Deshaun Watson er tilbage som NFL-quarterback, men hvordan spiller den skandaleramte quarterback? Derudover tager Kyle Shanahan imod sin tidligere lærling Mike McDaniel i en af sæsonens mest interessante kampe. Her er 10 svar vi leder efter i uge 13.
Deshaun Watson har ikke spillet en betydende NFL-kamp i næsten to år, men i denne weekend gør han comeback. Hvad kan den skandaleramte quarterback efter så lang en pause? Det er et af de helt store spørgsmål i denne weekend.
Der venter dog også andre spændende kampe, og et af de mest interessante opgør indeholder to af ligaens bedste offensive hjerner. Kyle Shanahan tager nemlig imod sin tidligere assistent Mike McDaniel, som har skabt et fantastisk angreb hos Dolphins. Hvem af de to får krammet på den anden?
Derudover kan Chiefs tage revanche for AFC-finalen, Jets måske drille et stærkt Vikings-hold, og så er der potentiel A.J. Brown hævn i Tennessee. Her er 10 svar vi leder efter i uge 13.
1) Kan Dolphins kaste henover midten mod 49ers?
Inden sæsonen havde man måske ikke regnet med, at San Francisco 49ers mod Miami Dolphins ville have været et af de mest interessante opgør i grundspillet. Begge hold har dog set ekstremt stærke ud, og der er nogle helt konkrete matchups, der gør kampen meget sjov at se. I år har Miami Dolphins haft et forrygende angreb, og Mike McDaniel har virkelig formået at udnytte Tyreek Hill og Jaylen Waddles exceptionelle fart og Tua Tagovailoas gode timing og præcision. Især angriber Dolphins midten af banen bedre end alle andre hold i ligaen, og det bliver interessant at se, om de kan fortsætte med det mod 49ers, der forsvarer midten af banen bedre end alle andre hold i ligaen. Spillere som Fred Warner, Dre Greenlaw og Talanoa Hufanga har været dygtige i midten af banen, og især Warner er ligaens bedste linebacker i opdækningen. Det er virkelig styrke mod styrke, og en af de to sider må unægteligt tabe et sted, hvor de normalt ikke taber.
2) Er 49ers’ angreb godt nok til at følge med Dolphins, hvis forsvaret halter?
Det er dog ikke kun interessant, når Dolphins’ eksplosive angreb møder 49ers’ kvælende forsvar. Det bliver mindst lige så interessant at se, om 49ers’ angreb kan levere varen på den store scene. 49ers har ikke mødt mange gode angreb i år, og især ikke den seneste måneds tid. Presset på angrebet har derfor været mindre, end vi kan forvente mod Dolphins, og derfor er jeg nysgerrig på at se, om Jimmy Garoppolo og 49ers’ angreb kan levere varen, hvis de pludselig bliver presset til at sætte en del point på tavlen eller skal ud og hente en Dolphins-føring mod slutningen af kampen. Kasteangrebet har overordnet set effektivt ud i perioder, men kan det også være det, hvis Dolphins’ angreb begynder at diktere kampens forløb? Her har 49ers og Jimmy Garoppolo i tidligere sæsoner haft det lidt sværere, men talentmassen omkring Garoppolo er bedre, end det f.eks. var i Super Bowl-sæsonen for et par år siden.
3) Vil Eagles udfordre Titans’ løbeforsvar?
363 yards. Det var mængden af løbeyards, Eagles samlede op i sidste uge mod Green Bay Packers. En helt igennem vanvittig total. Den offensive linje hos Eagles har hele året været imponerende, og Packers’ kampen var et statement. Nu møder Eagles et helt andet type forsvar, der er helt anderledes kompetente mod løbet. Titans’ forsvar har været ligaens mest effektive mod løbet, og mange hold har indset, at det meget bedre kan betale sig at forsøge at kaste mod Titans. Men hvad med Eagles? Tror de, at de kan løbe Titans over med deres gode løbeangreb? Eller vil også Eagles gå med en mere kastefokuseret tilgang, hvor A.J. Brown og Devonta Smith bliver benyttet mere end mod Packers? Især A.J. Brown kunne nok tænke sig at få hævn over sit tidligere hold, der ikke ville betale ham den store kontrakt. Og hvis Titans kan tvinge Eagles til at kaste mere, hvad betyder det så for Eagles’ angreb, der ikke har set lige så flyvende ud gennem luften som tidligere på året? Der er mange spørgsmål til Eagles’ angreb i et interessant matchup mod et stærkt Titans-forsvar.
