Årets fedeste weekend. Fire kampe, de otte bedste hold. Vinderne vil være blot én kamp fra Super Bowl. Men hvad skal holdene bevise i divisionsrunden? Vi peger på 5 spørgsmål, vi leder efter svar på.

Kan Chiefs spille sig i AFC-finalen for tredje gang i træk? Kan gode forsvar stadig vinde titler? Og kan Buccaneers få revanche for uskønne nederlag tidligere i sæsonen?

Divisionsrunden byder på fire fantastiske opgør, hvor alt er på spil. Lørdag har vi et godt Rams-forsvar mod Packers’ flyvende angreb, og vi har unge eksplosive quarterbacks, der skal gøre forskellen i Bills-Ravens. Søndag skal Browns forsøge at lave overraskelsen mod Chiefs, mens Bucs skal revanchere sig mod Saints. Her er fem spørgsmål til de fire opgør, som vi håber at blive klogere på.

1) Kan forsvar virkelig vinde mesterskaber?
Det bliver den ultimative test af det bedste forsvar i ligaen mod det bedste angreb i ligaen, når Los Angeles Rams skal forsøge at stoppe Green Bay Packers, Aaron Rodgers og deres giftige angreb. Den gamle floskel fortæller, at “defense wins championships”. Men er det nu også sandt i nutidens NFL? Og vil det gøre sig gældende i denne kamp, hvor Rams i høj grad ser ud til at skulle vinde på endnu en kvælende defensiv præstation. Kan Ramsey lukke ned for Davante Adams? Kan Aaron Donald og Leonard Floyd skabe kaos i Rodgers’ lomme, og kan holdet som helhed skabe nogle af de turnovers, som deres eget angreb virker til at have brug for. Matchuppet mellem Rams’ forsvar og Packers’ angreb er, i min optik, rundens bedste, og det bliver fantastisk at se to så gode enheder duellere.

2) Har Ravens cornerbacks til at tæmme Bills’ angreb?
Baltimore Ravens mod Buffalo Bills virker som det mest uforudsigelige opgør i divisionsrunden. Det kan blive en tæt kamp præget af gode forsvar. Det kan blive en offensiv eksplosion med to unikke quarterbacks. Og reelt kan det også blive et blow out i begge retninger. Derfor er der også mange afgørende matchups, men særligt et har jeg øjnene på. Det drejer sig om Ravens’ kasteforsvar, og særligt deres cornerbacks, der kommer på en utrolig svær opgave. Bills har fire receivere, der alle kan gøre skade i form af stjernen Stefon Diggs, hurtige John Brown, slotreceiver Cole Beasley og rookie Gabriel Davis. Ravens har gode cornerbacks i form af Marlon Humphrey, Marcus Peters og Jimmy Smith, men er de gode nok? Jeg har endnu ikke set den cornerback-gruppe, der kunne matche op og spille meget man coverage mod de her receivere. Dolphins har prøvet og er blevet savet over to gange. Normalt er Ravens glade for man coverage og 1 mod 1 på ydersiden. Går det godt mod Bills, eller tvinges de til at ændre deres tilgang?

3) Hvor skarpe ser Chiefs ud efter tre ugers pause?
Så skal vi endelig se Patrick Mahomes og de forsvarende Super Bowl-mestre igen. Chiefs har længe været kvalificeret til slutspillet og efter en stribe kampe, hvor de slap gashåndtaget, så har de nu ikke spillet en kamp med deres største stjerner i 21 dage. Hvordan vil det påvirke skarpheden på især Chiefs-angrebet, som er holdets primære drivkraft. Vil de komme flyvende ud, fordi de har brugt tre uger på at forme nye idéer? Eller vil de komme ud med noget rust, der skal bankes af? Det bliver sindssygt interessant at se, hvor gode Chiefs ser ud i jagten på at genvinde titlen. Vi så, hvordan Browns i sidste uge drog fordel af en hurtig start mod et Steelers-hold, der kom forfærdeligt ud til kampen i første halvleg.

4) Kan Browns’ angreb følge med Mahomes?
Det var ikke noget problem for Browns’ angreb at score point i sidste uge, men kan de gøre det igen i denne uge? Måden at slå Mahomes og Chiefs er nemlig næsten uden undtagelse at score en masse point. Det er fint at have et godt forsvar, men i sidste ende er det evnen til at følge med og overgå Mahomes, der er afgørende. Browns’ angreb har en masse gode spillere og er først og fremmest anført af deres blændende offensive linje. Mod et Chiefs’ løbeforsvar, der i grundspillet var det næstmindst effektive målt på Football Outsiders statiske mål DVOA, så har Browns alle muligheder for at løbe Chiefs midt over. Og når man kombinerer det med en velspillende Baker Mayfield, så har Browns måske opskriften på en masse point.

5) Hvordan er Buccaneers anderledes end de første to gange?
To gange før i sæsonen har Tampa Bay Buccaneers og New Orleans Saints mødt hinanden, og begge gange har Saints vundet ganske overbevisende. Tom Brady har haft rigtig dårlige kampe, og det virker på alle måder som om, at Saints bare havde styr på, hvad Bucs lavede offensivt. Nu er spørgsmålet, hvad Buccaneers har ændret og vil ændre for at resultatet bliver noget andet. Siden deres bye week sent i sæsonen har Buccaneers’ angreb nemlig været flyvende, fordi de har indført en lang række justeringer. De bruger mere motion, de bruger mere play action, de løber bolden mindre på tidlige downs, de bruger flere forskellige formation og personnel-grupper og så har de fået inkorporeret Antonio Brown i angrebet. Alle de her ændringer håber Bucs vil give et andet udtryk, hvor de er mere uforudsigelige og balancerede, hvilket måske vil give Brady mere tid i lommen, så han ikke vil blive jagtet vildt, som han gjorde i de første par opgør. Men er de her ændringer nok? Og vil de overhovedet virke mod Saints’ gode forsvar?