Efter en trænerfyring og endnu et quarterback-skifte åbner for nye spørgsmål inden femte spillerunde, og så bliver årets bedste forsvar også testet i hidtil uset grad.

En fjerdedel af sæsonen er spillet for 30 af de 32 hold, og vi har fået vores første trænerskifte og endnu en quarterback-bænkning. Kan det redde sæsonen for de to hold, eller er det for sent?

Det bliver vi forhåbentligt klogere på i denne uge, hvor vi også sætter fokus på et stærkt Colts-forsvar og et interessant Panthers-hold.

1) Er Kyle Allen en forbedring i Washington?
Washington Football Team valgte i denne uge at bænke den unge quarterback Dwayne Haskins til fordel for Kyle Allen. Det lidt kontroversielle valg kommer ovenpå fire kampe, hvor Haskins ikke har spillet godt, men hvor han også spiller på et Washington-hold med begrænset talent omkring ham. Udskiftningen sker, fordi NFC East ser ganske svag ud lige nu, og træner Ron Rivera ønsker at se, om holdet måske kan vinde divisionen. Det kræver dog, at Kyle Allen rent faktisk er en nævneværdig forbedring, og det får vi de første indikationer på i denne uges kamp mod Los Angeles Rams. Kyle Allen spillede 12 kampe som starter for Panthers sidste år efter Cam Newtons skade, og selvom han startede med nogle sejre, så brændt han helt sammen mod slutningen af sæsonen. Jeg håber for Washington, at han er bedre end Haskins, ellers har de sendt deres unge quarterback ud på unødig usikker grund.

2) Begynder Eagles at få lidt gang i offensiven?
Eagles’ angreb var elendigt i de første tre uger, men i uge fire mod 49ers var der små fremskridt at spore. Mod et godt forsvar spillede Wentz lidt bedre, ikke at det krævede meget, og der var i perioder lidt liv i, hvad der lignede et simplificeret angreb. Spørgsmålet er nu, om Eagles kan bruge 49ers kampen som noget, de kan bygge videre på, og vi igen i denne uge kan se fremskridt. Kampen mod Steelers bliver dog langt fra en dans på roser, da Steelers kommer med ligaens bedste pass rush, og Eagles’ offensive linje stadig er skadesplaget. Hvis Wentz dog har fået lidt selvtillid ovenpå sidste uges kamp, og han kan komme godt igennem Steelers-kampen i denne uge, så lysner det måske for Eagles på længere sigt i år.

3) Kommer Texans flyvende ud efter trænerfyringen?
Vi har fået årets første trænerfyring, og det blev Houston Texans, der fik nok af Bill O’Briens temperament ovenpå fire nederlag i de første fire kampe. O’Brien skulle angiveligt have haft et voldsomt verbalt sammenstød med J.J. Watt for nogle uger siden, og det betød, at O’Brien mistede tilliden fra truppen. Derfor bliver det også interessant at se, om Texans kommer ud med mere gejst i denne uges kamp mod Jacksonville Jaguars. Selvom der er nogle svagheder på holdet, så er det jo alt for godt til at være 0-4, og meget af den record kan tilskrives et svært kampprogram. Hvis den erfarne midlertidige træner Romeo Crennel kan få sat noget ild i øjnene på Texans’ spillere, kan de stadig være et ubehageligt hold at møde resten af året.

4) Giver sidste uges sejr et afgørende skub til Bengals?
Cincinnati Bengals har ikke vundet meget med Zac Taylor som cheftræner, og holdet har haft en imponerende evne til at tabe en masse tætte kampe. Holdt og Taylor har kort sagt manglet killer-instinkt. I sidste weekend fik de endelig en komfortabel sejr, og jeg glæder mig til at se, om det giver noget optimisme og tro på tingene i Cincinnati. Jeg mener nemlig, at holdet har talent til at kunne drille mange hold, mest af alt fordi Joe Burrow har været rigtig velspillende i de første uger. Med ham har de et konkurrencedygtigt angreb, og forsvaret får i denne uge Geno Atkins tilbage, og så bør forsvaret også have nok gode spillere til at være konkurrencedygtigt. Denne uges kamp mod et stærkt Ravens-hold er en perfekt mulighed for Bengals til at vise, at de har noget tro på tingene, og at de kan lege med selv mod de bedste. Det vil være en god indikator på, hvor langt Bengals er i deres udvikling væk fra et bundhold.

5) Skal vi til at holde øje med Panthers?
Ikke mange, inklusiv mig selv, regnede meget med Panthers i år, men med et par sejr over Chargers og Cardinals sidder holdet nu med en fornuftig 2-2 record. I alle fire kampe har angrebet set rigtig fornuftigt ud, og den unge offensive koordinator Joe Brady har indtil videre levet fint op til hypen omkring ham. Derudover er der fremgang at spore på et forsvar, der startede skidt, men de sidste par kampe har holdt bedre stand. Holdet ser generelt sammenhængende ud, og der virker til at være en rød tråd i, hvad de foretager sig – både på angrebet og forsvaret. Det er en rigtig fin start for cheftræner Matt Rhule, og kan holdet fortsætte de positive takter med en sejr over divisionsrivalen Atlanta Falcons, så vil jeg begynde at holde øje, om Panthers kan være årets overraskelse.

