
Gul Klud sætter fokus på 10 spørgsmål, som vi leder efter svar på i Wild Card-runden af 2025-sæsonen.
1. Kan Green Bay begrænse Chicagos løbeangreb?
Det, i min optik, største og mest spændende opgør i slutspillets første runde er et historisk brag mellem to indædte NFC North-rivaler. Det er tredje gang Bears og Packers mødes i denne sæson. Green Bay sejrede i første kamp på hjemmebane i en tæt 28-21 affære, mens Chicago tog hævn få uger senere i en yderst dramatisk kamp, der endte i forlænget spilletid lige før jul.
Chicagos løbeangreb har været essentielt i deres overraskende flotte sæson, kun Bills og Ravens var bedre til at løbe bolden i grundspillet, og holdet har i stort set alle sejre været båret offensivt af løbespillet. Selv om Caleb Williams var manden, der sænkede Packers sent i december, så tror jeg, at hvis man spørger Greens Bays spillere og trænere, så vil de være sikre på, at de nok skal få bugt med ham, hvis han bliver tvunget ud i at kaste tidligt og ofte. Det gælder altså om at lukke ned for D’Andre Swift og Kyle Monangai. Packers var middelmådige til at stoppe modstandernes runningbacks i grundspillet og tillod Chicago at løbe for 288 yards i de to tidligere opgør. Det er ikke optimalt.
Kan Packers justere, begrænse Chicagos løbeangreb og gøre Bears endimensionelle?
2. Fortsætter Trevor Lawrence med at præsentere, når presset stiger?
Der er mange paralleller mellem Bears og Jaugars. Begge hold har oplevet markant fremgang efter ansættelsen af yngre, offensivt mindede cheftrænere. Begge har forsvar, der har været gode til at stjæle bolden. Begge har unge, talentfulde quarterbacks valgt med førstevalget i draften, der har markante kvaliteter, men har været præget af ustabilt spil. Trevor Lawrence er ældre og har væsentlig mere erfaring end Caleb Williams, men har haft svært ved at sætte spillet sammen. Det har han dog gjort i sidste tredjedel af grundspillet, hvor quarterbacken førte sit hold til seks sejre ud af seks mulige, kastede for 1600 yards, 15 touchdowns, én interception og samtidig løb for fire touchdowns. Der er ikke mange quarterbacks i NFL, der er mere formstærke end Lawrence i øjeblikket.
Lawrence har dog haft problemer, når presset blev større. I quarterbackens eneste sæson i slutspillet kastede han fem interceptions i to kampe. Jaguars møder Buffalo Bills, der havde ligaens bedste kasteforsvar i grundspillet. Kan Lawrence fortsætte sit gode spil, når konsekvenserne for fejl stiger eksponentielt?
3. Er Derrick Brown i stand til at spolere Rams’ offensive planer?
Carolina Panthers er i slutspillet for første gang siden 2017 og holdets største profil, defensive tackle Derrick Brown, har haft en stor andel i den succes. Carolinas færd til slutspillet bærer ikke på et fremragende forsvar eller et ustoppeligt angreb, men en solid balance og nogle playmakere, der har leveret, når de skulle samt lidt hjælp fra de andre hold i NFC South. Panthers er dog farlige, de har slået Rams og Packers, da de var midt i stærke formkurver.
Netop Rams er denne rundes modstander, og Carolina håber på en gentagelse af første opgør, hvor Derrick Brown havde et sack, et defensivt stop, en battet bold og en forceret fumble. Den store defensive tackle kan blive afgørende, da Matthew Stafford er en kløgtig quarterback, men han er en statue i lommen og løber ikke fra Carolinas undervurderes edge rushere. Derfor kan Browns evne til at lukke ned for løb og presse Los Angeles’ center og guards blive kampafgørende, da det kan stoppe Stafford fra at træde op i lommen og levere sine dødbringende kast.
Er Brown i stand til at vinde sine dueller og påvirke kampen?
4. Er Chargers i stand til at bremse MVP-kandidat Drake Maye?
Los Angeles Chargers’ forsvar var blandt ligaens bedste og en stor grund til, at holdet er at finde i slutspillet. Holdet var blandt de ti bedste til at stoppe scoringer og forcere turnovers, mens kun fire hold tillod færre yards. De får dog en svær opgave mod det næstbedste hold i AFC-konferencen i år og en af de to store MVP-favoritter, når de skal til Foxboro og møde Patriots og Drake Maye.
Andetårsquarterbacken har været imponerende i sin første sæson i Josh McDaniels’ system. Maye har kastet for lige under 4000 yards, 31 touchdowns og løbet for mere end 400 yards og scoret fire touchdowns. Han kan vinde i alle spillets facetter. Chargers var et af de bedre hold til at skabe sacks i grundspillet, ligesom de var fremragende til at forcere turnovers i de sidste kampe af sæsonen, hvor de forcerede ti i de sidste fire gældende kampe.
Skal Los Angeles have en chance for at overraske Patriots, så kræver det, at forsvaret spiller op til deres bedste, sacker Maye og forcerer en turnover eller to. Kan de det?
5. Får DK Metcalf en afgørende rolle efter sin karantæne?
Steelers betalte meget for at få receiver DK Metcalf til klubben, både i form af draftkapital (et andetrundevalg til Seattle) og penge (en ny kontrakt til en værdi af 132 millioner dollars). De har fået den fulde Metcalf-oplevelse i år. Receiveren har været den mest produktive på holdet, scoret syv touchdowns, men er også forsvundet ud af kampe og har netop overstået en to kampe lang karantæne efter håndgemæng med en fan.
Metcalf er tilbage i slutspillet, som Steelers fik tilkæmpet sig en plads i i grundspillets sidste sekund. Rodgers har været god til at dirigere tropperne, men det har i særdeleshed været holdets runningbacks, der har givet holdet et boost i kastespillet. Nu er Metcalf tilbage, og Steelers møder et af ligaens bedste kasteforsvar med en særdeles dygtig cornerbackgruppe.
Kan Metcalf levere positivt spil, eller får han en kedelig rolle igen?
Næste side: Bills’ kasteangreb, Houstons tunge drenge og 49ers’ skadesproblemer








