Første spillerunde præsterer ofte lige så mange spørgsmål som svar, og derfor er der masser af spørgsmål, der presser sig på til anden spillerunde. Her er 10 ting, vi håber at blive klogere på.

Endelig fik vi skudt sæsonen i gang i sidste weekend, og sikke et brag af en weekend. Masser af spændende kampe, store overraskelser og skuffende præstationer.

Som altid præsenterede første spillerunde lige så mange nye spørgsmål, som den gav os svar efter den lange ventetid. Derfor må vi lede videre efter nye svar i anden spillerunde, og det er ikke svært at finde ting at kigge nærmere på. Her er 10 svar, vi leder efter, når holdene for anden gang går ind på NFL’s grønne baner.

1) Er Jaguars virkelig så ringe?
Der er ingen grund til at pakke det ind. Jacksonville Jaguars var elendige i uge 1. De fik stryg af et Texans-mandskab, der bestemt ikke er blandt ligaens mest talenfulde. Holdet så totalt uforberedt ud, og det virkede planløst både offensivt og defensivt. Trevor Lawrence fik ikke ret meget hjælp, og han lavede nogle store fejl, der også kostede. Alt i alt skal Jaguars vise noget helt andet i denne uge, hvis de ikke meget hurtigt skal være favorit til at vælge first overall igen i år. Kampen mod Broncos bliver svær for Lawrence, men Broncos er trods alt ikke et power house, som Jaguars ikke bør kunne bide skeer med.

2) Var det bare en dårlig uge for Josh Allen og Bills, eller er der problemer?
Det var noget overraskende, at Bills’ angreb og Josh Allen havde så store problemer mod Steelers’ forsvar. Meget skyldes selvfølgelig Steelers’ fænomenale pass rush, og på en dårlig dag kan det ødelægge meget, men Bills’ game plan var ganske tvivlsom, og Brian Daboll havde ikke nogen ordentlig plan B. Det er ikke atypisk for et angreb, der peakede i sidste sæson, og nu står overfor hold, der har brugt meget tid på at studere netop det angreb. Derfor skal Daboll og Josh Allen gerne vise, at sidste uge bare var en lille svipser og de hurtigt kan få det eksplosive angreb tilbage på sporet. Ellers vil folk for alvor begynde at stille spørgsmålstegn ved, om modstanderne er ved at have læst Daboll og Allen lidt.

3) Hvordan ser Jalen Hurts ud mod reel modstand?
Det var en god start for Philadelphia Eagles og Jalen Hurts i sidste uge. Holdet cruisede til en sikker sejr over Atlanta Falcons, og det skete ved hjælp af tonsvis af korte og simple kast. Hurts var den quarterback, der i gennemsnit kastede bolden kortest ned ad banen i uge 1. Det virkede, men Falcons lignede også virkelig et hold, der var langt fra at være et top 20 hold i NFL. Derfor skal vi næsten med sikkerhed se mere fra Jalen Hurts i denne uge, når Eagles møder San Francisco 49ers. Hvordan ser Hurts ud, når han bliver tvunget til at presse bolden mere ned ad banen, og hvordan håndterer han mere pres i lommen, når Bosa, Ford og Armstead kommer blæsende? Det bliver en god test for den unge Eagles-quarterback.

4) Skal vi holde øje med Raiders og, eller Steelers?
Lidt overraskende vandt både Las Vegas Raiders og Pittsburgh Steelers i første spillerunde, da Raiders, efter et comeback, i overtid slog Baltimore Ravens og Steelers ligeledes lavede et comeback og slog Bills. Nu er spørgsmålet, om vi skal til at regne med Raiders eller Steelers, når vi skal samle en top 5 i AFC. Raiders’ angreb så solidt ud anført af blændende Darren Waller, og forsvaret så rimeligt ud i Gus Bradleys første kamp som defensiv koordinator. Hos Steelers var forsvaret dominerende, mens angrebet havde store problemer, inden det kom lidt i gang i anden halvleg. Nu er det spørgsmålet, om et af de to hold kan bruge den første sejr som et springbræt mod en stærk 2021-sæson.

