49ers henter defensiv playmaker

0

San Francisco 49ers har landet den defensive touchdown-maskine Jack Jones på en etårig aftale.

Siden 2022 er det kun Dallas Cowboys’ profilerede cornerback DaRon Bland, som har scoret flere pick-6-touchdowns end Jack Jones. I den kommende sæson bliver det 49ers, som får gavn af Jones’ særlige evne.

Jack Jones og San Francisco 49ers har indgået en etårig aftale, efter at den 28-årige cornerback besøgte holdets faciliteter i den seneste uge.

Med tilføjelsen styrker San Francisco 49ers bredden i deres bagerste forsvarsgeledder, som i forvejen tæller Deommodore Lenoir, Renardo Green og sidste års åbenbaring Upton Stout.

Det var oprindeligt New England Patriots, som valgte Jack Jones i fjerde runde af 2022-draften, men han spillede for Patriots’ divisionsrivaler Miami Dolphins i den seneste sæson, hvor han startede alle 17 kampe og fremtvang tre turnovers.

Samlet set står Jack Jones noteret for 58 kampe i NFL med 213 tacklinger, otte interceptions, tre forcerede fumbles og 33 direkte kasteforsvar som følge. Derudover har Jones omsat hele fire af sine interceptions til touchdowns, hvilket, som nævnt indledningsvist, er næstbedst i NFL siden 2022-sæsonen.