Højdepunkter fra Opening Night

0

Skinke til Sam, rådgivning af Tom Brady og dansk islæt. Det var ikke kedeligt, da Super Bowl-ugen blev skudt i gang med Opening Night.

San Jose, Californien. Det er altid en smule kaotisk, når Super Bowl-ugen bliver skudt i gang til Opening Night, og dette år var ingen undtagelse.

Opening Night markerer begyndelsen på Super Bowl-ugen, og det er første gang, at medierne får mulighed for at møde og tale med alle spillere og trænere fra de to finalister.

Samtidig åbner NFL dørene for fansene, der kan købe sig adgang til mediebegivenheden og opleve deres helte på tætteste hold.

Tilsammen skaber det en kaotisk, men særdeles underholdende scene, hvor spillere og trænere kan blive spurgt til alt mellem himmel og jord, mens fansene støjer og jubler i baggrunden.

Samtidig er journalisterne relativt sultne efter at stille spørgsmål og skabe opmærksomhed omkring sig. I år var det grelleste eksempel, da Mike Vrabel blev spurgt til, om han “ikke også synes, at Matt Damon er en forfærdelig skuespiller”.

Som du nok kan forestille dig, så skulede Vrabel noget så ondt af spørgeren, før han tog det næste spørgsmål.

Der var også en person, som fik tilhørerne omkring sig til at råbe “Ham for Sam” (skinke til Sam, red.), før han overrakte en skinkehat til Sam Darnold. Der er virkelig mange måder at dække Super Bowl på.

Værtskabet for Super Bowl LX har gjort en dyd ud af, at den store finale tilhører hele regionen “Bay Area” og ikke alene Santa Clara, hvor Levi’s Stadium befinder sig.

Derfor bliver optakterne, festerne og mediebegivenhederne spredt ud over hele kyststrækningen, og derfor fandt Opening Night sted i det store konferencecenter i byen San Jose – godt en times kørsel fra hjertet af San Francisco.

Næste side: Højdepunkter fra mødet med New England Patriots