste i 2019: 69
At Matt Ryan på NFL’s liste er placeret under quarterbacks som Jared Goff, Baker Mayfield og Ben Roethlisberger er en komplet joke, hvis jeg skal være ærlig. Matt Ryan har de sidste fem års tid været en virkelig dygtig quarterback, og på en eller anden måde får Kyle Shanahan æren for Ryans MVP-sæson. Det fortjener Matt Ryan ikke.

Nr. 32 Aaron Rodgers, QB, Packers
2018 placering på Gul Kluds liste: 3
Placering på NFL’s liste i 2019: 8
Alle på Gul Klud er enige om, at Aaron Rodgers er et fænomenalt talent, men vi har bare ikke set ham på sit allerbedste de sidste to år. Det koster nu i vores rangering, og han må i 2019 vise, at han igen kan gøre sig fortjent til en placering i top 10. Men mon ikke, at han også gør det.

Nr. 31 Jason Kelce, C, Eagles
2018 placering på Gul Kluds liste: 56
Placering på NFL’s liste i 2019: 72
Årets højstplacerede center bliver Jason Kelce. Den mobile center er virkelig en unik spiller, der giver Eagles en masse spændende muligheder på den offensive linje. Lad os håbe, at den 31-årige center kan fortsætte mange år endnu.

Nr. 30 Russell Wilson, QB, Seahawks
2018 placering på Gul Kluds liste: 34
Placering på NFL’s liste i 2019: 25
Få quarterbacks bliver bedt om at gøre så meget med så lidt, som Russell Wilson bliver bedt om i Seattle. Jeg vil vove at påstå, at ingen andre quarterbacks i ligaen kunne få det angreb til at køre på samme niveau som Wilson. Han bliver ofte bedt om at konvertere utroligt mange, lange tredje downs, og han er overraskende god til det. Jeg håber, at Seahawks giver ham bedre forhold i 2019.

Nr. 29 Ezekiel Elliott, RB, Cowboys
2018 placering på Gul Kluds liste: 58
Placering på NFL’s liste i 2019: 18
Lige nu prøver Elliott at presse Cowboys til at give ham en ny kontrakt, der overgår Todd Gurleys. Vi synes i hvert fald, at hans niveau på banen overgår Todd Gurleys, selvom det altid er svært at vurdere runningbacks, fordi så meget afhænger af den offensive linje. Hvis Zeke skal endnu højere op, skal han vise noget mere i kastespillet.

Nr. 28 Lane Johnson, OT, Eagles
2018 placering på Gul Kluds liste:27
Placering på NFL’s liste i 2019: Ikke top 100
Det er egentlig ganske overraskende, at Lane Johnson ikke er og finde på NFL’s liste. Johnson er et bæst af en højre tackle med utrolig styrke og god bevægelighed. Men offensive linjemænd trækker selvfølgelig ikke overskrifter.

Nr. 27 Saquon Barkley, RB, Giants
2018 placering på Gul Kluds liste: Ikke top 100
Placering på NFL’s liste i 2019: 16
Få runningbacks er lige så unikke som Saquon Barkley. Selvom han stadig kan arbejde på nogle forskellige områder, er han bare et fænomenalt talent. Det belønnes ganske eftertrykkeligt af Gul Kluds skribenter, og han ender måske overaskende som den bedste 2018-rookie på vores liste.

Nr. 26 George Kittle, TE, 49ers
2017 placering på Gul Kluds liste: Ikke top 100
Placering på NFL’s liste i 2019: 29
Sikke et enormt gennembrud i 2018. I sin anden sæson i NFL slog Kittle rekorden for flest grebne yards af en tight end i en sæson med 1.377. Han passer perfekt til Kyle Shanahans angreb, og håbet er, at han fortsætter i 2019, hvor han bør kunne forbedre sin touchdown-total.

Spillere placeret mellem 26 og 50 på NFL’s liste, som ikke er på vores
(Parentes angiver placeringen på NFL’s liste)

Melvin Ingram (48)
Melvin Gordon (34)
Jared Goff (32)

Sådan har vi lavet vores liste
I alt har syv Gul Klud-skribenter afgivet stemmer til listen I fællesskab blev 134 spillere på forhånd udvalgt som kandidater til listen. Alle syv skribenter rangerede de 134 spillere, og den endelige liste blev lavet på baggrund af gennemsnitsplaceringen for hver spiller. De 100 bedste kom på listen, mens 34 spillere altså må se sig fravalgt på målstregen.

Her vil jeg prøve at forklare hvilke kriterier, som bedømmelsen er foregået på baggrund af. Skribenterne kan selvfølgelig vægte punkterne forskelligt, men alle har prøvet at følge nogenlunde ens retningslinjer. Hvis i har spørgsmål til listen eller processen, så stil dem herunder eller direkte til @teisjoranger på twitter.

  • Listen er en rangering over spillerne gående ind i 2019-sæsonen. Ikke en liste udelukkende for præstationerne i 2018.
  • Deraf skal spillere, der var skadet i 2018, ikke udelukkes, men overvejelser om usikkerheden i det nuværende niveau versus tidligere tiders topniveau skal medtages.
  • Spillere med få kampe (under 10) i karrieren er udeladt pga. for stor usikkerhed om niveau.
  • Præstationer over en længere årrække belønnes, da essensen af en god spiller ofte er, at han kan holde sit niveau over en længere periode. Dog er det selvfølgelig det nuværende niveau, som skal bedømmes, så nylige gode sæsoner vægter højest.
  • Vi forudsiger ikke niveaufremgang. Nogle spillere vil uden tvivl udvikle sig og spille godt i 2019, men vi kan ikke forudsige hvem, og hvor meget de spillere udvikler sig. Hvis de er på listen, er det fordi, vi mener, de var gode nok allerede i 2018.
  • Alle positioner forsøges vægtes lige, så vi kigger på spillerens reelle niveau og ikke vigtighed. Dette er for at undgå, at en fjerdedel af listen er quarterbacks. Special teams-spillere er dog udeladt fra listen.
  • Andrew Luck som pludseligt stoppede karrieren var oprindeligt stemt ind på listen, men er blevet fjernet. Det gav plads til nr. 101 på vores oprindelige 

SKRIV ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her