10 svar vi leder efter i 16. spillerunde

0

Gul Klud sætter fokus på 10 spørgsmål, som vi leder efter svar på i 16. spillerunde af 2024-sæsonen.

1. Er Michael Penix redningsmanden i Atlanta?

Den helt store historie i denne spillerunde er Falcons’ beslutning om at bænke Kirk Cousins og starte Michael Penix Jr på quarterbackpositionen. På trods af den store kontrakt til Cousins har præstationerne på det seneste slet ikke matchet prisen (mere end 640 millioner kroner i garanterede penge). Veteranen har kastet ni interceptions og kun et enkelt touchdown i de seneste fem kampe, og for et hold, der stadig er med i kampen om divisionstitlen og en plads i slutspillet, er det på ingen måde godt nok. Cousins har lignet en statue i lommen, nu er det tid til ungdommen.

Penix har endnu ikke fået meget spilletid i NFL, men han udviklede sig til at være en af de bedste quarterbacks i college football med sine evner til at spille inden for angrebets struktur, have eminent timing og en arm, der kan udføre alle tænkelige kast. I grundspillet har den unge venstrehåndede quarterback ramt tre af fem kast for 38 yards. Atlantas angreb har flere solide playmakere og en dygtig offensiv koordiantor, så spørgsmålet er om et skift af quarterback kan hjælpe holdet nærmere slutspillet? Penix får ikke den sværeste opgave i verden, når Falcons møder Giants denne søndag.

2. Er Thompson-Robinson modnet med tiden?

Cleveland Browns skifter quarterback for tredje gang i denne sæson. Efter Deshaun Watson gik ned med endnu en skade fik Jameis Winston chancen og førte dem til et par flotte sejre over Pittsburgh og Baltimore, men quarterbacken leverede også nogle episke nedsmeltninger i nogle af holdets mange nederlag. Nu er han henvist til bænken, og det bliver Dorian Thompson-Robinson, der får chancen. Den 25-årige andetårsspillet blev valgt i 2023-draftens femte runde efter en flot karriere som quarterback for UCLA Bruins.

DTR, som quarterbacken også kaldes, har fået spilletid i fjor og blev kastet for løverne (eller tigerne) mod Bengals tidligere i år. Browns-spilleren har dog ikke haft det nemt i de fem NFL-opgør, hvor han fået væsentlig spilletid. I den professionelle karriere har han ramt på 51% af sine kast for sølle 3,7 yards per forsøg, kastet et enkelt touchdown men hele syv interceptions. Han blev udset som en potentielt spændende spiller i draftoptakten, men selv efter de mange fejl fra Jameis Winston, så er der intet, som tyder på, at DTR vil være bedre. 

Kan han dog overraske og vise mere mod et dårligt Bengals-forsvar i denne omgang?

3. Er Washington Commanders investering i Marshon Lattimore gunstig?

For første gang siden oktober måned og for første gang siden Washington Commanders hentede ham til klubben via trade, fik cornerback Marshon Lattimore væsentlig spilletid, da Commanders slog New Orleans Saints. Dermed fik Lattimore håneretten over sin tidligere klub, men udfordringen for cornerbacken var ikke massiv, da Saints’ receivergruppe er en noget ramponeret størrelse. Lattimore spillede 53 snaps, men der blev ikke kastet i cornerbackens retning én eneste gang i kampen.

I den kommende spillerunde møder Commanders og Lattimore et højtflyvende Eagles-hold, der i sidste uge havde fremragende gang i kastespillet, på trods af Jalens Hurts brækkede finger og historier om splid mellem quarterback og stjernereceiver AJ Brown. Det bliver en vigtig test for Lattimore, men også Commanders generelt, der har vundet de seneste to kampe, men ikke har sejret over en god modstander siden september. De tabte også seneste opgør til divisionsrivalerne Eagles.

4. Hvem mister det afgørende skridt i kampen om førstevalget i draften?

Der er døbt Taber-Bowl, når Raiders og Jaguars tørner sammen på søndag. De to hold gik ind til sæsonen med forventninger om at kunne kæmpe med om slutspilspladser, men Raiders har blot vundet to opgør og tabt tolv, mens Jaguars er lidt bedre med tre sejre og elleve nederlag. Raiders står i øjeblikket til at skulle vælge som nummer to i draften, mens Jaguars er nede som nummer fire.

En sejr til Las Vegas vil flytte dem et godt stykke tilbage. 2025-draften ser ikke ud til at være fyldt med lige så meget quarterbacktalent som forud for denne sæson, så for Raiders vil det være katastrofalt ikke selv at kontrollere, hvem de har at vælge i mellem. De er i en tæt duel med New York Giants (også 2-12) som lige nu står til at få valget, men hvis begge hold taber resten af kampene, bliver det Raiders, der ender med førstevalget grundet flere tiebreakere.

I år har et historisk antal hold været dårlige. I skrivende stund er der hele syv mandskaber, der har vundet maksimalt tre kampe. Hvem af de mange hold i spil til topvalg i draften ender med at tabe afgørende terræn i denne uge? Og hvem af Raiders og Jaguars bliver det, der trækker det længste strå i forhold til draftrettigheder?

5. Har Brian Callahan allerede mistet sit hold?

Det var aldrig forventet, at Tennessee Titans skulle være blandt ligaens bedste mandskaber i år, men mon ikke de fleste havde troet, at de havde haft en bedre sæson, end tilfældet har været. Titans har været dårligere i alle aspekter af spillet i år, og den nye cheftræner, den tidligere Bengals-koordinator Brian Callahan, har haft flere bombastiske udtalelser i medierne.

Seneste har han igen udtalt sig yderst kritisk om quarterback Will Levis, som er blevet henvist til bænken. Det er sjældent, at cheftrænere i NFL udtaler sig så kritiske om spillere, der ikke aktivt modarbejder holdet. Cheftræneren håber, at udskiftningen på quarterbackpladsen fører til at holdet mærker ansvarligheden ved dårligt spil. Vil det føre til en bedre præstation mod rivalerne Indianapolis Colts, eller får vi mere af det samme at se fra Titans?

Næste side: Lions-skader, Deebo Samuels skuffende indsats og meget mere