
Gul Klud sætter fokus på 10 spørgsmål, som vi leder efter svar på i konferencefinalerne af 2025-sæsonens slutspil.
1. Er Seattle i stand til at få ram på Stafford?
For tredje gang i denne sæson mødes Los Angeles Rams og Seattle Seahawks. Den sidste duel i serien i denne sæson mellem de to rivaler kommer til at afgøre, hvem der potentielt kan vinde Super Bowl og hvem, der må tage slukørede hjem. Det har været en afsindig tæt duel mellem de to NFC West-duellanter set over de to første kampe. Rams har scoret 58 point og produceret 830 yards i de to opgør, Seattle har scoret 57 point og produceret 829 yards. Det er vanvittigt.
En af de afgørende faktorer i kampen bliver Seattles evne til at få ram på Rams-quarterbacken, noget de ikke har været i stand til i de to første opgør. Selv om Seattle sluttede med 47 sacks, syvende bedst i NFL (og præcis samme antal som Rams), så kom ingen af de sacks mod Rams, der holdt Stafford ren i begge opgør, hvor quarterbacken heller ikke har kastet nogle interceptions.
Seattle har syv sacks i de foregående tre kampe, herunder fem sacks af Brock Purdy i de to vigtige kampe mod 49ers. Seattle har ikke en superstjerne pass rusher, men har fire spillere med flere end seks sacks og en fornem bredde på den defensive linje med Leonard Williams som den bedste.
Kan de skrue op for presset og endelig få nedlagt Matthew Stafford i sæsonens vigtigste kamp?
2. Har Stidham en chance?
Denver Broncos vandt en dramatisk sejr over Buffalo Bills i divisionsrunden og sikrede sig adgang til mesterskabskampen i AFC. Det blev dog en dyr sejr, da holdets quarterback Bo Nix, efterfølgende blev meldt færdig for sæsonen i en overraskende og lettere chokerende melding. En brækket ankel holder den solide quarterback ude af opgøret mod Patriots og en eventuel Super Bowl-kamp.
Det betyder, at Denver skal sætte deres lid til reservequarterback Jarret Stidham, der blev valgt i fjerde runde af netop Patriots tilbage i 2019. Quarterbacken er nu blevet 29 år, men selv om han har været i NFL i syv år, så har han kun fire kampe som startende quarterback og færre end 200 kasteforsøg.
Stidham har spillet i Denver siden 2023 og fik sine eneste to kampe som quarterback for Broncos i sin første sæson for klubben, hvor han startede to kampe (en sejr, et nederlag), kastede for 496 yards, to touchdowns og én interception.
Nu står han på en af de største scener og skal præstere mod et velspillende Patriots-forsvar. Har den relativt uerfarne quarterback overhovedet en chance for at spille hæderligt?
3. Kan Rams forsvare sig mod Seattles løb på ydersiden?
Los Angeles Rams’ store akilleshæl i fjor var deres løbeforsvar, som var et af de afgørende elementer i deres slutspilsnederlag til Eagles. De viste i starten af sæsonen store tegn på forbedring, men i den sidste halvdel har der været flere huller. Skader har påvirket forsvaret som helhed, men de må alligevel være skuffede over præstationerne mod løbet. I sidste uges neglebidende sejr over Bears tillod de Chicago at løbe for mere end 180 yards. Chicago har hele sæsonen været blandt ligaens bedste på jorden, mens Los Angeles’ kommende modstandere har været mere menneskelige i størstedelen af grundspillet.
Seattles løbeangreb kommer dog ind til dette opgør i absolut topform. Seahawks har som hold løbet for mere end 160 yards i de seneste fire kampe. Mod 49ers var de særligt farlige på ydersiden af guard og tackle, hvor de snittede mere end 5,3 yards per løb på 25 forsøg ifølge Pro Football Focus. De er en mundfuld i øjeblikket.
Desværre for Seattle er deres runningbackrotation ramt af skader, da den dygtige Zach Charbonnet pådrog sig en korsbåndsskade og er ude resten af slutspillet. Charbonnet har været hammeren i løbeangrebet, der har kunnet bruge sin fysik til at pulverisere modstandernes forsvar, mens den mere vævre og lynhurtige Kenneth Walker har kunnet løbe om hjørner med sine defensive modstandere. Det kan påvirke kampen.
Kan Rams lukke ned for løbespillet, særligt på ydersiden eller bliver det endnu en god dag for Seattles runningbacks?
4. Hvilken Darnold får vi at se, hvis presset bliver stort?
Hvis Seattle ikke får held til at løbe bolden, så vil der uden tvivl blive lagt en del pres på quarterback Sam Darnolds skuldre. Quarterbacken, der døjer med en skade på den store skrå mavemuskel, har holdt sig fejlfri i de to afgørende kampe mod 49ers, men tidligere på året har dumme fejl været for stor en del af quarterbackens spil.
Darnold, der trods sine mangler har været en meget vigtig del af det bedste grundspil i Seattle Seahawks’ historie, havde 11 fumbles og 14 interceptions i grundspillet. Han var altså den spiller med flest turnovers i NFL og kun Minnesotas JJ McCarthy havde en højere procentdel af sine spil, der endte i en turnover. Darnold havde det særligt svært mod Rams, hvor han i to kampe kastede seks interceptions.
Rams har forceret syv turnovers i de seneste tre kampe, en væsentlig del af årsagen til, at de stadig er i slutspillet efter tætte kampe mod både Panthers og Bears.
Kan Darnold fortsætte med at spille rent, eller vender fortidens spøgelser tilbage og rammer quarterbacken på værst tænkelige tidspunkt?
5. Spiller New Englands offensive linje bedre?
New England fik kæmpet sig forbi Houston Texans og bør nok sende en tak til quarterback CJ Stroud for hans elendige spil, for New Englands offensiv havde problemer mod det gode Texans-forsvar. Drake Maye blev sacket fem gange for anden uge i træk, efter Patriots egentlig havde beskyttet ham ret flot fra 10. til og med 17. spillerunde. New England har offensivt og defensivt haft nok kvalitet til at komme videre, men det er ikke alt for holdbart, specielt ikke med tanke på denne rundes modstander.
Denver Broncos var ligaens klart bedste hold til at sacke modstandernes quarterback, de endte med 68 nedlægninger (11 flere end nummer to) og 213 pressures (16 flere end nummer to). Denver fik ydermere nedlagt Josh Allen nedlagt tre gange i sidste uge, så de har ikke glemt, hvordan man gør, selv om de sad over i slutspillets første spillerunde.
Kan New England lave nok justeringer og beskytte deres quarterback, eller skal Drake Maye løbe for livet for tredje uge i træk?








