Hele syv backup quarterbacks var i aktion i denne uge – det gik rigtig godt for nogen. Knap så godt for andre. Her er 10 ting, vi lærte af uge 6.

1. Slut med ubesejrede hold
Både 49ers og Eagles tabte således i weekenden og er nu 5-1. Dermed er ingen hold i NFL fortsat ubesejret, hvilket egentlig er ret utroligt med tanke på, at der kun er spillet seks kampe. Men vi kan alle nyde ligeværdigheden i NFL og Dolphins’ 1972-mandskab kan endnu en gang poppe champagnen. Både Eagles og 49ers blev i øvrigt slået af backup quarterbacks fra henholdsvis Jets og Browns.

2. Bills snublede næsten mod Giants
Faktisk var Buffalo ekstremt heldige, at de lykkedes med at afvise Giants på sin Bills’ egen 1-yard-linje til sidst i kampen. Ellers havde Buffalo indkasseret et skidt nederlag. Men man kan håbe, at det blot var på grund af resterende jetlag efter turen til London i sidste uge. Giants startede i øvrigt med quarterback Tyrod Taylor, så det var en backup quarterback, der var ved at få skovlen under Bills.

Læs også: Daniel Jones misser Bills-opgør

3. Richardson færdig for sæsonen?
I sidste uge skrev jeg, at Anthony Richardson var ude i en måneds tid, og at Colts’ unge quarterback skulle lære at passe på sig selv. Det er måske det, han gør nu, hvor det overvejes, om rookien skal have en skulderoperation, der vil holde ham ude resten af året. Det er rigtig ærgerligt for Colts, men formentlig den rigtige beslutning – og så må man håbe, at Richardson kommer tilbage med fuld styrke til næste sæson.

4. Stroud kastede første interception
Rookie quarterback C.J. Stroud kastede endelig sin første interception i weekenden. På det tidspunkt havde han allerede slået rekorden for flest kast uden en interception til at starte med i karrieren. Og søndagens fejl kom ikke til at koste. For Saints dummede sig og gav bolden direkte tilbage til Texans med en fumble – hvorefter C.J. Stroud førte holdet til touchdown. Hvad mon de tænker hos Panthers?

5. Carolina stadig uden sejr
Her startede man nemlig kampen godt mod Dolphins og kom foran med 14-0. Men så tog fanden ved Miami og da kampen var slut stod der 42-21 på måltavlen i Dolphins’ favør. Bryce Young har lavet gode ting i sine første seks kampe i NFL. Men sammenligner man ham med Stroud lige nu, så er der ingen tvivl om, hvem der ser bedst ud.

6. Cowboys lukkede ned for Justin Herbert
Faktisk spillede Chargers-quarterbacken måske den dårligste kamp i sin karriere. Der var ellers lagt op til en spændende duel mandag aften mellem Cowboys og Chargers, der samtidig var et opgør mellem Cowboys defensive koordinator Dan Quinn og den tidligere offensive koordinator Kellen Moore. Ingen tvivl om, hvem der vandt dén kamp.

7. Jared Goff spiller fantastisk
Søndag vandt Lions igen og er nu 5-1. Det kan de i høj grad takke quarterback Jared Goff og hans receiver Amon-Ra St. Brown for. St. Brown greb 12 bolde for 124 yards og et touchdown, og Goff kastede i alt for 353 yards. Kredit skal også gå til Lions-forsvaret, der holdt Buccaneers til 6 point.

8. Desmond Ridder tabte på hjemmebane!
Det har ellers været en umulighed for den unge Falcons-quarterback, der inden weekenden aldrig havde tabt på hjemmebane i NFL – eller college! Men søndag mod Washington viste Ridder sig fra samme dårlige side, som vi så i London for et par uger siden, og så var der ikke noget at gøre for Atlanta. Head Coach Arthur Smith så undervejs ud til ikke at være tilfreds, men spørgsmålet er, om Falcons har andre at sætte sin lid til, hvis ikke Ridder er svaret.

9. Bengals ligner sig selv igen
Joe Burrow har stadig kampe, hvor han ikke rammer formen, men det skal nok komme. Forsvaret er til gengæld ved at spille sig i rigtig form, og med sejren søndag er Bengals nu 3-3. Det skal nok blive meget bedre, inden sæsonen er ovre, og de er bestemt stadig blandt favoritterne i AFC North.

10. Vikings slog Bears’ backup
Minnesota fik sin anden sejr i sæsonen og er 2-4, men mod Bears’ backup quarterback Tyson Bagent var det altså ikke vildt imponerende. Vikings kan glæde sig over, at de fik hul på bylden med at vinde en af de tætte kampe, men dem skal der vindes flere af, hvis de lillaklædte skal nå noget i denne sæson.

Se også: Video: Katastrofestart for Bears-quarterback