Masser af quarterbacks får mulighed for at levere svar i 15. spillerunde. Hvordan ser Drew Brees ud efter skaden? Er Drew Lock klar til at udfordre Bills? Og kan Dwayne Haskins vise fremgang?

15. spillerunde byder på et topbrag i NFL, når førsteseedede Chiefs fra AFC tørner sammen med andetseedede Saints fra NFC tørner sammen. Især Saints bliver interessante at se, og vi bliver formentlig meget klogere på, hvor mærket Drew Brees stadig er af sin skade, og hvor langt han er fra topniveauet.

Udover Brees kan en lang række andre quarterbacks besvare spørgsmål i denne uge. Det drejer sig både om Drew Lock og Mitch Trubisky, der har vist formfremgang på det seneste. Men det drejer sig også som en type som Dwayne Haskins, der får en ny chance efter Alex Smiths skade. Her er 10 svar vi leder efter i 14. spillerunde.

1) Kan Drew Lock og de unge receivere byde Bills op til dans?
2020-sæsonen startede skidt for Drew Lock, men den sidste måneds tid har han haft en opadgående kurve. Det har også smittet af på de unge rookie-receivere Jerry Jeudy og K.J. Hamler, og i sidste uge mod Panthers så vi, hvordan Broncos’ angreb har nogle eksplosive våben, der kan true. Jeg glæder mig til at se, om Lock, Jeudy og Hamler fortsætter deres forbedrede samarbejde og er dygtige nok til at byde et godt coachet Bills-forsvar op til dans. Hvis Lock kan spille en fin kamp, og vi igen ser Hamler og Jeudy lave nogle gode spil, så er der bestemt grund til optimisme i Denver i 2021.

2) Viser Dwayne Haskins fremgang?
Washington Football Team har vundet fire kampe i streg med Alex Smith som quarterback. Forsvaret har dog nok været den største grund til sejrene, men Smith har spillet klogt og holdt hjulene i gang på angrebet. Desværre for Washington har Smith pådraget sig en skade, og det betyder, at unge Dwayne Haskins får en ny chance for at vise sig frem. Førsterundevalget fra 2019 har været en stor skuffelse, og han har kæmpet med at læse spillet langsomt og sin teknik, hvilket har medført mange dårlige beslutninger og vildfarne kast. Nu kommer Haskins ind på et hold, hvor tingene kører godt, og han har alle muligheder for at vise noget fremgang, som kan sælger Washington og os andre på hans talent.

3) Fortsætter Trubisky de små positive takter?
Tro det eller ej, men Mitch Trubisky har faktisk leveret nogle rimelige kampe de sidste to uger. De graverende fejl har været færre, og hans enorme præcisionsproblemer har ikke været lige så udtalte. De to kampe har dog været mod Detroit Lions og Houston Texans, der har nogle af de mest dysfunktionelle forsvar i NFL, og derfor glæder jeg mig til at se, om Trubisky kan spille en fornuftig kamp mod Minnesota Vikings. Vikings’ forsvar er ikke stærkt, men det er meget mere disciplineret end Texans’ og Lions’, og det har reelle udfordringer, som Trubisky skal håndtere. Hvis Trubisky kan spille fint mod Vikings og i de to resterende kampe af sæsonen, vil jeg ikke udelukke, at han kan få chancen for at indgå i en quarterback-konkurrence et eller andet sted næste år.

4) Kan Tua vise nok til at slå Belichick?
Siden han overtog som starter, har Tua Tagovailoa haft en klassisk rookiesæson. Der har været glimt af mange fine ting, men også en del mangler, som gør, at man ofte lige savner lidt mere. Uheldigvis for Dolphins spidser det efterhånden til i AFC, og Tua skal vise endnu mere af det gode, hvis delfinerne skal sikre sig en slutspilsplads over de sidste tre kampe. Det kræver nok mindst to sejre i opgør mod Patriots, Raiders og Bills, og første udfordring er altså mod New England Patriots og Bill Belichick. Sidstnævntes komplekse forsvar plejer at være en stor udfordring for rookie-quarterbacks, og Tuas evne til at håndtere Belichicks forsvar bliver den altafgørende indikator for, om Tua er klar til først tage Miami i slutspillet og derefter lave ravage i slutspillet.

5) Vil Jalen Hurts vise mere som kastende quarterback?
Jalen Hurts fik sat lidt liv i et ellers dødt Eagles-mandskab, og det gav Eagles en overraskende sejr over New Orleans Saints. Hurts gjorde det i høj grad ved at løbe bolden, og han viste ikke ret meget som kastende quarterback. Tværtimod virkede han meget tøvende, og spørgsmålet er nu, om han kan vise fremgang i sin beslutningstagen fra lommen i de sidste tre kampe. Det er nemlig svært at forestille sig, at de kommende modstandere ikke vil være meget forberedte på nogle af hans løb, så han ikke i samme grad får lov til at løbe rundt. Første mulighed for at vise mere som kastende quarterback bliver mod Arizona Cardinals, der har et aggressivt forsvar, der vil presse hans evne til at tage hurtige beslutninger. Hvis Hurts viser god fremgang over de sidste tre kampe, har han alle muligheder for at være Eagles’ starter næste år.

