10 svar vi leder efter i resten af offseason

0
Shedeur Sanders

Gul Klud sætter fokus på 10 spørgsmål, som vi leder efter svar på i resten af offseason forud for 2025-sæsonen.

1. Hvornår får vi de største kampe og hvem skal duellere i Europa?

Det første svar har vi en helt klar dato på, for NFL løfter sløret for 2025-kampprogrammet allerede den 14. maj. Vi ved jo egentlig godt, hvilke hold der kommer til at møde hinanden, men hvilke datoer skal der holdes ekstra godt øje med. Hvilke nætter bliver lidt længere og efterfølgende arbejds- eller skoledage lidt hårdere? 

Duellen mellem Chiefs og Bills bliver naturligvis et af sæsonens højdepunkter, da de to hold har haft en intens nyrivalisering, ligeledes bliver opgøret mellem NFCs to bedste mandskaber gennem de seneste par år, Philadelphia Eagles og Detroit Lions også et ventet brag af en kamp. Giver NFL os en lækkerbidsken fra start, eller skal fire af forhåndsfavoritterne til næste sæsons Super Bowl først mødes, når bladene falmer, temperaturerne falder og indsatens i NFL spidser til?

Og hvad med os i Europa? Der bliver spillet flere kampe på vores side af atlanten end nogensinde før med tre kampe i London, en i Berlin og den første NFL-kamp i henholdsvis Irland og Spanien, når der dystes i Dublin og Madrid. 

Vi har på Gul Klud samlet et overblik over, hvilke mulige opgør der venter, men selv vi må væbne os med tålmodighed indtil afsløringen.

2. Finder Bengals og Hendrickson en løsning

Vi har fået svar på stort set alle de spørgsmål, jeg stillede forud for free agency og draften, men det måske største spillermæssige spørgsmål, som jeg ikke fokuserede på dengang, lurer stadig. Hvad sker der med Trey Hendrickson og Cincinnati Bengals?

AFC North-mandskabet er ikke ligefrem kendt for at spendere, ejer Mike Brown har sjældent pengepungen åben, men de fik forlænget med to af holdets største profiler i Ja’Marr Chase og Tee Higgins. Dermed er Joe Burrows våben sikrede, men som vi så gentagne gange i 2024, så er det ikke altid nok. Holdets ubestridt største defensive profil, pass rusher Trey Hendrickson, ønsker at få en ny arbejdsgiver, da Bengals blot betaler deres bedste forsvarsspiller en årsløn på godt 16 millioner dollars i 2025. Det er veteranen slet ikke tilfreds med, og det er helt forståeligt. Til sammenligning kommer en anden AFC North-profil, Myles Garrett fra Cleveland Browns, til at stå med en gennemsnitlig årsløn på 40 millioner dollars efter han forlængede sin kontrakt tidligere på året.

Bengals valgte en pass rusher i første runde af årets draft. Shemar Stewart er talentfuld, men uden den store produktion og mangler en del polering, hvis han kommer i nærheden af det niveau, som Hendrickson har leveret for Bengals, så har det været et eminent valg. Det er dog tvivlsom, og at tro han vil kunne gøre det i kommende sæson, hvor Bengals har store drømme, vil på det nærmeste være utopi. Kan de komme til enighed med Hendrickson, som har lavet 57 sacks i sine fire år i Cincinnati, eller trækker problemerne ud og ind i sæsonen?

3. Hvordan ser de nye spillertrøjer ud?

NFL har måske kigget til collegefootball eller NBA og set, at de to sportsligaer tjener kassen på specielle spillertrøjer med forskellig betydning eller anledning for brug, og derfor kommer vi til næste år for første gang til at se specielle uniformer, der bliver brugt til rivalkampe.

Som koncept er det ikke ulig det, der blev kaldt Color Rush-uniforms, der kørte fra 2015 til og med 2017. Her havde holdene ensfarvede uniformer, som primært blev anvendt til Thursday Night Football. Nogle trøjer var en stor succes, mange elskede Vikings’ helt lilla dragter eller Saints’ Power Rangers-uniformer, mens Jacksonvilles senepskatastrofe hurtigt blev glemt. Nogle hold bruger stadig i dag de farvespækkede spillertrøjer, men de fleste har kasseret dem. Nu er der nyt kluns på vej til nogle mandskaber.

I den kommende sæson kommer hold fra NFC West og AFC East, hvor holdene én gang på hjemmebane mod en rival, kommer til at bære specielle spillertrøje designet til formålet med baggrund i byernes og holdenes identitet og historie. Planen er, at programmet udrulles til hele NFL de kommende sæsoner.

Hvordan de kommer til at se ud, får vi svaret på senere i år.

4. Hvor mange trades og overraskende fyringer får vi at se inden slutningen af august?

Selv om mange af de helt store brikker og holdrokader fandt sted i løbet af draften, så vil der stadig være store spiller, der skifter hold eller bliver fyret inden sæsonstart. Denne uge har allerede budt på flere overraskelser, heriblandt Gabe Davis’ fritstilling i Jacksonville og Steelers’ trade af George Pickens til Dallas Cowboys. Der er uden tvivl flere af den slags på vej, og holdene gør klogt i at holde øje med de kontraktløse spillere. Sidste år fik Noah Brown en lidt overraskende fyreseddel i Houston og endte med at spille en vigtig rolle for Washington Commanders.

Det giver sig selv, at vi får nogle overraskelser, men der er flere ubekendte hos store profiler som førnævnte Trey Hendrickson, men også cornerback Jalen Ramsey er i spil til en trade og hans gamle hold, Los Angeles Rams, er nævnt som en potentiel kandidat.

Derudover er der flere quarterbacks, herunder Kirk Cousins, som er på hold, men hvor fremtiden er usikker. NFL-holdene svulmer til 90 mand i offseason, men skal skære ned til 53 inden sæsonstart. Hvor mange profiler bliver ramt?

5. Hvad sker der med Rashee Rice?

En af de helt store historier i sidste offseason var Rashee Rices situation. Chiefs-receiveren kørte vanvidskørsel, men der skete ikke noget med sagen forud for sæsonstart og receiveren var den vigtigste mand på Chiefs-agrebet (udover Mahomes) indtil en korsbåndsskade gjorde en ende på sæsonen. Rehabiliteringen skrider fremad, men når han at blive 100% inden sæsonstart? Rices tilstedeværelse på banen kan blive utroligt vigtigt for Chiefs’ Super Bowl-håb. Men hvad sker der med den sag, og den mulige karantæne fra NFL, der kan hænge over hovedet på den unge receiver?

Umiddelbart er der ikke sket meget i sagen siden sidste forår, og der er ikke noget nyt omkring, hvorvidt spilleren overhovedet er blevet tiltalt for en forbrydelse endnu. NFL uddeler deres egne straffer i forhold til karantæner, og det er sjældent, at de gør det uden en dom i de “rigtige” domstole, men hvor lang tid kan der gå, før receiveren og holdet får vished omkring situationen, kan vi ende med at vente helt til 2026?

Næste side: Fem spørgsmål omkring quarterbacksituationer i NFL