Dopingbeskyldningerne imod Peyton Manning døde hurtigt, men NFL kigger alligevel nærmere på sagen
For nogle uger siden poppede Peyton Mannings navn op i en rapport, hvor flere amerikanske sportsstjerner blev beskyldt for ulovligt brug af HGH – menneskeligt væksthormon.
Ligeså hurtigt som beskyldningerne frem fremsat – ligeså hurtigt blev beskyldningerne trukket tilbage. Hurtigt døde historien ud, men NFL har ikke glemt beskyldningerne.
En talsmand fra NFL, ved navn Brian McCarthy, har til Associated Press fortalt, at ligaen, da historien poppede op, iværksatte en undersøgelse omkring påstandene.
Undersøgelsen er, så vidt vides, stadig igang og kigger i særdeleshed nærmere på påstandene om, at Mannings kone skulle have modtaget væksthormonerne for at give dem videre til sin mand.
Dopingpåstandene var ikke kun rettet imod footballspillere, men også imod baseballspillere.
Der har været rygter om, at NFL har nægtet at medvirke i en fælles undersøgelse i samarbejde med MLB (Major League Baseball) og USADA (U.S. Anti Doping Agency).
Rygterne afvises af en anden talsmand fra NFL, Greg Aiello, der stik modsat fortæller, at NFL samarbejder med førnævnte organisationer omkring en klarlæggelse af påstandene.





