
Mason Taylor og George Kittle fejrede National Tight Ends Day, Saquon Barkley viste fordums styrke og Nate Wiggins sikrede Ravens en forløsende sejr.
Efter fire søndage i træk med europæiske kampe var det ganske belejligt, at den danske vintertid betød, at football-søndagen startede en time tidligere end normalt.
Den ottende søndag i NFL-kalenderen anno 2025 var “National Tight Ends Day”, som hylder én af de mest dynamiske positioner i sporten.
I den seneste sæson blev der scoret 16 touchdowns af tight ends på “National Tight Ends Day”. Og som I kommer til at se, så bød søndagen også på flere mindeværdige tight-end-spil.
Forløsende turnover af Ravens’ unge stjernefrø
Vi starter dog i Baltimore, hvor Ravens fik en tiltrængt sejr på 30-16 over Chicago Bears. Det var Ravens’ første sejr i seks uger!
Sejren kom i hus, selvom Ravens igen måtte undvære Lamar Jackson. I stedet var det Jacksons nyslåede førstereserve Tyler Huntley, som blev dagens mand, da han kastede 186 yards, løb for 53 yards og scorede et touchdown.
Ikke desto mindre var det værternes unge cornerback Nate Wiggins, som tippede kampens balance i Ravens’ favør.
I begyndelsen af kampens fjerde quarter, da opgøret stadigvæk balancerede på en knivsæg, leverede Wiggins en kampafgørende interception.
Som I kan se i klippet, så læste Nate Wiggins spillet til perfektion, da han kastede sig ind foran Caleb Williams’ kast og fremtvang sin anden interception i sæsonen. Ravens’ angreb kvitterede for spillet, da de scorede touchdown og sikrede sejren på den efterfølgende serie.
National Tight Ends Day
Nu rykker vi videre til junglen i Cincinnati, hvor Mason Taylor fejrede “National Tight Ends Day” med stil.
Mason Taylor scorede det kampafgørende touchdown, som sikrede Jets deres første sejr i sæsonen. Med scoringen fuldendte Taylor også Jets’ mageløse comeback – for det lignede slet ikke, at Aaron Glenn skulle få hul på bylden, da Jets var bagud med 31-16 i begyndelsen af fjerde quarter.
Selve scoringen var også et vanvittigt spektakel. Det var Jets’ runningback Breece Hall, som først fik bolden på dét, der lignede et løbespil. Først tøvede Hall og dernæst kastede han – nærmest i panik – en høj bold ind i Bengals’ endzone, hvor Mason Taylor ventede.
Meep Meep!
Saquon Barkley har været en skygge af sig selv i år, hvor han bare havde løbet 219 yards før ottende spillerunde. Til sammenligning krydsede Barkley den magiske 2.000-løbe-yards-grænse i fjor, da han førte Eagles frem til sit andet mesterskab nogensinde.
Men i ottende spillerunde viste Barkley fordums styrke, da han løb for 150 yards og scorede to touchdowns.
På den første scoring viste Saquon Barkley også alle sine kvaliteter. Først satte han fødderne i græstæppet og skiftede retning med lynets hast. Dernæst lavede han en modbydelig fodfinte på Giants’ Tyler Nubin. Og så satte Barkley turboen til og scorede et 64-yard langt touchdown.
Næste side: Benhårde George Kittle splintrede Texans’ forsvar