6) Er det snart Tua-tid?
Dolphins havde store ambitioner i år, men holdet er startet 1-3, og det har ikke lignet et hold, der bejler til slutspillet. Derfor begynder spørgsmålene om Tua Tagovailoa også snart at presse sig på. Er han helt skadesfri? Hvornår skal han have chancen? Kan han give holdet et frisk pust? Ryan Fitzpatrick fylder 38 år om en måned, og han er ikke Dolphins’ fremtid. Selvom han spiller rimeligt, og han giver ligaen noget kolorit, så skal Dolphins på et tidspunkt give Tua chancen for spilletid i år. Og spørgsmålet er, om det ikke sker meget snart, hvis Dolphins ikke vinder nogle kampe. I denne uge står Dolphins overfor de forsvarende NFC-mestre, og et nederlag vil sende dem ned på 1-4 record og meget langt fra slutspillet. Jeg mener, det snart må være Tua-tid.

7) Hvor godt er Colts’ forsvar egentlig?
Statistisk set er ligaens bedste forvar i år ikke 49ers, Bills, Patriots, Ravens eller Steelers, som mange nok havde forventet. Nej, det er derimod Indianapolis Colts’ forsvar, der har været stærkest i de første fire uger. Spørgsmålet er nu, om det er et resultat af, at Colts’ første fire kampe har budt på et middelmådigt Jaguars-angreb, et sløvt startende Vikings-angreb, elendige Jets og en uinspirerende Nick Foles? Det får vi forhåbentligt lidt af svaret på i denne uge, hvor Colts står overfor et Browns’ angreb, der har fundet melodien de sidste uger. Browns’ fantastiske offensive linje har banet vejen for et suverænt løbeangreb, og holdet fik derudover gang i Odell Beckham Jr. i kampen mod Cowboys. Det bliver en god test af Colts’ forsvar, som jeg personligt stadig er lidt skeptisk omkring på længere sigt.

8) Hvor langt er Vikings fra at kunne drille de gode?
Sikke en jammerlig start Vikings fik på sæsonen, men de to sidste kampe har dog vist fremgang hos de lilla fra Minneapolis. Angrebet er kommet meget bedre i gang med den øgede involvering af rookie-receiver Justin Jefferson, og forsvaret har været mindre ringe mod Texans og Titans. Nu kommer der for alvor en test af Vikings-mandskabet, når de står overfor et ubesejret Seahawks-hold. Kan Jefferson, Thielen og Cook score nok point mod et dårligt Seahawks-forsvar til at følge med Russell Wilson? Og kan forsvaret stille noget som helst op mod forrygende Wilson? Hvis Vikings kan yde modstand, vil de blive et ubehageligt hold at møde resten af året, og så går det godt med Vikings’ proces, hvor de skal udvikl flere yngre kræfter på holdet. Hvis de bliver blæst af banen, så må vi vend tilbage igen om en måned for at se, hvor langt i processen Vikings er.

9) Fandt Brees sit gamle niveau i sidste uge?
Efter de første uger snakkede mange om, at Drew Brees lignede en mand, hvor alderen havde sat sit præg på armen. Angrebet gik nærmest kun gennem Alvin Kamara, og Brees truede slet ikke forsvarene ned ad banen. Det var markant bedre mod Lions, hvor båd Tre’Quan Smith og Emmanuel Sanders blev regelmæssigt involveret. En god kamp mod Lions’ dårlige forsvar siger dog ikke meget på lang sigt, og denne uge vil fortælle os mere om Brees’ spil. Los Angeles Chargers har et rigtig solidt forsvar med gode cornerbacks, der generelt tvinger quarterbacks til at ramme nogle mindre vinduer end Lions, og så er det spørgsmålet, om Brees ser komfortabel ud, når disse mindre vinduer skal rammes. Hvis han vender tilbage til et dumpoff-angreb til Kamara, så begynder det i den grad at ligne, at Brees ikke stoler på sin arm længere.

10) Hvad har hele Corona-situationen betydet for Titans’ form?
Det sidste punkt er selvfølgelig kun relevant, hvis kampen mellem Titans og Bills spilles, men lige nu håber NFL stadig på, at kampen kan spilles tirsdag. Hvis den spilles, bliver det ekstremt interessant at se, hvordan Titans kommer ud til kampen. Holdet har været igennem en skrækkelig periode, hvor over 20 spillere og trænere er blevet testet positiv, og holdet derfor har været i lockdown og ikke har kunne træne (udover de ulovlige træninger, som spillerne vist har arrangeret og formentlig bliver straffet for). At skulle spille en kamp mod Bills med kun et par rigtige træninger i benene over et par uger, må kunne beskrives som elendige forberedelser, og det bliver interessant at se, hvor langt tilbage Titans er slået. Inden smitteudbruddet var holdet 3-0, og de lignede en stærk bejler til slutspillet i AFC. Nu skal de forsøge at genfinde melodien så hurtigt som muligt.