
Gul Klud sætter fokus på 10 spørgsmål, som vi leder efter svar på i 15. spillerunde af 2025-sæsonen.
1. Kan Seattle lukke ned for Jonathan Taylor?
Seattle Seahawks’ forsvar er brandvarmt på alle fronter. Holdet har blot tilladt ni point over de seneste to kampe, hvor de også har forceret otte turnovers og tilladt færre end 450 yards i alt. Holdets løbeforsvar er også blandt ligaens bedste. Seattle har ikke tilladt en runningback at løbe for mere end 100 yards i de seneste 22 kampe, den bedste stime i NFL. Før kampen mod Falcons havde kun tre hold tilladt færre touchdowns på jorden, og derudover havde Seattle tilladt næstfærrest yards per løb og næstfærrest løbeyards i alt. Kun Jacksonville Jaguars kunne præstere et lige så effektivt løbeforsvar.
Statistikken for Seattle er dog ikke helt så god efter den overbevisende sejr over Falcons, hvor de tillod 120 løbeyards i alt, Seattle har kun tilladt flere yards i to andre opgør i år. Bijan Robinson havde flere gode løb og var generelt effektiv med sine tyve løb. Seattle håber at kunne stramme op den kommende uge, men det bliver kun sværere, når ligaens mest produktive runningback kommer på besøg. Jonathan Taylor fra Indianapolis Colts fører ligaen an med mere end 1350 løbeyards. Runningbacken har fire gange i år scoret tre løbetouchdowns i en kamp og tre gange løbet for mere end 150 yards. Det er en hård modstander. Førnævnte Jacksonville spillede mod Taylor og Colts i sidste uge og formåede at lukke ned for runningbacken.
Seahawks møder dog et amputeret Colts-angreb, der i nederlaget til Jacksonville mistede quarterback Daniel Jones for sæsonen og kan starte rookie Riley Leonard eller den nu tidligere pensionist, 44-årige Philip Rivers, i søndagens kamp, hvilket vil lægge større pres på Taylor og løbeangrebet.
Kan Seattle lukke ned for den dygtige runningback, eller kan Taylor bære sit hold til sejr i en svær tid?
2. Kan Patriots slå et godt hold (igen)?
New England Patriots, holdet der på overraskende vis fører divisionen an med 11 sejre og blot to nederlag, har været en af denne sæsons største overraskelser. Holdet er stort set garanteret en plads i slutspillet, men deres vigtigste kamp i grundspillet finder sted søndag, hvor de møder Buffalo Bills. Bills er trods deres svingende sæson stadig i spil til at vinde divisionen, som New England fører. Patriots var det første hold, der besejrede Bills i 2025, da de overraskende slog et daværende 4 – 0 Bills-hold i starten af oktober.
Patriots har ikke tabt siden den sejr, men samtidig har deres modstand ikke ligefrem været skræmmende. Siden det første opgør mod Bills har Patriots spillet mod Saints, Titans, Browns, Falcons, Buccaneers, Jets, Bengals og Giants, der tilsammen i denne sæson har vundet 28 kampe og tabt 70 (Buccaneers trækker statistikken op med deres syv sejre og seks nederlag). Man kan kun spille de modstandere, man er blevet tildelt og man skal ikke taget noget fra New England, der har spillet virkelig god football på begge sider af bolden, men testen i returkampen mod Bills bliver et vigtigt pejlemærke for begge holds sæsoner.
Buffalo spillede ikke deres bedste football i søndagens sejr over Cincinnati Bengals, men viste masser af karakterstyrke, da de flere gange i kampen kæmpede sig tilbage fra prekære situationer med flotte individuelle præstationer fra Josh Allen og Christian Benford.
Kan Patriots gentage succesen fra første kamp, eller kan spillere som Allen, Benford eller James Cook levere nok kvalitet til at få Bills tættere på Patriots i den samlede stilling?
3. Kommer kampen mod Raiders på det perfekte tidspunkt for Eagles?
Philadelphia Eagles er stækkede, og der skal ikke meget mere til, før end holdet er i frit fald, selv om vi er mindre end et år fra deres store Super Bowl-succes. Philly har tabt de seneste tre kampe, og der har været forskellige årsager på spil. Angrebet har været problematisk hele sæsonen og ramte et nyt lavpunkt mod Chargers, hvor quarterback Jalen Hurts præsterede hele fire interceptions, holdet havde fem turnvovers i alt. Forsvaret spillede godt, men havde en stor rolle i nederlaget til Dallas Cowboys for et par uger siden.
Eagles fører fortsat divisionen med to kampe ned til Cowboys, men hvis de skal have nogle forhåbninger om avancement i slutspillet, så kræver det en voldsom ændring af formkurven. De møder ligaens dårligste hold, Las Vegas Raiders, denne søndag.
Kan Eagles drage fordel af modstanden og levere en helstøbt præstation, der kan tanke lidt selvtillid, eller bliver der yderligere problemer på østkysten?
4. Slår Myles Garrett sack-rekorden?
Godt nok har der ikke været meget succes for Cleveland Browns som helhed, men Myles Garrett har haft enorm personlig succes. Den defensive linjemand har gang i karrierens bedste sæson og har efter 13 kampe nedlagt modstandernes quarterback 20 gange, syv mere end nogen anden spiller i NFL. Rekorden for flest sacks i en sæson har Michael Strahan og TJ Watt med 22,5. Browns-profilen mangler blot 2,5 sacks for at tangere rekorden og tre sacks for at slå den. Garrett har et sack i de seneste syv kampe i træk og tre gange i år har han lavet tre eller flere sacks i en kamp. Dermed er der en reel chance for, at vi ser en imponerende rekord slået i den kommende runde.
Browns møder dog et Bears-hold, der har været blandt de bedste til at begrænse sacks. De har dog også en quarterback, der kan lide at holde på bolden og løbe rundt bag sin offensive linje og jagte et stort spil. Uanset hvad, så skal Garrett nok gør sit.
Bliver det runden, hvor rekorden bliver slået?
5. Hvem vinder Stafford/Goff-bowl?
Der er et par store, vigtige kampe i denne runde, men den mest interessante set med de fleste perspektiver er duellen mellem Rams og Lions. Ikke nok med, at det er en kamp mellem to af de bedste mandskaber i NFC de seneste år, så er det også de to hold, der var del af den måske mest skelsættende handel i nyere tid i NFL. Traden, der sendte Jared Goff til Detroit og Matthew Stafford til Los Angeles, var med til at sikre Los Angeles’ første Super Bowl-sejr i dette årtusinde, mens Goff var med til at gøre Detroit mesterskabsrelevante for første gang i årtier.
Begge quarterbacks har gjort det godt og har gang i gode sæsoner, om end Stafford, der er i MVP-diskussionen, har været den bedste af de to. Kampen er vigtig for begge hold. Rams har i øjeblikket førsteseedet i NFC, men åndes i nakken af divisionsrivalerne Seattle Seahawks. Lions var i mesterskabskampen for to år siden og i divisionsrunden i fjor, men står i øjeblikket ude af slutspillet. De har brug for en sejr, hvis de skal holde trit med Packers og Bears i en tæt NFC North.
Hvem af de to quarterbacks og de to hold ender med at præstere bedst? Lions har vundet to af tre kampe mod Rams siden handlen, men kan de holde stimen i live?







