Miami Dolphins – Minnesota Vikings Kl. 22.05
Tro det eller ej – Minnesota Vikings er det ene af kun TO ubesejrede hold i NFC. Det skal i høj grad tilskrives den defensive træner Brian Flores, der blitzer som om der ikke var en dag i morgen og lykkes med det.
Og det er heldigt for Vikings, for det er forsvaret, der skal bære dem. I seneste opgør, hvor de mødte Bucs, præsterede Vikings sæsonens dårligste angrebsspil. Altså.. Kun lige “undergået” af Bucs.. I selvsamme kamp… Og det bliver ikke bedre i denne kamp, hvor Justin Jefferson er erklæret ude med skade.
Miami Dolphins bliver ikke seværdige i denne sæson. Det må vi bare affinde os med.
Kansas City Chiefs – Las Vegas Raiders Kl. 22.25
Raiders tight end Brock Bowers blev den første tight end i historien til at have seks kampe med mere end 10 grebne bolde i sine første tre sæsoner i ligaen. Man er nødt til at elske NFL og deres statistikker.
Læs også: Momentumeter: Spilleuge 3, 2026
I opgøret mod Chiefs er det to ubesejrede hold, der tørner sammen, men Bowers og quarterback Kirk Cousins skal spille en fantomkamp, hvis de skal kunne byde Chiefs op til dans. Chiefs har vundet fem af seks kampe på Raiders nye hjemmebane – Allegiant Stadium – og når Chiefs kommer på besøg, overdøver de Raiders fans i en sådan grad, at de er begyndt at kalde det “Arrowhead West”.
Denver Broncos – San Francisco 49ers Kl. 22.25
Efter “Jet-Lag-Bowl” i Australien mod Rams og to nemme kampe mod henholdsvis Cardiansl og Dolphins har 49ers – på papiret – et af ligaens bedste angreb. Men nu finder vi ud af, om de for alvor er gode, eller om de mest af alt har mødt ringe modstandere. Mod Broncos møder de Vance Joseph og et væld af superstjerner i en “styrke mod styrke”-kamp.
Omvendt er Broncos angreb ikke rigtig kommet ud af starthullerne i år, og det kan derfor være den akilleshæl, som koster bjergboerne sejren.
Los Angeles Chargers – Seattle Seahawks Kl. 22.25
Jeg ved snart ikke, hvad man skal tænke om Los Angeles Chargers, som ser ud til at finde på nye måder at tabe kampe på hver eneste weekend. Men det slutter nok nu.. Altså ikke på den fede måde. De kommende uger møder Chargers et bombardement af klassemodstand, når Broncos, Chiefs, Rams, Texans, Ravens inden kampprogrammet bløder en smule op med Jets (som faktisk har set ok ud), Patriots og Bucs.
Inden da venter Seahawks, som fik deres sejrsstime på 12 i streg, brudt mod Commanders i 3. spillerunde. Det plejer at betyde ekstra tænding, og det gider man bare ikke som Chargers-fan.
Detroit Lions – Carolina Panthers Kl. 02.20
Det andet katteopgør i vores katte-weekend slutter weekenden af. Detroit Lions har ikke lignet dyrenes konge, mens Carolina Panthers har vist kløer i et par kampe.
Kampens største fokuspunkt bliver, når Lions har bolden. Panthers har nemlig sendt begge deres startende quarterbacks på skadeslisten, og det er derfor et svækket forsvar, der skal dæmme op for Jared Goff, Jahmyr Gibbs og Amon Ra St-Brown. Mike Jackson og Jaycee Horn er normalt en af ligaens stærkeste cornerback-duoer. På søndag starter Akayleb Evans og Will Lee.










