10 ting vi lærte af uge 12: Årets forsvarsspiller er fundet

0

Myles Garrett er årets forsvarsspiller, og det er ikke engang tæt. Her er 10 ting, vi lærte i uge 12.

1. Patriots på 10 sejre som de første
Drake Maye er mere, end hvad Patriots kunne have håbet på. Og Mike Vrabel er en fremragende cheftræner. Det er to ting, der er stærkt medvirkende til, at Patriots nu er det første hold i NFL i år, der kan prale af et tocifret tal i sejrskolonnen. Med til historien hører, at de endnu ikke har haft friuge, men det er altså imponerende – og overraskende.

Læs også: Drake Maye må undvære sin dørmand i flere uger

2. Burrow tilbage til Thanksgiving
På torsdag er der Thanksgiving og ikke alene betyder det en masse god football. Alt tyder også på, at Bengals’ quarterback Joe Burrow er tilbage til opgøret mod Baltimore Ravens og det er lige i tide. Ikke til at redde Bengals’ sæson, for det er nok for sent, men hans tilbagekomst kan være dårlige nyheder for Ravens, der ellers er tilbage på sporet.

3. Raiders fyrer endnu en koordinator
Raiders er derimod overhovedet ikke på sporet. Faktisk gik det så dårligt i kampen mod Browns, at de mandag fyrede den offensive koordinator Chip Kelly. Han var ellers den bedst betalte på sin position i NFL, og det markerer anden gang på bare 17 dage, at Raiders fyrer en af sine topassistenter. Pete Carroll løber snart tør for syndebukke.

Læs også: Ligaens dyreste offensive koordinator får sparket

4. Giants fyrer igen
Også hos Giants har man haft kniven fremme. Her har newyorkerne således fyret den defensive koordinator Shane Bowen efter overtidsnederlaget til Lions søndag. Man kan jo overveje, om Giants’ angreb kunne have gjort noget anderledes på en fjerde down sent i kampen end at gå efter den, men de forsøgte og fejlede på angrebet – i sidste ende kostede det Bowen jobbet. Og det hjalp ham nok heller ikke, at Giants nu som det første hold i NFL er endeligt ude af kampen om slutspillet.

Læs også: Giants fyrer defensiv koordinator efter kollaps

5. Ravens tager føringen i AFC North
Tilbage i AFC er Ravens bestemt ikke ude af det. Det var der ellers mange, der troede, da de var 1-5. Nu er de 6-5 og fører AFC North foran Steelers, der i weekenden tabte til Bears. De to hold mødes i næste uge i en utroligt vigtig kamp, men lige nu ligner Ravens en klar favorit i divisionen.

6. Shedeur tager starterpladsen hos Browns
Det tog kun Shedeur Sanders ét forsøg at overbevise ledelsen i Cleveland om, at han er den bedste løsning på quarterback. Modstanden var ikke vanvittig søndag i et opgør mod Raiders, men Sanders gjorde nok – han var ikke prangende, men god nok til, at han vandt i sin første start som rookie for Browns. Noget, der nærmest aldrig sker. Og nu er han så udnævnt til starter. Det skal blive spændende at se, om han kan fortsætte med at imponerede Browns-ledelsen.

Læs også: Shedeur Sanders får genvalg i uge 13

7. J.J. McCarthy er historisk ringe
En, der ikke imponerer, er J.J. McCarthy. Faktisk nærmer Vikings-quarterbacken sig et stadie, hvor han er historisk ringe. Måske er han der allerede. I McCarthys første seks kampe er han dårligere end det historiske bust JaMarcus Russell målt på de traditionelle stats, og når man kigger på mere avancerede stats (EPA pr. dropback) er han nummer 851 ud af 852 quarterbacks siden år 2000. Kun førnævnte Russell er dårligere. Og tænk sig, at Vikings sluttede sidste sæson med både Sam Darnold og Daniel Jones i folden.

Læs også: J.J. McCarthy skadet… Igen!

8. Prescott overgår Romo
Og nu til nogen, der ikke er dårlige! For Dak Prescott er nu den mest statistisk velbevandrede quarterback i Cowbys’ historie. I hvert fald, når det kommer til kasteyards. I sejren over Eagles søndag passede Prescott således Tony Romo for flest kasteyards i Cowboys’ historie (34.378). Inden sæsonen er omme vil han muligvis også overgå Romo i touchdowns.

9. Jaxon Smith-Njigba sætter vild milepæl
Hos Seahawks blev der også sat en vild milepæl søndag. Receiver Jaxon Smith-Njigba slog således Seahawks’ rekord for flest receiving yards i en sæson, og han er nu på 1313 for sæsonen. Og han har altså kun spillet 11 kampe! Den unge receiver har gode muligheder for at slå all-time rekorden for en sæson, hvis han fortsætter resten af sæsonen.

10. Myles Garrett er DPOY
Og så lukker vi ballet med at deklarere, at årets forsvarsspiller er fundet. Myles Garrett lavede således tre sacks mod Raiders søndag, og han er nu på uhyrlig 18(!) efter 11 kampe. Alene de sidste fire kampe har Garrett lavet 13 sacks. Rekorden på 22,5 for en sæson kan jo nærmest falde allerede i næste uge.