5) Har vi markant undervurderet Texans?
Alle forventede, at Texans ville være ligaens dårligste hold i 2021, men i første spillerunde var Texans meget bedre end Jacksonville Jaguars. Texans lignede et hold med en klar identitet og en plan både offensivt og defensivt, og det er mere end mindst en håndfuld andre hold i NFL. Jacksonville Jaguars var dog ligaens dårligste hold i 2020, så denne uges kamp mod Cleveland Browns bliver måske et bedre udtryk for, om Texans kan være med mod bedre modstand. Kan holdet blot hænge i mod Browns, så må Texans virkelig anses som et hold, som vil kunne drille en del hold i ligaen – især de tre andre divisionsmodstandere.

6) Fortsætter Cardinals på et højt niveau?
Efter en trist afslutning på 2020-sæsonen var forventningerne ikke så store til Arizona Cardinals, men alt klikkede bare mod et skuffende Titans-hold. Kyler Murray var elektrisk, som vi kender ham, når han er bedst. Christian Kirk bidrog i en grad, vi ikke tidligere har set. Forsvaret dominerede på den defensive linje, og holdets secondary var overraskende solid mod Julio Jones og A.J. Brown. Vi har dog set Cardinals ramme et højt topniveau før, og problemet har mere været at præstere på et højt niveau flere uger i træk. Mod et middelmådigt Minnesota Vikings-hold, skal Cardinals simpelthen vinde, hvis vi skal tro på, at første spillerunde var en indikator på noget godt.

7) Kan Winston eller Darnold bygge videre på deres første uge?
Flere quarterbacks forsøger i 2021 at få gang i karrieren igen i nye omgivelser. For Jameis Winston og Sam Darnold fik den plan en god start, da begge quarterbacks snuppede en sejr i første runde. Winston og Saints’ var nok mest imponerende, men det var godt at se Sam Darnold ikke ligne den rene elendighed, som han gjorde under Adam Gase hos Jets. Nu skal vi se, om en eller begge af de unge quarterbacks kan bygge videre på uge 1 og levere endnu en godkendt præstation. Især Saints kunne blive spændende, hvis Winston kan levere et godt niveau her i 2021.

8) Kan Cowboys’ forsvar give deres angreb noget hjælp?
Det er nogle svære modstandere, som Cowboys starter sæsonen ud med. I første runde var de tæt på at slå Buccaneers, men måtte til sidst strække gevær, da forsvaret bare ikke kunne stoppe Tom Brady og kompagni. Og hvis det ikke var for nogle vigtige turnovers havde nederlaget nok været med en væsentligt større margin. Forsvaret havde det nemlig rigtig svært, og det fortsætter en kedelig trend fra 2020, hvor forsvaret også var blandt ligaens dårligste. Nu er DeMarcus Lawrence også ude i mange uger, og det begynder at blive vanskeligt at se, hvor profilerne på forsvaret er lige nu. Og selvom man har et forrygende angreb og Dak Prescott så god ud i uge 1, så har man virkelig brug for lidt hjælp fra forsvaret, hvis man skal slå Chargers i denne uge.

9) Hvor langt har skaderne sendt Ravens fra toppen i AFC?
Intet hold har været hårdere ramt af skader i starten af sæsonen end Ravens, der har mistet en stribe spillere, hvor et par runningbacks og cornerback Marcus Peters er de mest nævneværdige. Holdet virkede også noget shaky i første uge mod Raiders, hvor man længe førte, men man ikke kunne snøre sækken. På forsvaret tillod man nogle store spil, mens den offensive linje havde kæmpe problemer. Nu skal man stå overfor Kansas City Chiefs, der endnu en gang ligner et tophold i AFC, og det bliver en god indikator for præcist, hvor langt Ravens er fra at være rigtig konkurrencedygtige.

10) Var Packers’ elendig en enlig svale?
Første spillerundes største chok stod Green Bay Packers for, da de fik gedigne stryg mod New Orleans Saints. Holdet var en skygge af det hold, der de sidste to år er nået NFC-finalen. Angrebet og Aaron Rodgers så forfærdeligt ud, mens forsvaret blev løbet midt over. Mod et Detroit Lions-hold, som de fleste forventer vil være et bundhold i NFL, skal Packers og Rodgers gerne ud og vinde med en fornuftig sikkerhedsmargin. Ellers vil snakken om Rodgers’ utilfredshed i off season da for alvor begynde at tage fart. Men mon ikke, at Packers møder op i uge 2. Alt andet ville være ukarakteristisk og chokerende.