
Vi får masser af backups at se i uge 18, men der er stadig rigeligt at spille for. Her er mine forudsigelser for uge 18.
Baltimore Ravens 34 – 17 Cleveland Browns
Ravens ser ud til for alvor at have fået gang i maskinen, og det er svært at se, at Browns skal kunne afholde dem fra vinde divisionen. Skulle det alligevel lykkes vil Steelers have ekstra meget at spille for, når de går på banen mod Bengals. Jeg holder på Ravens her.
Pittsburgh Steelers 27 – 23 Cincinnati Bengals
Apropos Bengals så kunne jeg godt se dette blive endestationen for deres sæson. De tillod 44 point mod Steelers, da de to hold mødtes uge 13, og selvom det næppe går så galt denne gang, så forventer jeg også, at Steelers-forsvaret gør det væsentligt bedre end at tillade 38 point.
Atlanta Falcons 24 – 19 Carolina Panthers
Falcons skulle have skiftet til Michael Penix Jr. noget før. Nu skal de vinde og håbe på hjælp for at nå slutspillet. Jeg tror på, at de gør deres del, men i sidste ende er det ligegyldigt, hvis Buccaneers vinder. Så jeg tror mest, at denne kamp ender med at være træning for holdets rookie quarterback.
Dallas Cowboys 20 – 28 Washington Commanders
Commanders er 11-5 og har sikret sig en slutspilsplads. Men en sejr her vil alligevel være vigtig, da den sikrer sjettepladsen i NFC-konferencen. Det vil formentlig give en kamp mod Los Angeles Rams. En syvendeplads betyder en kamp mod Eagles. Cowboys har intet at spille for, men vil naturligvis forsøge at drille sin divisionsrival – som det i øvrigt er tilfældet i alle kampe i denne runde.
Green Bay Packers 31 – 21 Chicago Bears
Ligesom Commanders har Packers sikret slutspillet, men kæmper også for at tage sjettepladsen i konferencen. Det bør kunne lade sig gøre at slå Bears, men de skal så håbe på, at Commanders taber.
Indianapolis Colts 27 – 30 Jacksonville Jaguars
Colts dummede sig i sidste uge og mistede muligheden for en plads i slutspillet. De mangler muligvis også Anthony Richardson til opgøret her, og jeg tror, at nederlaget i sidste uge lidt tog modet fra dem. Jaguars har naturligvis heller intet at spille for, men rookie Brian Thomas Jr. vil uden tvivl gøre sit for at forbedre sit rekordår som rookie.
New England Patriots 23 – 20 Buffalo Bills
Det er lidt et sats her, men Bills er låst fast på andenpladsen i AFC og har givet udtryk for, at Josh Allen kun vil spille meget kort. Omvendt vil Patriots spille med Drake Maye på quarterback, selvom Patriots lige nu sidder på draftens førstevalg, som de vil sikre sig med et nederlag. Sådan tænker spillerne dog ikke, og derfor tror jeg godt, at New England kan overraske her.
Philadelphia Eagles 23 – 24 New York Giants
Præcis som i ovenstående tilfælde tror jeg, at Giants kan vinde, fordi Eagles ikke har en døjt at spille for. Det skulle da lige være, at Saquon Barkley kunne tage rekorden for flest løbeyards i en sæson – og så mod det hold, der besluttede, at de ikke kunne bruge ham. Men, nå nej, han spiller ikke for at undgå skade. Det er svært at bebrejde Eagles den beslutning, men det er ærgerligt, at de ikke har noget at spille for, så vi ikke ser rekorden falde.
Tampa Bay Buccaneers 30 – 20 New Orleans Saints
Baker Mayfield har sat sig for at sikre Mike Evans sin 11. sæson i træk med mindst 1000 receiving yards. Evans mangler 85 yards for at nå milepælen, så kig frem mod masser af bolde i Evans’ retning. Saints har intet at spille for, så jeg forventer en sejr til hjemmeholdet her. De sikrer sig således divisionen med en sejr.
Tennessee Titans 14 – 24 Houston Texans
Texans er låst fast på fjerdepladsen i AFC, så ingen i kampen her har som sådan noget at spille for. Jeg forventer derfor, at det stærkeste hold vinder, og det er Texans. Men det ville omvendt ikke overraske mig, hvis det ender med at backups spiller mod backups og Titans vinder.
Arizona Cardinals 27 – 24 San Francisco 49ers
Et opgør i NFC West uden noget som helst at spille for. Begge hold ligger nogenlunde midt i feltet i NFC, så selvom der er lidt draftposition at spille for, at skal begge hold tænke på denne kamp som den sidste i sæsonen – og forsøge at undgå alvorlige skader. 49ers er uden quarterback Brock Purdy, så jeg tror mest på Cardinals, der også er på hjemmebane.
Denver Broncos 24 – 17 Kansas City Chiefs
Broncos får nu for tredje gang chancen for at opnå en plads i slutspillet blot med en sejr. Og til deres held har Chiefs allerede sikret sig førstepladsen i konferencen, så de spiller uden de største stjerner. I Kansas City tidligere på sæsonen var Broncos kun et blokeret field goal fra at vinde, så jeg tror på, at de klarer ærterne hjemme i Denver.
Los Angeles Rams 17 – 13 Seattle Seahawks
Rams har efter en dårlig start på sæsonen bevist sit værd og har allerede sikret sig NFC West-kronen. Men der er stadig en tredjeplads i konferencen som gevinst ved en sejr, og kampen spilles i Los Angeles. Men ligesom i mange andre opgør er det sandsynligt, at startere bænkes løbende, hvis kampen går langt den ene eller den anden vej.
Las Vegas Raiders 16 – 24 Los Angeles Chargers
Man skulle jo egentlig tro, at Raiders havde stemplet ud på sæsonen, men de har alligevel vundet de seneste to opgør. Det gør de dog ikke her, hvor Chargers viser sig som en for stor mundfuld.
New York Jets 23 – 17 Miami Dolphins
Dolphins skal vinde og håbe på, at Broncos samtidig taber, og så er de i slutspillet. Men alt tyder på, at de skal spille uden Tua Tagovailoa, og det har ikke været en succes tidligere i år. Derfor tror jeg også, at divisionsrivalerne fra New York på hjemmebane kan gøre det onde og sende Miami ud i kulden.
Detroit Lions 35 – 34 Minnesota Vikings
Vi slutter grundspillet af med den vildeste kamp, jeg kan huske, at vi har stået over for før slutspillet. Lions og Vikings er i direkte kamp om ikke bare sejren i NFC North og en divisionstitel, men også førstepladsen i konferencen og dermed hjemmebanefordel i hele slutspillet. Taberen må nøjes med en wild card-plads og skal således på udebane i mindst en slutspilskamp. Jeg holder på hjemmeholdet, men det kan gå begge veje.
Sidste uge: 12-4
I alt: 165-91
Bye week: Ingen








