NFL-sæsonen er i gang, men for nogle er den også allerede slut – eller i hvert fald tæt på.

Flere hold blev således ramt af dyre skader, mens andre hold har tabt de første to kampe, og ikke ligner hold, der skal regnes med i denne sæson. Her er 10 ting vi lærte i uge 2.


1. Der er problemer i New Orleans!

Drew Brees nåede ikke at spille mange snaps mod Los Angeles Rams, før det gik galt for den aldrende quarterback. I skaden i hånden betyder, at han nu skal opereres og sidder ude i minimum fem kampe. Erstatningen i Teddy Bridgewater så noget rusten ud, og det må bekymre for Saints-fans, der kan være stort set ude af kampen om slutspillet før Brees er tilbage.


2. De har endnu større problemer i Steel City

Av, av, av. Mason Rudolph gjorde det egentlig fint, da han kom ind som erstatning for en skadet Ben Roethlisberger, men det blev alligevel til et nederlag, og nu er Big Ben ude resten af sæsonen. For at gøre ondt værre tradede man i sidste uge den Josh Dobbs til Jaguars, så nu er man 0-2, og kan være i endnu større problemer, hvis Rudolph bliver skadet. Det bliver op ad bakke for Steelers. I Baltimore sidder de til gengæld og gnider sig i hænderne.


3. Bears har en kicker!

Desværre har de ingen quarterback. Mitchell Trubisky blev i det store hele lukket ned mod Broncos (undtagen ét spil til sidst), men Bears fik alligevel sejren, og de jubler i Chicago. For de har fundet en kicker. Eddy Piñiero ramte på alle sine tre field goals i kampen – ikke mindst en vigtig gamewinner, der sikrede Bears sæsonens første sejr efter en helt vanvittigt sekvens de sidste par minutter af kampen.

For Broncos hedder det 0-2 for første gang i 20 år, og med en tur til Green Bay i næste uge er der intet der tyder på, at deres sæson går i den rigtige retning. Den frygtede duo med Von Miller og Bradley Chubb har fortsat 0 sacks!


4. Dolphins er muligvis det dårligste hold nogensinde

Der er spillet to kampe af sæsonen. Dolphins skifter allerede quarterback efter behag, der er snak om at trade deres bedste spiller væk, og på de to første uger har Dolphins en score på 10-102. Mod Patriots blev det til et nederlag på 0-43, og hvis jeg var Dolphins-fan med sæsonkort ville jeg kræve mine penge tilbage. Det her Miami-hold er muligvis det dårligste hold, der nogensinde har spillet i NFL.


5. Ni hold er 0-2 – lang sæson forude

For hold der starter sæsonen 0-2 er der omkring 12 procents chance for at nå slutspillet. For nogle af holdene er vejen nok reelt en del længere. Hold som Steelers og Panthers skal virkelig oppe sig, hvis de skal indfri forhåbningerne om slutspillet, mens andre hold som Redskins, Giants, Broncos og Bengals nok skal indstille sig på, at sæsonen bliver præcis, som forventet – lang og med masser af nederlag.


6. Hvor er Daniel Jones?

Apropos Giants… Hvor er Daniel Jones? Eli Manning er ikke svaret. Giants kommer ingen vegne i denne sæson alligevel. Giv dog rookien mulighed for at få noget værdifuld erfaring og vise NFL-verdenen, at Giants ikke dummede sig ved at vælge ham som nummer seks i draften. Jeg er med på, at man ikke vil ødelægge ham og smide ham for løverne FOR tidligt, men man må vel også have noget tillid til den unge mand?
Opdatering: Eli Manning er bænket, og Jones får nu chancen


7. NFC West er pænt god

Arizona Cardinals er det dårligste hold i NFC West, men de har potentiale. Tilsyneladende har 49ers fundet formen, og både Rams og Seahawks ligner de hold, vi troede de var. Med skaden til Drew Brees i New Orleans er der pludselig åbnet op for, at der måske kan komme to wild cards fra den samme division i NFC, og det kunne meget vel være fra NFC West, hvis det sker.


8. AFC South ser spændende ud

Titans tabte i weekenden, men det var til Colts, som uden Andrew Luck alligevel ser ud til at være et hold, man skal regne med i denne sæson. Og Titans var meget imponerende i første spillerunde, så der er helt sikkert et potentiale.

Texans slog Jaguars og er dermed 1-1, og selvom det til tider var grimt, så var det en vigtig sejr for Bill O’Briens hold. Og så er der Jaguars. Dem skal vi nok ikke regne med i år. Men…


9. Gardner Minshew er en stjerne

Man må føle lidt med Nick Foles, der endelig fik chancen for at starte et sted, men hurtigt blev skadet i første spilleuge. For alle os andre er det bare en kæmpe gevinst, at vi får Gardner Minshew at se. Minshew spiller solidt, og har samtidig noget af den swagger, man ofte ser hos de spillere, der har masser af tro på sig selv og kan bakke det op. Læn dig tilbage og nyd det.


10. Av, av, Jets

Mandagskampen mod Browns var ikke noget kønt syn. Og for Jets, der var uden Sam Darnold gik det hurtigt fra ondt til værre, da Trevor Siemian tidligt måtte udgå med en skade.

Ind kom Luke Falk, og så var kampen vel reelt afgjort. Browns vandt 23-3 og er dermed tilbage på sporet efter en skidt kamp i første spilleuge.