
Stefon Diggs er færdig i New England efter bare et enkelt år hos Patriots. Nu har Patriots akut behov for nye forstærkninger til receiverkorpset.
New England Patriots har afskediget den profilerede og erfarne receiver Stefon Diggs med øjeblikkelig virkning.
Med manøvren sparer Patriots i omegnen af 100 millioner danske kroner ($16 mio.) i forhold til lønloftet.
Således nåede Stefon Diggs bare et enkelt år i New England, før han skal på klubjagt igen. I sin første og eneste sæson for Patriots etablerede Diggs sig som Drake Mayes foretrukne våben, og han sluttede grundspillet med 85 grebne bolde for 1.013 yards og fire touchdowns.
De forsvarende AFC-vindere fra New England var i forvejen relativt svagt stillede i deres receiverkorps, og med afskedigelsen af Diggs er det tydeligt for enhver, at de har behov for nye forstærkninger.
I skrivende stund er Mack Hollins og Kayshon Boutte de to bedste receivere, der stadigvæk befinder sig i New England, hvilket siger lidt om niveau.
New England Patriots bliver derfor også kædet sammen med A.J. Brown, der stadigvæk er utilfreds med tilværelsen i Philadelphia, og Alec Pierce, der ventes at blive ét af de helt store navne i det kommende transfervindue.
Den nu 32-årige Stefon Diggs står noteret for 11 sæsoner som professionel i NFL, hvori han har grebet 11.504 yards og 74 touchdowns. Diggs blev oprindeligt valgt i femte runde af 2015-draften af Minnesota Vikings.








