
Der er lagt i kakkelovnen til en stor NFL-lørdag, når divisionstitlerne i NFC South og NFC West samt førsteseedet i NFC skal fordeles.
Denne lørdag blænder NFL op for to sæsondefinerende opgør fra NFC, når divisionsrivalerne Tampa Bay Buccaneers, Carolina Panthers, San Francisco 49ers og Seattle Seahawks tørner sammen.
Hvad er der på spil? Hvad skal I holde særligt øje med? Her sætter Gul Kluds Nicholas Isak Jørgensen scenen for de to divisionsbrag.
Hvad er der på spil?
I Tampa Bay skal den korporlige NFC South afgøres, selvom det længe har virket til, at hverken Buccaneers eller Panthers er synderligt interesserede i divisionstitlen.
Værterne var ellers i komplet kontrol over divisionen, efter at de åbnede sæsonen med seks sejre i de første otte kampe. Men efter deres friuge er Todd Bowles’ mandskab faldet sammen, og de har bare vundet én af deres seneste otte kampe.
Hvis Tampa Bay Buccaneers fortsætter sin dårlige stime og taber til Carolina Panthers, så er de ude i slutspilsmørket, og Panthers vinder NFC South for første gang siden 2015 – hvor de i øvrigt nåede helt til Super Bowl 50.
Omvendt kan Tampa Bay Buccaneers holde liv i deres sæson, hvis de slår Panthers, men de har også behov for en hjælpende hånd, hvis de skal helt over målstregen. Buccaneers skal både slå Panthers, og så skal New Orleans Saints enten slå eller spille uafgjort med Atlanta Falcons, før Buccaneers kan blive kronet som divisionsvindere.
Læs også: Saints-stjerne indlagt med blodprop
I Santa Clara mødes San Francisco 49ers og Seattle Seahawks i en direkte finale om divisionstitlen i NFC West og førsteseedet i NFC. Vinderen får altså en tiltrængt uges fri, før de indtræder slutspillet i divisionsrunden, mens taberen får det femte eller sjette seed.
Hvis San Francisco 49ers vinder, så behøver de ikke forlade Levi’s Stadium igen, før deres sæson er slut. De vil være garanteret hjemmebanefordel i NFC-slutspillet, og så skal den kommende Super Bowl LX spilles på netop Levi’s Stadium.
Hold godt øje med…
Kamp 1: Tampa Bay Buccaneers – Carolina Panthers, kl. 22:30
Kan Buccaneers stoppe Tetairoa McMillan?
Selvom Bryce Young har efterladt et blandet indtryk i 2025-sæsonen, så leverede han en glimrende indsats mod Tampa Bay Buccaneers, da de to divisionsrivaler krydsede klinger for to uger siden.
I det omvendte opgør ramte Young på 21 af 32 kast for 191 yards og to touchdowns, mens han løb for 20 yderligere yards. Denne lørdag får Young endnu bedre arbejdsbetingelser, da både Jamel Dean og Zyon McCollum er blevet skadet, siden deres seneste indbyrdes opgør.
Det kan meget vel åbne banen for Panthers’ førsteårsspiller Tetairoa McMillan, som har gang i en flot debutsæson som professionel. Efter 16 kampe står McMillan noteret for 66 grebne bolde for 929 yards og syv touchdowns, og han kandiderer til prisen som sæsonens bedste offensive rookie.
Kamp 2: San Francisco 49ers – Seattle Seahawks, kl. 02:00
Kan Sam Darnold håndtere presset?
Det er andet år i træk, at Sam Darnold står med muligheden for at vinde sin division og erobre førsteseedet i NFC i sidste spillerunde af grundspillet. Darnold forspildte muligheden i den forgangne sæson, da han og Minnesota Vikings blev blæst ud af Ford Field med et nederlag på 31-9 til Detroit Lions.
Bevares, det er imponerende, hvordan Sam Darnold har genrejst sin karriere efter en række fejlslagne år hos New York Jets og Carolina Panthers. Men den 28-årige quarterback har ikke været ufejlbarlig i denne sæson.
Tværtimod, så har Sam Darnold kastet 14 interceptions, hvilket er tredjeflest i ligaen i 2025-sæsonen. Darnold har også været godt hjulpet af Seahawks’ fænomenale forsvar, som har givet ham gunstige udgangspositioner.
I de seneste seks uger har Sam Darnold ført Seahawks frem til 14 touchdowns, og hele ni af disse angrebsserier er startet på modstandernes banehalvdel. Fem er sågar startet inden for modstandernes 35-yard-linje!
Jeg vil vove at påstå, at Sam Darnold er dén spiller, som har det største pres på sine skuldre i denne spillerunde – og spørgsmålet er, om han kan levere varen, når konferencen skal afgøres?
Læs også: 49ers-stjerner kæmper for at blive klar til sæsonfinale