6) Hvordan ser Drew Brees ud i sit comeback?
Fredag kom det frem, at Drew Brees på imponerende vis er tilbage ovenpå de adskillige brækkede ribben og den punkterede lunge, han pådrog sig for lidt over en måned siden. Der er ingen tvivl om, at Brees stadig vil kunne mærke sine skader, men Saints har vurderet, at han kan spille uden større fare for at forværre skaden. Nu er spørgsmålet bare, hvordan Brees ser ud i sit comeback. Vil han være bange for at blive hængende i lommen? Og kan han kaste igennem uden problemer? Hvor langt er han fra topniveauet, og er det noget, vi tror han kan genfinde over de næste tre uger? Hvis Brees derimod kan gå ud og levere en god kamp, så får vi en god forsmag på et opgør, som måske kan gentage sig i Super Bowl om små to måneder. Brees og Saints skal nemlig ud og forsøge at slå Kansas City Chiefs, der har vundet de sidste otte kampe og kun har tabt én kamp siden 10. november 2019.

7) Er Saints’ forsvar godt nok til bremse Mahomes?
Udover interessen for Brees’ niveau ovenpå skaden, så kan vi måske også blive meget klogere på Saints’ forsvar, der står overfor deres sværeste udfordring længe. Saints’ forsvar har generelt over de sidste par måneder udviklet sig til et af ligaens bedste forsvar med talent på alle niveauer af forsvaret, og de har på papiret nogle af de redskaber som tidligere har givet Chiefs problemer. Det drejer sig især om et rigtig godt pass rush mod en Chiefs’ offensiv linje, der er skadesplaget på tackle, men en type som Marshon Lattimore er også interessant at se mod Tyreek Hill. Lattimore har det med at være lidt svingende, men i sine gode kampe er der få cornerbacks i ligaen, der er bedre. I sidste ende bliver det en god forsmag på, om Saints’ forsvar kan håndtere et topangreb, som de meget let kan stå overfor i NFC-slutspillet i form af Green Bay Packers.

8) Fortsætter T.Y. Hilton sin opadgående formkurve?
De sidste par år har T.Y. Hilton spillet en mindre og mindre rolle for Indianapolis Colts, og i starten af denne sæson var han lidt på vej i glemslen. De sidste tre uger har den 31-årige receiver dog vist, at han stadig har masser at bidrage med, og Rivers og Hilton virker til at have fundet et godt samarbejde. De sidste tre uger har Hilton grebet for 277 yards og 3 touchdowns, og den udvikling kan vise sig meget afgørende for Colts’ chancer resten af sæsonen. I starten af sæsonen var holdet nemlig meget afhængige af runningbacks og tight ends, men Hilton og til dels rookie Michael Pittman har de sidste uger givet Colts en ekstra dimension, som forsvar skal forholde sig til. Jeg glæder mig til at se, om Hiltons rolle fortsætter i de resterende tre grundspilskampe, så han er en faktor, man skal regne med i slutspillet.

9) Kan Wilson og Seahawks vise sig frem mod et godt forsvar?
Efter de første seks uger var Seahawks ubesejret, og Russell Wilson lignede en stærk MVP-kandidat. Luften er dog gået ret voldsomt at ballonen, og selvom Seahawks stadig er komfortabelt på vej mod slutspillet, så har de haltet sig igennem mange kampe. Især angrebet har oplevet et voldsomt niveaudyk, og det virker til, at de har haft svært ved at finde løsninger, når forsvarene har taget mange af de dybe kast væk. Når man kombinerer det med en offensiv linje, der har haft problemer, så er man endt med en Russell Wilson, der har virket usikkert og taget mange dårlige beslutninger. Nu har Seahawks haft et par uger til at prøve at fikse nogle ting ovenpå blamagen mod New York Giants, og jeg synes, det er en god test for Wilson og angrebet i denne uge mod Washington Football Teams gode forsvar. Kan de håndtere Washingtons gode forsvar? Kan de flytte bolden, hvis Washington tager det dybe væk? Kan Wilson undgå dårlige beslutninger? Hvis Seahawks skal nå langt i slutspillet, så skal de levere positive svar på nogle af de spørgsmål.

10) Kan Steelers tanke selvtillid mod Bengals?
Det er sjældent, at man ser et 11-0 hold gå så meget i stå, som Steelers’ udvikling de sidste par uger. Angrebet har været tæt på totalt dysfunktionelt, og der er intet, der ser let eller veleksekveret ud. Det skal fikses inden slutspillet, og det er oplagt at forvente, at de første skridt vil blive taget mod et meget tandløst Cincinnati Bengals-hold. Steelers har alle muligheder for at eksperimentere og forsøge at finde løsninger, mens de tanker selvtillid inden sværere opgør i fremtiden. Personligt kigger jeg mod receiver Diontae Johnson, som har tabt uhyggeligt mange bolde de sidste tre uger, men som jeg også tror er en afgørende del af løsningen på Steelers’ angreb.