10 svar vi leder efter i 12. spillerunde

0

Gul Klud sætter fokus på 10 spørgsmål, som vi leder efter svar på i 12. spillerunde af 2025-sæsonen.

1. Undgår Chicago at give deres fans hjerteproblemer?

Der er gode vibes i og omkring Chicago i denne sæson. Efter at holdet lagde sæsonen ud med to nederlag, så har de Bears vundet syv af de seneste otte kampe i Ben Johnsons første sæson nogensinde som cheftræner. Der har været et væld af positive aspekter, og Johnson har trods de gode takter været i stand til at være kritisk over for blandt andet quarterback Caleb Williams, der virker til at have det væsentligt bedre end sidste års katastrofesæson under Matt Eberflus.

Selv om holdet har haft succes og i øjeblikket fører NFC North, så har det ikke været helt smertefrit for bjørnene. Chicago Bears har vundet fem af deres syv sejre i denne sæson i de sidste to minutter af kampene, ofte på dramatisk eller hæsblæsende vis. Cheftræner Ben Johnson udtalte efter den seneste sejr, vundet efter et field goal i de absolut døende sekunder, at det ofte har været grimt, men at gruppen af spillere har bevist, at de kan finde en vej til sejr gang på gang, og det gør ham stolt.

Der er nok ingen, der tror på, at Chicago Bears kan vinde Super Bowl i år, men skal de gøre sig håb om kvalificering til, eller endda avancement i slutspillet kræver det, at de kan vise udvikling og begynde at vinde nogle sikre sejre, der ikke givet holdets fans koldsved og hjertebanken.

Kan Chicago vise tegn på større sikkerhed i denne rundes opgør mod Steelers?

2. Hvad får vi at se fra Shedeur i den første kamp som startende quarterback?

Cleveland Browns’ tvivlsomme, men stadig imponerende række af startende quarterbacks, får et nyt navn på søndag, når Shedeur Sanders bliver den 42. startende quarterback for Browns siden 1999.

Det sker, da den tidligere starter Dillon Gabriel ikke bliver klar til opgøret mod Las Vegas Raiders grundet en hjernerystelse, han pådrog sig i nederlaget til Baltimore Ravens i sidste uge. I den forbindelse spillede rookiekollega Shedeur Sanders hele anden halvleg, men nu får den 23-årige søn af NFL-legenden Deion Sanders sin første chance som startende quarterback med en hel uges optakt.

Sanders håber på, at det gør en væsentlig forskel, for NFL debuten var ganske rædderlig. Quarterbacken blev sacket to gange, ramte på sølle 25% af sine kast (4 ud af 16) for 47 yards og en enkelt interception.

Opgaven mod Raiders bliver umiddelbart lettere end det hårde divisionsopgør i AFC North. Las Vegas er et af otte hold, der har færre end 20 sacks i indeværende sæson, og holdets forsvar har tilladt flere end 30 point i tre af de seneste fire kampe.

Får vi mere at se fra Shedeur, eller bliver det endnu en pinlig præstation?

3. Kan Colts sætte Chiefs yderligere tilbage i kampen om slutspillet?

Siden Patrick Mahomes blev startende quarterback i Kansas City for syv år siden, har holdet været i AFC Mesterskabskampen i samtlige syv sæsoner. I øjeblikket står Chiefs dog helt uden for slutspillet. Kansas tabte en tæt duel til brandvarme Denver i sidste uge og har nu tabt lige så mange kampe (fem) som de har vundet. Sluttede sæsonen i dag ville de være bag syvende seedede Jacksonville Jaguars OG Houston Texans, der er førstebejler til en slutspilsplads.

Det bliver ikke nemmere i denne uge mod Indianapolis Colts (8-2), der sammen med Patriots (9-2) og førnævnte Broncos (9-2) har gang i en overraskende genoplivning af de dominante hold fra 00erne og 10ernes NFL. Indianapolis har ligaens mest scorende angreb ført an af den nærmest ustoppelige Jonathan Taylor.

Kansas City har en række vigtige kampe tilbage i divisionen samt et let opgør mod Titans, men hvis de skal være sikre på at holde sig inde i varmen om slutspillet, så skal de snart til at finde bedre spil frem og slå nogle af de reelt gode hold.

Kan Colts være holdet, der sparker Chiefs længere ned fra deres piedestal?

4. Hvor meget påvirkes New Englands forsvar af Milton Williams’ fravær?

New Englands fremragende sæson var der nok ikke mange der havde set komme, selv ikke de mest rabiate Patriots-fans havde turdet håbe på, at første sæson under Mike Vrabel var gået så fremragende, som den er indtil videre. Selv om det er Drake Maye, der har stjålet de fleste overskrifter, så har holdets forsvaret også spillet godt. En af største grunde til det har været den defensive linje bestående af Milton Williams og Christian Barmore. Nu er den dyrtkøbte Milton Williams ude den næste måned med en ankelskade. Det kan få stor betydning for New Englands evne for at kæmpe med om førsteseedet i AFC.

Patriots møder Bengals i denne spillerunde. Cincinnati kan se frem til snart at få Joe Burrow tilbage, men må undvære Jamarr Chase efter han spyttede på Jalen Ramey i den forgange spillerunde. Det er altså ikke et Bengals-hold i farligste form, men kan Williams’ fravær alligevel få konsekvenser for Patriots i denne uge?

5. Kan Kirk Cousins levere som fuldtidsstarter?

Cleveland Browns er ikke det eneste hold, der bliver nødsaget til at skifte deres startende quarterback fra den forgangne uge ud. I Atlanta måtte de sige farvel til Michael Penix Jr., der pådrog sig en korsbåndsskade og er ude resten af sæsonen. Det er femte gang i de seneste otte sæsoner, at Penix pådrager sig en sæsonafsluttende skade.

Det betyder, at Kirk Cousins igen er starter i Atlanta. Veteranen blev hentet til klubben forud for 2024-sæsonen på en massiv kontrakt, men grundet helbred og dårligt spil blev han henvist til bænken i slutningen af sæsonen til fordel for førsterundevalget, Michael Penix.

Cousins har spillet i tre kampe i år, den ene som startende quarterback, og den 37-årige quarterback har ikke været imponerende. Falcons har tabt alle de kampe, som han har været involveret i, og quarterbacken selv har blot ramt på 61% af sine kast for færre end 5 yards per kast, det er hverken blevet til touchdowns eller interceptions.

Nu er situationen dog en anden. Han kan se frem til resten af sæsonen som starter. Kan den sikkerhed gøre noget positivt for veteranens spil? Cousins får ikke nogen nem opgave, da det hadfyldte rivalopgør mod New Orleans Saints bliver første kamp. New Orleans har trods deres sejrsfattige sæson et solidt forsvar.

Atlanta kan potentielt være uden stjernereceiver Drake London i kampen, så hvad kan Cousins levere?

Næste side: Eagles uden offensiv klippe, Minnesota mod Micah Parsons og Christian McCaffreys hjemkomst