Colts-cornerback får karantæne

0

Indianapolis Colts må undvære cornerback Cam Taylor-Britt i første spillerunde af grundspillet, efter at han er blevet straffet af NFL.

NFL har tildelt Cam Taylor-Britt én spilledags karantæne, som han skal afsone i første spillerunde af den forestående sæson.

Dermed misser Taylor-Britt åbningskampen, hvor hans Indianapolis Colts møder Baltimore Ravens på Lucas Oil Stadium.

Karantænen skyldes, at Cam Taylor-Britt i januar tilstod og blev kendt skyldig i en sag om vanvidskørsel fra efteråret 2025. Som følge mistede Taylor-Britt sit kørekort, og han skulle afsone fem dages fængsel.

Cam Taylor-Britt blev oprindeligt valgt af Cincinnati Bengals i anden runde af 2022-draften, og han fik allerede sit gennembrud i sin debutsæson, hvor han etablerede sig som starter.

Den nu 26-årige cornerback nåede at spille fire sæsoner for Bengals, hvor han medvirkede i 47 kampe og leverede 203 tacklinger og syv interceptions. Cam Taylor-Britt skiftede i foråret til Indianapolis Colts, hvor han blev genforenet med sin tidligere defensive koordinator Lou Anarumo.