Jets og Bills har begge investeret tungt i off season, og spørgsmålet er nu, om de kan udfordre Patriots i i divisionen. Vi kigger nærmere på de fem vigtigste transaktioner i AFC East henover foråret.

NFL er taget på sommerferie, og dermed bevæger vi hastigt fra off season mod pre season. I de næste to uger kigger vi på de fem mest betydningsfulde off season transaktioner for hver af de otte divisioner. Vi starter med at kigge på AFC South, der byder på nye spændende angrebprofiler og en overraskende pause fra en forsvarsprofil.

AFC South | AFC East | AFC West | AFC North
NFC South | NFC East | NFC West | NFC North

5. Bills drafter Kyle Williams’ erstatning

Efter 13 sæsoner, 48,5 sacks og et ry som hjertet af Bills’ forsvar er karrieren for Kyle Williams nået til sin ende. Bills skal i næste sæson finde en ny kaptajn i midten af forsvaret. Fik jeg sagt, det er nogle store sko at fylde ud?

Ind kommer Ed Oliver.

Stjernen fra University of Houston har uden spørgsmål talentet til at gøre en forskel fra dag et. Heldigvis for Oliver er det ikke en skidt gruppe at starte i, eftersom Star Lotulelei, Jerry Hughes og Shaq Lawson eller Trent Murphy udgør de resterende startere på linjen.

Valget af Ed Oliver blev ikke mindre specielt, da Bills-superfan “Pancho Billa”, som var på kanten af sin kamp mod kræft, netop nåede at leve længe nok til at annoncere valget. Pancho døde nogle uger efter draften og er blevet hyldet i den klub, han har brugt sit liv på at heppe på.

Amerikansk fodbold er bare mere end en sport.

4. Dolphins skifter ud på markante positioner

Adam Gase eksperimentet er slut. Ryan Tannahills dage som quarterback hos delfinerne er talte. Tiderne er skiftet markant i Miami.

Den 4. februar blev linebacker-træner for Patriots gennem tre år, Brian Flores, hyret til at tage roret for en synkende skude, der ikke er nået langt de sidste mange sæsoner. Spørgsmålet var så, hvem der skulle være quarterbacken for hans hold.

Takket være Arizona Cardinals’ tvivlsomme beslutning om at udskifte sidste års 10. valg i draften, 22-årige Josh Rosen, med Kyler Murray, var vejen banet til en quarterback, som har stort talent. Rosen fik aldrig rigtig chancen i Arizona, eftersom alt fokus med førsteholdet i pre season 2018 gik til Sam Bradford. Rosen blev kastet ind halvvejs i sæsonen, efter Bradford fejlede horribelt.

Rækkefølgen er værd at bemærke. Flores var udmærket klar over quarterback-situationen i Miami lang tid før draften startede, og alligevel valgte han ikke at vælge f.eks. Ohio States Dwayne Haskins, hvilket indikerer, at Rosen var det klare valg fra start.

3. Rob Gronkowski stiller støvlerne på hylden

Det begyndte at være et tilbagevendene tema hver off season, om nu Gronkowski tog et år mere eller ej. I en alder af blot 30 år, har stjernen “spiked” sin sidste fodbold i end zone.

Det blev til 79 touchdowns (tredjebedste nogensinde blandt tight ends), 7.861 grebne yards, fire pro bowls og tre Super Bowl-titler. Udover Tom Brady, må det siges at være det største tab, New England kunne lide.

Efter at miste så vigtigt et våben, blev der gættet meget på, hvordan stjernen skulle erstattes. Belichick har dog taget det roligt og draftede endda ikke en tight end. Derudover er Austin Seferian-Jenkins, som blev hentet inden start af OTA’s, fristillet kort inden træningerne begyndte.

Patriots må sætte sin lid til 38-årige Ben Watson, som for nylig er kommet tilbage fra pension. Ikke en skidt ting, set med Miami, New York og Buffalo øjne.

2. Jets skriver under med runningback Le’Veon Bell

Endelig mødte han op til noget!

Efter et år væk fra banen pga. kontraktproblemer, er Bell tilbage og skal forsøge at gøre livet nemmere for andenårs-quarterbacken Sam Darnold. Bell var en af de højst profilerede spillere i free agency, eftersom den tidligere all-pro runningback besidder en unik kombination af gode hænder, tålmodighed, styrke og evnen til at få forsvarsspillere til at se dumme ud.

Sammen med Bell har Jets hentet tidligere Raiders guard Kelechi Osemele – en stor og fysisk mand, der virkelig kan flytte folk og skabe tiltrængt løberum for den nye runningback. Tilføjer man den hurtige Robby Anderson og tidligere Redskins wide receiver Jamison Crowder, ser det pludselig lovende ud for Jets’ offensiv.

1. Jets’ forreste syv på forsvaret bliver markant forstærket

Efter at tillade 4. flest point per kamp og 8. flest yards per kamp, var det i kortene, at Jets skulle forsøge at finde hjælp på forsvaret.

… Meget hjælp.

Holdet pungede ud med en overraskende kontrakt til den tidligere Ravens stjerne C.J. Mosley, som på 4 år har opnået 4 pro bowls, 579 tacklinger, 9 sacks, 9 INTs og 6 forcerede fumbles. Han gør en kæmpe forskel og laver store spil, når der er behov for det.

For at hjælpe Mosley yderligere i deres forreste syv, valgte Jets den bedste spiller i draften, defensiv tackle Quinnen Williams, der faldt til dem med valg nummer tre. Williams er et kæmpe talent, og det burde ikke være den store overraskelse, hvis han blev pro bowler allerede i sit første år.

Mens Dolphins og Bills forsøger at starte op på ny og finde deres identitet for de kommende år, virker Jets mere til at have fundet en sammensætning, der omsider potentielt ville kunne udfordre Patriots. Hvem ved, måske bliver AFC East ikke så kedelig, som vi er vant til?