Broncos – Chiefs kl 22.25
Hvis Bengals har klaret skærene om lørdagen, vil hele holdet være klistret til skærmen kl 22.25 dansk tid. Her starter BEGGE de kampe, som afgør deres skæbne. Dolphins kan af gode grunde ikke se kampen, for de spiller samtidig.
Læs også: Pro Bowl 2025: De blev snydt
Broncos kan selv afgøre deres egen skæbne og kan med en sejr snige sig med i slutspillet for første gang siden Peyton Manning-æraen sluttede i 2016.
Det er tredje matchbold for Broncos, som har tabt til både Bengals og Chargers i de seneste to runder. Søndag venter en lob bold, når Chiefs sender reserverne på banen. Cheftræner Andy Reid og hans tropper er sikre på at ende som førsteseed og har intet at spille for.
Raiders – Chargers kl 22.25
For Raiders nye sportsdirektør Tom Telesco bliver det et gensyn med en gammel arbejdsgiver, når han tager imod Los Angeles Chargers. Telesco blev smidt på porten i december 2023 efter en 63-21 ydmygelse mod.. Raiders.
Hvis Steelers har tabt om lørdagen, kan Chargers med en sejr snige sig en enkelt plads op i slutspillet.
Raiders har med sejre i de to seneste kampe spillet sig ud af kampen om førstevalget – en kamp, som cheftræner Antonio Pearce ikke har villet være med i. Med tre sejre i streg kan han måske have reddet sin egen trænerkarriere – eller i hvert fald skaffet en jobsamtale.
Rams – Seahawks kl 22.25
Seahawks kan maksimalt komme på niveau med Rams, og dog vil de stadig blive slået med marginaler.
Skulle Seahawks vinde, skal vi helt ned på femte tiebreaker – Strength of victory – for at finde vinderen af NFC West. Og uanset hvor meget Seahawks skulle vinde med, så kan Rams ikke indhentes.
Læs også: Sean McVay skifter quarterback i uge 18
Rams stiller derfor med et reservespækket mandskab, for at hvile de vigtigste spillere inden slutspillet starter i næste uge.
Seahawks, der ellers er så sluspilsvante, kommer for andet år i streg ikke med i det forjættede land. Det er ikke sket, at holdet er udeblevet to år i træk siden 2008/2009 sæsonerne
Cardinals – 49ers kl 22.25
Quarterback Brock Purdy må sidde ude i sæsonens sidste kamp, og derfor får reserven Josh Dobbs lov at starte mod sin tidligere arbejdsgiver, når 49ers runder en skuffende sæson af.
For San Francisco har skader generelt ødelagt sæsonen og der er kun æren på spil i sidste spillerunde – skulle holdet gå hen og tabe, ville det være den næstdårligste sæson for cheftræner Kyle Shanahan, som kun kan kigge tilbage på 2018 som værende værre.
Læs også: Optakt: Hjalte lukker og slukker mod 49ers
Hos Hjalte Froholdts Cardinals slutter sæsonen også en smule skuffende. Længe var ørkenholdet i spidsen i divisionen, men med seks nederlag i de seneste fem kampe har heller ikke Cards andet at spille for end æren.
Jets – Dolphins kl 22.25
Missionen er klar – Dolphins skal vinde, og så skal de håbe på, at Chiefs vinder over Broncos. Hvis det lykkes, så kommer Dolphins i slutspillet på yderste mandat.
Det skal klares uden den normale startende quarterback Tua Tagovailoa, som sidder ude med en hofteskade.
Det kan gå hen og blive sidste kamp for quarterback Aaron Rodgers, som flere gange i optakten til 18. spillerunde har luftet tanken om at indstille karrieren.
Læs også: Aaron Rodgers: Måske min sidste NFL-kamp
Det ville være slutningen på en 20 år lang karriere, som har budt på en enkelt Super Bowl-ring, fire MVPs og to forfærdelige år i New York.
Lions – Vikings kl 22.25
NFLs grundspil slutter med en historisk god kamp.
Aldrig før har to hold, med 13 sejre mødt hinanden – og aldrig før har to hold med sammenlagt 28 sejre mødtes.
Det er – på papiret – det “stærkeste opgør” i NFL og slår dermed 2007 opgøret mellem Patriots og Giants (15-0 og 10-5) samt 2005 opgøret mellem Colts og Seahawks (13-1 og 12-2).
Læs også: Weekly Winners 2024: Uge 18
Vinderen af kampen sikrer sig hjemmebane gennem hele slutspillet som førsteseedet, mens taberen må tage til takke med en wild card-billet og femteseed.
Der er alt at vinde og alt at tabe søndag nat – så jeg håber, at du har taget fri om mandagen, hvis du er enten blå eller lilla.



