For seneste udgave af 10 Ting vi lærte – Klik her!
Der var en link-fejl i denne uges nyhedsbrev The Catch. Klik på ovenstående link for at komme til denne uges version af 10 Ting vi lærte.     

1) Slutspilshold i AFC

Favoritterne gjorde, hvad de skulle, så Chiefs, Patriots, Texans og Chargers vandt alle og holdt fast i deres seedninger. Ravens slog Browns og sikrede sig fjerde seed, og så var det Colts, der løb med den sidste plads i AFC med en sikker sejr over Tennessee Titans i søndagens sene kamp.

2) Slutspilshold i NFC

I NFC gjorde Rams, hvad de skulle og holdt Bears bag sig. Saints sparede spillere, og tabte, men det var ligegyldigt. De var alle sikre på slutspillet inden. Det var Cowboys og Seahawks også. Den sidste plads i NFC, går til Eagles, der slog Redskins, mens Vikings tabte til Bears og er ude.

3) Kan Foles gøre det igen?

For andet år i træk har Nick Foles overtaget quarterback-positionen for Eagles for en skadet Carson Wentz. Sidste år blev det til en Super Bowl-sejr. Nu har Foles bragt Eagles i slutspillet, selvom de så ud til at være ude af det. Kan han virkelig tage dem hele vejen igen? Det er den historie, jeg holder mest øje med de næste uger.

4) Baker slog rekord

Cleveland Browns nåede ikke slutspillet, men havde måske gjort det, hvis rookie Baker Mayfield havde startet alle kampe. Søndag blev han den rookie quarterback i historien med flest touchdowns i sin debutsæson. Det kan måske kaste en titel som Offensive Rookie of the Year af sig. Måske.

5) Saquon blev historisk

For der er lige ham der Saquon Barkley. Med endnu en god dag søndag nåede årets andetvalg i draften op på mere end 2000 yards for sæsonen (løbe- og gribeyards) og det er der kun to rookies før ham, der har gjort, nemlig runningbacks Eric Dickerson og Edgerrin James.

6) Vikings faldt sammen

I sin første sæson har quarterback Kirk Cousins ikke været pengene værd. Søndag blev frustrationen tydelig, da han og receiver Adam Thielen stod på sidelinjen og ikke var helt enige om tingene, og med nederlaget til Bears, der ikke havde det store at spille for er Vikings færdige for denne sæson. Cousins kan stadig forbedre sig næste år, mens hans rekord mod hold, som har flere sejre end nederlag er nu 4-25. Det er ikke opløftende.

7) Er George Kittle ligaens bedste tight end?

Det er til gengæld opløftende for 49ers, at de har ligaens måske bedste tight end. 149 yards i kampen mod Rams bragte ham op på 1377 yards for sæsonen, og det er mest nogensinde af en tight end. Så tror jeg, de fleste 49ers-fans lever med nederlaget til Rams.

8) Raiders og Mike Mayock?

Altså Mike Mayock fra NFL Network. Du ved, ham der skulle være sådan en draftguru? Mandag blev Mayock ansat som ny general manager for Oakland Raiders, og det skal blive spændende at se, hvordan ham og den tidligere tv-kommentator Jon Gruden kommer til at arbejde med at gøre Raiders til et powerhouse i NFL.

9) Her er de fyrede trænere?

Flere trænere blev forventet fyret søndag eller mandag, og de fik alle sparket: Vance Joseph (Broncos), Todd Bowles (Jets), Steve Wilks (Cardinals), Dirk Koetter (Buccaneers). Derudover smed Dolphins Adam Gase på porten, og hos Bengals sagde man endelig farvel til Marvin Lewis efter 16 år. Med fyringerne midt på sæsonen i Green Bay og Cleveland er der derfor nu hele otte hold, der leder efter ny head coach. Det er 25 % af alle hold i NFL. Change is coming.

10) Hvem bliver MVP?

Kan der være nogen tvivl? Søndag nåede Pat Mahomes II sine touchdowns nummer 49 0g 50. Han er kun den tredje quarterback i NFL-historien til at kaste 50 touchdowns i en sæson. De andre? Peyton Manning og Tom Brady. Mahomes nåede i øvrigt også over 5000 kasteyards, og har kun kastet 12 interceptions i sæsonen. Så nej, der kan ikke være nogen tvivl.

Godt nytår!