New York Giants må undvære Daniel Jones, når de møder Buffalo Bills i sjette spillerunde.

New York Giants har slet ikke fået den start på sæsonen, som de havde håbet på. Efter fem spillerunde har Giants bare vundet en enkelt kamp, og de befinder sig på sidstepladsen i NFC East. Der er heller ikke grund til at tro, at der er bedre dage i vente, da Giants må se bort fra Daniel Jones i sjette spillerunde, hvor de møder Buffalo Bills.

Daniel Jones er dømt ude med en nakkeskade, som han pådrog sig i femte spillerunde, hvor Giants tabte med 31-16 til Miami Dolphins. Jones udgik af kampen, efter at han blev sacket af Miami Dolphins’ Andrew Van Ginkel.

I Daniel Jones’ fravær skal den rutinerede Tyrod Taylor starte sin 86. kamp i NFL. Tyrod Taylor vikarierede også for Daniel Jones, efter at han udgik i nederlaget til Dolphins. Foruden Daniel Jones må Giants også se bort fra offensive tackle Andrew Thomas, center John MIchael Schmitz, offensive tackle Matt Peart og linebacker Azeez Ojulari.