Arizona Cardinals’ nye cheftræner Kliff Kingsbury er i gang med at sammensætte sin trænerstab, og til at styre forsvaret får han Vance Joseph, der for to uger siden blev fyret som cheftræner hos Denver Broncos.

Arizona Cardinals overraskede nogle, da de for nogle uger siden ansatte den unge og i NFL-sammenhæng uprøvede Kliff Kingsbury som cheftræner. Nu er den 39-årige cheftræner ved at samle sin første trænerstab i NFL, og han får erfaren hjælp til at styre forsvaret.

Den tidligere Denver-cheftræner Vance Joseph, der efter to år hos Broncos blev fyret for et par uger siden, er blevet ansat til at styre den offensivt orienterede Kingsburys forsvar.

Vance Joseph var inden sine to sæsoner som cheftræner i Denver defensiv koordinator for Miami Dolphins i en enkelt sæson. Hvis man går længere tilbage i tiden har Vance Joseph over 10 års erfaring som defensive back-træner i NFL.

Samtidig går der rygter om, at Steve Sarkisian er på vej til at blive Cardinals’ nye offensive koordinator. Det vil dog med al sandsynlighed være cheftræner Kliff Kingsbury, der vil kalde spillene på angrebet. Sarkisian kommer fra to sæsoner som offensiv koordinator med varierende succes hos Atlanta Falcons