
London leverede, MNF leverede og der var masser af kaos undervejs. Her er, hvad vi lærte af spilleuge 5.
1. Dear me, Jaguars
Oh. My. God. Eagles-fans i London må stadig her et par dage efter være rasende over, hvad der gik for sig i London søndag. Eagles tog føringen med otte sekunder tilbage, og så var den kamp jo afgjort – eller hvad? For med et langt kick return af Ameer Abdullah, så stod Jaguars pludselig med muligheden for at sparke et field goal på 57 yards med ét sekund tilbage. Kicker Cam Little fejlede ikke, og så var det Jaguars, der snuppede den fulde gevinst. Dermed tabte Eagles som NFC East-hold nummer 2 i denne uge efter Cowboys i torsdags. Det vender vi lige tilbage til.
Læs også: London-drama: Den lille blev den store!
2. Hvad laver I Commanders?
Det var tydeligt, at Washington havde Jayden Daniels tilbage som quarterback mod Giants – og det er umiddelbart en god ting. Den unge quarterback løb for mere end 100 yards og scorede to touchdowns med sine ben. Men Commanders tillod alligevel Giants at komme tilbage i NFC East-opgøret, og var også tæt på at tabe i overtime, hvis ikke Cam Skattebo havde fumblet bolden. Så var det i stedet Commanders, der havde chancen for at vinde med et field goal til sidst. Men enten var Daniels ikke klar over, at Commanders ikke havde nogen timeouts, eller også var han bare usandsynligt langsom i optrækket, så da Commanders snappede bolden med lidt over 10 sekunder tilbage og Daniels efterfølgende tog et sack var det naturligvis for sent at spike bolden, og så sluttede det hele uafgjort.
Se også: Video: Bizar afslutning i D.C.
3. Ingen NFC East-sejre i denne omgang
Dermed endte NFC East på helt bizar facon i denne uge med ikke at have et eneste hold, der vandt en kamp – på trods af, at to af holdene altså mødte hinanden. Giants kan nu være godt tilfredse med en uafgjort, for med en 3-1-1 rekord fører de nu divisionen – og det endda på trods af, at Jaxson Dart er ude for sæsonen, og J.J. McCarthy kortvarigt styrede tropperne mod Commanders søndag. Kaos som vi elsker det.
4. Texans vandt endelig – og fik en ny receiver
Og så nok om NFC East for denne gang. For der var oprejsning til Houston Texans i denne uge. 0-4-holdet skulle således møde divisionsrivalerne fra Tennessee, der også var 0-4, så der var gode muligheder for sæsonens første sejr. Og den kom da også i sikker stil og Houston er dermed på tavlen. Søndag aften forstærkede de sig så også officielt med receiver Marvin Harrison Jr., der kommer til fra Arizona, og det er håbet, at han kan få gang i karrieren med C.J. Stroud som quarterback. Men der er stadig langt til slutspillet for Houston.
Læs også: Officielt: Cardinals trader Marvin Harrison Jr.
5. Chargers er færdige
Hvor Texans endelig fik en sejr – omend på en billig baggrund – så leder Chargers fortsat og er nu 0-5. Med ekstremt mange skader så det fra starten svært ud mod Broncos, men i vanlig Denver-stil var de lang tid om at komme i gang og skulle bruge et comeback i fjerde quarter for at tage sejren. Justin Herbert ligner en knækket mand som quarterback for Chargers, og jeg ville ikke bebrejde ham, hvis han hellere vil bruge sin tid sammen med sin forlovede, sangeren Madison Beer. Chargers kommer i hvert fald ingen steder i denne sæson.
Læs også: Stor Chargers-profil sat på skadeslisten
6. Broncos spiller dårligt, men…
Med sejren over Chargers er Broncos 3-2 for sæsonen, og selvom det var på en billig baggrund, og ikke specielt imponerende (på angrebet) søndag, så er der god grund til at være tilfreds, hvis man er Broncos-fan. Broncos har ikke set specielt gode ud, men de vinder og vinder. I sæsonens første fire kampe mødte de, de måske fire bedste hold i NFL (Chiefs, Jaguars, Rams, 49ers) og nu venter så Seahawks torsdag. De fleste fans havde nok solgt den for 3-3 efter de første seks spilleuger, og så åbner kampprogrammet op, og der bliver mulighed for at få styr på sine problemer. Broncos har skuffet mange i denne sæson indtil videre. Men jeg er stadig ganske overbevist om, at de kommer til at være blandt aspiranterne til AFC-titlen, når det hele skal afgøres.
7. Raiders-eventyret er slut
Det tror jeg til gengæld ikke på, at Raiders kommer til at være. Jeg var ellers ved at være der efter deres start på 3-0. Men med et nederlag til først Chiefs og senest en afklapsning af Patriots er Raiders nu 3-2, og eventyret ser ud til at være slut – eller i hvert fald synge på sidste sidste vers. I weekenden fik vi sågar quarterback Fernando Mendoza at se for første gang, og ham ser vi nok meget mere til, inden sæsonen er forbi.
8. Falcons tog NÆSTEN tre på stribe
Tre kampe i træk i bedste sendetid og Falcons var NÆSTEN ved at vinde dem alle tre. Den havde jeg ikke regnet med inden sæsonen startede. Men søndag aften blev det trods alt til et nederlag. Hvorfor? Fordi Michael Penix Jr. igen måtte lade sig udskifte med en skade. Penix har ellers løftet Falcons-holdet betragteligt, men med hans exit søndag kom Tua Tagovailoa tilbage på banen, og det tog ham præcis 45 sekunder at kaste en interception, der endte kampen. Øv øv for Falcons.
Læs også: Michael Penix skadet i nederlag
9. 49ers gør det igen
I en vild og intens divisionskamp mod Seahawks var det 49ers, der trak sig sejrrigt ud, og dermed er de 5-0. Dre Greenlaw var en klaphat undervejs og blev udvist (og siden suspenderet) for at nikke en skalle på sidelinjen mod en Seahawks-spiller uden hjelm, og det hele blev først afgjort til allersidst. Der var al den nerve og intensitet, vi kender fra opgør i NFC West, og jeg tror og håber, at vi får Seahawks og 49ers at se igen i slutspillet – og ellers venter der jo en kamp senere på sæsonen.
Se også: Video: De fedeste spil fra søndag – uge 5
10. Rams og Bills i klassiker
Rundens afslutning mandag aften mellem Rams og Bills skuffede ikke. I en kamp, som af mange bliver set som en forsmag på Super Bowl skulle det hele afgøres i overtime, og her var det til sidst Bills, der trak sig ud med en sejr efter et blokeret field goal tidligere i overtidsperioden. Lad os få nogle flere af den slags kampe, tak!