4) Driller Lou Anarumo Chiefs og Mahomes igen?
Sidste år må man sige, at Bengals havde taget på Chiefs og Patrick Mahomes. Både i grundspillet og i slutspillet lavede Bengals flotte comebacks, hvor de fik lukket fuldstændig af for Chiefs’ angreb i anden halvleg af kampene. Det sendte blandt andet Bengals i Super Bowl, hvor de dog tabte til Los Angeles Rams. Nu er det en ny sæson, og både Chiefs og Bengals ser igen stærke ud. Især Chiefs’ angreb har gang i en fænomenal sæson, og Patrick Mahomes ligner det åbenlyse MVP-valg lige nu. Det er dog spørgsmålet, om Bengals’ defensive koordinator Lou Anarumo har flere esser i ærmet, der kan gøre det svært og bøvlet for Mahomes og kompagni. Sidste år havde Bengals stor succes med at droppe otte mand tilbage i opdækningen og kun sende tre mand efter Mahomes. Men Chiefs’ angreb er lidt anderledes i år, og de både løber bolden bedre, mens de har flere kastevåben, der er bedre mod zoneforsvar, end sidste år. Jeg glæder mig i hvert fald til tredje kapitel af Reid og Mahomes mod Anarumos tropper
5) Hvad gør Giants for at finde tilbage på sporet?
Det startede så godt for Giants med en 6-1 record, men siden da er det blevet til tre nederlag i de sidste fire kampe, og sejren kom mod håbløse Houston Texans. Det er derfor tid til at finde tilbage på sporet, hvis Giants skal gøre sig håb om slutspillet i år. Det skal ske mod divisionsrivalerne fra Washington Commanders, der er helt anderledes godt kørende. Spørgsmålet for Giants er bare, hvordan de skal finde tilbage på sporet. Tidligere på året var Saquon Barkley en enmandshær på angrebet, men Brian Daboll har haft svært ved at få gang i ham i de seneste uger. Problemet fra Giants er nok mere, hvor de store spil skal komme fra, hvis ikke Barkley leverer dem. Darius Slayton har gjort gode ting, men han overtager sjældent en kamp. Og det gør han måske i endnu mindre grad med Daniel Jones som quarterback, da mange af Giants’ begrænsningerne nok netop ligger hos Jones. Hvis Giants skal begynde at vinde igen, handler det om at få mere ud af Jones, men kan de det? Det bliver svært mod Commanders’ gode forsvar.
6) Er Mike White god nok til at udfordre ligaens bedre hold?
Det så godt ud i sidste weekend, da Mike White overtog quarterbackpladsen hos Jets. Zach Wilson blev bænket, og White leverede en rigtig flot præstation mod Chicago Bears. Der var meget mere gang i kasteangrebet, og White tog markant hurtigere beslutninger end Wilson. Nu er spørgsmålet bare, hvor meget af Whites præstation, der var båret af Bears-forsvarets elendighed, og hvor meget, der var Whites niveau mod resten af ligaen. I denne uge bliver modstanden noget sværere mod Minnesota Vikings, der har vundet ni af sæsonens 11 kampe. Statistisk er Vikings på ingen måde så skræmmende, som deres record indikerer, men de vil uden tvivl teste White på et andet niveau, og så bliver det interessant at se, om han kan stadig kan levere varen. Kan han også mod Vikings levere en god præstation og holde Jets-angrebet på sporet, så begynder det for alvor at se spændende ud for Jets resten af året.
7) Har Raiders fundet angrebet?
