Skadede linebackere blev hurtigt valgt på dag 2

0

Torsdag faldt de to linebackere Myles Jack og Jaylon Smith ud af første runde. For Jack var det et chok, mens det for Smith var ventet.

Men ingen af dem skulle vente længe, før deres navn blev kaldt på andendagen.

Allerede med det tredje valg slog Dallas Cowboys til og snuppede Jaylon Smith, og bare to valg senere var det Jacksonville Jaguars, der sikrede sig Myles Jack. En runde senere, end nogen havde spået Jaguars til at få fat i den unge linebacker.

Duval, this is where I wanted to go. I’m ready to WORK. #MOREJAX

— Myles Jack (@MylesJack) April 30, 2016

Der er næppe nogen tvivl om, at begge linebackere ville have været i spil helt i toppen af første runde, hvis de ikke hver især var blevet ramt af skader, der vil holde dem ude i store dele eller hele deres første sæson.

Myles Jack havde uden tvivl håbet at han skulle vælges i første runde, og derfor var han også mødt op i det såkaldte ”Green Room” på draftens første dag. Men sammen med flere andre indbudte talenter, måtte han vente og til sidst indse, at hans navn ikke ville blive råbt op.

Fredag valgte han at blive hjemme, og missede dermed muligheden for at blive hyldet på scenen i Chicago. Til gengæld kan han glæde sig over nu at være en del af et hold med et kraftigt forbedret forsvar i en division, der virker overkommelig.

I’m a COWBOY!!!

— Jaylon Smith (@thejaylonsmith) April 30, 2016