Draft-optakt: NFC East

0

Commanders, Cowboys , Eagles og Giants. Hvad er status på de fire NFC East klubber, og hvad har de behov for i draften?

Torsdag d. 23. april (natten til fredag dansk tid) afvikles første runde af draften anno 2026. I år med arbejderbyen Pittsburgh som vært.

På Gul Klud går vi alle divisionerne igennem, så du kan blive klogere på de enkelte holds behov og mangler. I denne artikel kigger vi nærmere på NFC East.

Her får du vores bud på, hvilken spiller – eller i Cowboys’ tilfælde HVILKE spillere – de fire NFC East klubber kan forbedre sig med i første runde af NFL-draften.

Læs også: NFL Draft – Tider og ting du skal vide

Washington Commanders

Største behov: WR, CB, C

For at være helt med i toppen igen af NFC East, så mangler Washington Commanders generelt bare bedre spillere. Men det altoverskyggende sted som de skal sætte ind er hjælp til Jayden Daniels. Desværre for Commanders råder de kun over seks picks (kun to i de første tre runder) i årets draft, hvorfor GM Adam Peters skal tænke sig godt og grundigt om, når han vælger spillere i år. 

Det største hul på offensiven er på receiverpositionen, hvor Terry McLaurin reelt er den eneste der kan gøre en forskel. Selvom man i FA hentede både Chig Okonkwo og Rachaad White, så mangler der stadig gode offensive våben hele vejen rundt om Jayden Daniels. Derudover kunne man også vælge at forstærke center positionen, hvor man lod Tyler Biadasz gå, og derfor pt. har Nick Allegretti som starter. 

På forsvarssiden har man fået tilføjet en hel del nye spillere. Dog er bagkæden lidt tyndt besat, hvorfor det også sagtens kunne være et fokuspunkt for Commanders i draften.

Vores bud på pick 7 : Carnell Tate (WR), Ohio State

Ønskescenariet for Commanders tror jeg ville være at trade et par pladser ned, for at få flere picks i de første tre runder. Dog går jeg her med et valg, der udfylder holdets største behov. Når man har en ung quarterback, så skal man gøre, hvad man kan for at omgive ham med talent. Ohio State er garant for at producere playmakere på receiverpositionen, og her er Carnell Tate ingen undtagelse. I 2025 scorede han ni gange, greb bolde for 875 yards, og er blevet sammenlignet med Justin Jefferson for sin måde at løbe ruter på.   

Der har også været spekulationer om, at Commanders kunne gå efter RB Jeremiyah Love, der også er en fremragende playmaker. Hvis Commanders skulle vælge at gå forsvarsvejen i første runde, så kunne de også kigge på en anden Ohio State stjerne i Caleb Downs, der ofte er blevet sat i forbindelse med Commanders i de seneste par uger.