Det har været en tung start for Raiders under Josh McDaniels, men den sidste måneds tid har der langsomt været positive offensive takter. Først leverede Davante Adams 400 yards over tre kampe, og i sidste uge eksploderede Josh Jacobs for over 300 yards. De har kastet sejre af sig i de seneste to uger, og især sidste uges sejr mod Seattle Seahawks var sæsonens største skalp. Nu er spørgsmålet, om Raiders og McDaniels endelig er ved at have fundet samarbejdet med Derek Carr, så de kan begynde at drille modstanderne for alvor resten af vejen. Der venter nemlig nogle gode hold i de resterende kampe, og hold som Los Angeles Chargers (denne uge), San Francisco 49ers, New England Patriots og Kansas City Chiefs ville ikke sætte pris på et Raiders-angreb i form. Nu må vi se, om Raiders kan fortsætte sidste uges takter, når Chargers er modstanderen. Hvis det er tilfældet, ligner Raiders et perfekt hold til at drille topholdene, selvom de egentlig selv har udspillet deres chancer.
8) Hvordan ser Deshaun Watson ud i sit comeback?
3. januar 2021. For 23 måneder siden. Det var seneste gang Deshaun Watson var quarterback i en grundspilskamp. Den skandaleramte quarterback har haft to turbulente år med den ene seksuelle krænkelsessag efter den anden, og i år har han afsonet 11 kampes karantæne. Nu er han tilbage, og selvom mange ville ønske, at han aldrig nogensinde fik lov til at spille i ligaen igen, så vil alle følge tæt med i hans niveau. Nogle vil håbe, han fejler, nogle håber han kan genrejse sig som et bedre menneske, og nogle er måske bare interesserede i hans football-præstationer generelt. Uanset hvad er der mange motiver for at følge med i spænding over, hvordan Deshaun Watsons tilbagevenden til banen forløber. Før alle skandalerne var han jo en topquarterback, men er han stadig det efter to år i vælten? Det er det spørgsmål, vi skal have besvaret, før vi overhovedet kan snakke om resten af Browns-holdet.
9) Holder Saints sig i live i NFC South?
NFC South er en sørgelig omgang i år, og alle fire hold har bestemt stadig chancen for at vinde divisionen med en god december måned. New Orleans Saints er dog under det største pres. De ligger sidste i divisionen, og i denne uge er modstanderen Tampa Bay Buccaneers, der fører divisionen. Tidligere på året har Saints endda tabt til Buccaneers, og et nederlag i denne weekend vil derfor give Buccaneers to kampes forspring til Saints plus tiebreakeren. Reelt ville Saints skulle vinde mindst tre kampe mere end Buccaneers efter denne uge, hvis de skal vinde divisionen. Det ville kort sagt være op ad bakke. Derfor skal Saints vinde, og det sker kun, hvis de scorer flere point end i sidste uge, hvor de leveret et stort, rundt nul. Vi må se, hvad Saints kan komme op med. Forsvaret har været hæderligt, mens angrebet har været utroligt svingende. Jeg har ingen idé om, hvad jeg skal forvente. Men kravet om sejr er utvetydigt.
10) Vil Jaguars spille sig tilbage ind i AFC South-ræset?
Trevor Lawrence har virkelig haft en opadgående kurve i de seneste 3-4 kampe, og det kulminerede med en flot comeback-sejr over Baltimore Ravens i sidste weekend. Jeg glæder mig til at se, om Lawrence kan følge op på den præstation og for alvor igangsætte sit gennembrud her i de sidste måneder af 2022. Der er dog også et mere interessant perspektiv for Jaguars, hvis Lawrence gentager sidste uges præstation og slår Detroit Lions i denne uge. Tennessee Titans møder nemlig Philadelphia Eagles, hvilket sagtens kan afføde et nederlag. Det ville sende Jaguars op to kampe efter Titans i divisionen, og Titans og Jaguars har ikke mødt hinanden endnu. Med andre ord kan Jaguars med to sejre over Titans stadig sagtens vinde divisionen. Det er ikke nogen let opgave, men en Lawrence i konstant forbedring har nogle perspektiver allerede i år for Jaguars. Først skal han og Jaguars dog lige bevise, at de kan slå Lions i denne uge.