Drama ved deadline. Store profiler fritstillet

    0

    Her er listen med de største navne, der blev fritstillet søndag, og der var da et par overraskelser imellem

    Søndag aften faldt hammeren endeligt. Alle 32 NFL-hold skulle fra 90 og ned på 53 spillere, hvilket betød, at små 1.200 spillere fik en fyreseddel – i hvert fald midlertidigt.

    Nogle spillere vil omgående få muligheden i en anden klub, andre kommer på practice squads, og der er også spillere, der er blevet fritstillet af tekniske årsager, og finder tilbage til deres nuværende klub onsdag.

    Prøv NFL GamePass gratis

    Her er lige de mest bemærkelsesværdige cuts fra søndagens deadline.

    Will Levis – Titans lukker eksperimentet

    Den største overskrift er uden tvivl Will Levis. Det tidligere 2-runde pick fra 2023 blev fritstillet af Tennessee Titans.

    Efter en skuffende udvikling og ankomsten af Cam Ward som nr. 1 overall i 2025 var Levis faldet helt ud af billedet. Titans valgte at beholde Mitchell Trubisky og Hendon Hooker som backups i stedet. Det er et markant farvel til en spiller, der engang blev set som franchise-quarterback.

    Andre markante quarterbacks

    Jake Browning (Buccaneers) – den tidligere Bengals-backup tabte kampen til den undraftede rookie Jalon Daniels om at være backup til Baker Mayfield.

    Josh Johnson (Bengals) – den efterhånden 40-årige veteran, der har spillet for rekordmange hold, er ude igen. Men mon ikke han alligevel er at finde et sted i løbet af sæsonen.

    Kyle Trask (Panthers), der engang skulle have startet for Bucs og Nick Mullens (Jaguars) er også blandt de cuttede.

    Miami Dolphins waived både Cam Miller og Mark Gronowski, efter de allerede havde tradet Quinn Ewers til Jaguars.

    Running backs i fokus

    Dallas Cowboys overraskede ved at sige farvel til både Jaydon Blue og Phil Mafah. Mange forventede, at mindst én af dem ville være backup bag Malik Davis, men Dallas valgte anderledes.

    Arizona Cardinals cuttede Trey Benson, der ellers har haft et par fine sæsoner sammen med Hjalte Froholdt.

    New Orleans Saints sagde farvel til Zamyr White, som klubben lige har fået fra 49ers, mens flere andre running backs (bl.a. Dameon Pierce hos Eagles) også nu skal på arbejdsløshedskontoret.

    Farvel til et par tunge drenge

    Flere tidligere 1.-runde picks fik en fyreseddel i går

    DT Mazi Smith (Jets) – det tidligere 1.-runde pick fra Dallas (2023) er ude igen, efter at være kommet til New York Jets i Quinnen Williams-handlen sidste år.

    OT Evan Neal (Giants) – nr. 7 overall i 2022-draften kunne ikke redde sin plads på 53-mands-truppen, efter John Harbaugh er kommet til som headcoach.

    Også Steelers sagde farvel til et tidligere 1.-runde pick, da de fritstillede LB Jamin Davis. De sagde også farvel til LB Elandon Roberts, der vandt to Super Bowls med Patriots.

    Cardinals tidligere 1. runde pick Isaiah Simmons, der er halvt linebacker, halvt safety og en dygtig special teams spiller er også ude. Han blev fritstillet af Panthers efter kun én sæson og fem kampe for klubben.

    Andre store navne

    Seattle Seahawks fritstillede overraskende CB Trevon Diggs, men det forventes at være teknisk, og at han fortsætter i klubben.

    Punter Johnny Hekker (Vikings) – den fire-dobbelte All-Pro-punter tabte jobbet til en undrafted australsk rookie. Men mon ikke han får chancen et andet sted.

    WR/KR Mecole Hardman (Bills) – Den lynhurtige Super Bowl-vinder fra Kansas City-tiden er ude.

    CB Cedric Tillman (Browns) – 2023-draft-pick med solid produktion i de seneste sæsoner blev overraskende fritstillet.

    WR Marquez Valdes-Scantling (Cowboys) og S Geno Stone (Bills) er også blandt de mere genkendelige navne.

    Og så alle de andre – på næste side har vi samlet holdoversigten med alle de mest markante spillere, som hvert hold har fritstillet ➡️