Chicago Bears vandt den direkte kamp om førstepladsen i NFC North med 25-20 over Minnesota Vikings. Et forrygende forsvar sikrede sejren.
Forventningens glæde var til at føle på, da Chicago Bears søndag nat tog imod divisionsrivalerne fra Minnesota Vikings på Soldier Field. Vinderen af kampen ville sætte sig på førstepladsen i NFC North, og derfor fyldte hjemmeholdets frådende fanbase lægterne med et håb om at se deres hold cementere sin status som et hold, der har niveau til at drille de fleste i slutspillet.
Og Bears-fansene blev ikke skuffet, for Matt Nagys tropper leverede en gennemført stærk præstation og sejrede 25-20 mod NFLmings lilla helte. Dermed har Chicago nu skabt et hul på halvanden sejr ned til Vikings på divisionens andenplads.
Sejren blev grundlagt på en suveræn første halvleg af Bears-forsvaret, der trynede Vikings i de første 30 minutter. Gæsterne gik pointløse til pausen, da Chicago med fremragende opdækning lukkede ned for specielt Adam Thielen, mens runningback-duoen Dalvin Cook og Latavius Murray slet ingen succes havde. Hverken før eller efter pausen. Khalil Mack var igen igen blændende, og hans ene sack fortæller ikke hele historien om, at han konstant slog sin direkte modspiller.
FINAL: The @ChicagoBears win on #SNF! #DaBears #MINvsCHI
(by @Lexus) pic.twitter.com/Ph7Dj4LkKy
— NFL (@NFL) November 19, 2018
Kampen blev reelt afgjort, da Bears-safety Eddie Jackson returnerede en interception for et touchdown i midten af fjerde quarter og gav hjemmeholdet en føring på 22-6. Vikings fik derefter endelig gang i angrebet, men de 16 point var for meget at overkomme.
Generelt var begge hold sløsede med at beskytte bolden med tre turnovers hver, men Bears var langt skarpere end Vikings på kampens vigtige spil.
Med sejren er Bears 7-3 på førstepladsen i divisionen, mens Vikings er 5-4-1 på andenpladsen og har et ekstremt vigtigt opgør mod Packers i næste spillerunde.
Væsentlige stats
Bears
Mitchell Trubisky 20/31 for 165 yards, 1 TD, 2 INT’s
Jordan Howard 18 løb for 63 yards
Tarik Cohen 7 løb for 27 yards, 3 grebne bolde for 23 yards
Taylor Gabriel 7 grebne bolde for 52 yards
Anthony Miller 2 grebne bolde for 25 yards, 1 TD
Vikings
Kirk Cousins 30/46 for 262 yards, 2 TD’s, 2 INT’s
Dalvin Cook 9 løb for 12 yards
Stefon Diggs 13 grebne bolde for 126 yards, 1 TD
Adam Thielen 7 grebne bolde for 66 yards








