
Gul Klud sætter fokus på 10 spørgsmål, som vi leder efter svar på i 11. spillerunde af 2025-sæsonen.
1. Hvem vinder topduellen i NFC West, del 2.
Sidste uge satte jeg fokus på en topduel i NFC West, da Rams mødte San Francisco 49ers i en vigtig kamp om divisionstitlen. Den kamp vandt Los Angeles Rams ganske overlegent, men de får ikke lov til at hvile på laurbærerne, for denne runde venter en endnu sværere modstander. Seattle Seahawks fører i øjeblikket NFC West med deres syv vundne kampe i indeværende sæson, præcis samme sejrsstatistik som Rams. Seahawks og Rams har begge vundet deres fire seneste kampe og har en positiv scoringsforskel på henholdsvis 103 og 98 point, begge holds angreb er blandt de seks mest effektive, præcis ligesom deres forsvar er det. Det er måske duellen mellem de to mest formstærke hold i NFL og en kamp, der får enorm betydning for begge mandskabers chance for at vinde divisionen og for slutspilsbilledet i det hele taget.
Matthew Stafford er den quarterback, der rangerer højest i vores MVP-termometer, men Sam Darnold er ikke langt bagud. Devante Adams har grebet flest touchdowns af alle i år, mens Jaxon Smith-Njigba har klart flest receiving yards og har gang i den mest effektive sæson for en receiver nogensinde. Seahawks har næstflest sacks i ligaen, mens Byron Young fra Rams er på fjerdepladsen blandt individuelle spillere i samme kategori. Det er med andre ord to fremragende hold med stjerner på en lang række positioner, alsidige styrker og masser af spille for. Rams har overhånden i serien siden Sean McVay tog over, de har vundet 11 af 17 kampe siden 2017.
Hvem vinder denne vigtige topkamp?
2. Fortsætter Miami de gode takter og bryder deres europæiske forbandelse?
For et par uger siden troede jeg, at Mike McDaniel stod foran en fyring, da Miami skilte sig af med deres general manager (administrerende direktør, Chris Grier), men sidenhen har Miami vendt skuden med to flotte sejre over Falcons og Bills (og et stort nederlag til Lamar Jackson og Ravens). Stemningen virker væsentligt bedre end den tidligere har været, og spillerne lader til at have fundet glæden og gør, hvad de kan for deres træner.
Denne runde møder de Washington Commanders, der har tabt de seneste fem kampe og mangler flere store profiler, heriblandt quarterback Jayden Daniels. Det lover umiddelbart godt for Miami, men kampen spilles i Europa, den første NFL-kamp nogensinde i Spanien.
Det er Miamis syvende kamp i Europa, de har tabt fem og kun vundet et enkelt af de tidligere seks kampe. Det tyder næsten på en forbandelse.
Kan Miami fortsætte de gode tendenser og samtidig bryde den kedelige stime?
3. Er der krise på vej i Buffalo?
Buffalo Bills var Super Bowl-favorite forud sæsonen, men det har ikke helt udspillet sig sådan indtil videre. Der har været masser af højdepunkter, heriblandt euforiske sejre over Ravens og Chiefs, men nederlag til Patriots og særligt Falcons og Dolphins i tre af de seneste fem kampe har kastet tvivl omkring bundniveauet.
Løbeforsvaret har været særdeles suspekt, men Josh Allen og resten af angrebets præstationer mod et lunkent Dolphins-forsvar i sidste uge var det mest opsigtsvækkende bekymringspunkt. De møder Tampa Bay Buccaneers, der også har oplevet et dyk i formen efter en flot start. Buccaneers har masser af kvalitet på både forsvar og angreb og kan gøre det svært for Bills. Hvis Buffalo taber kampen, vil de være 6 – 4, stadig med fuld kontrol over deres skæbne, men med svære arbejdsforhold i en tæt AFC-konference.
Viser Buffalo mere bid, eller skal holdets fans til at være reelt bekymrede?
4. Kan Cincinnati gyde vandene for Burrows retur?
Velsagtens de første positive nyheder ramte Cincinnati Bengals tidligere på ugen, da det blev meldt ud, at quarterback Joe Burrow begynder at træne igen, om end det bliver i ganske begrænset omfang til at starte med.
Bengals har holdt sig i nærheden af varmen i AFC, der er tæt i både top og bund, men også huser en stor middelklasse, når det måles på sejre og nederlag. AFC North er fortsat helt åben. Steelers fører med fem sejre og fire nederlag, mens Bengals på tredjepladsen kun er én kamp bag Ravens på andenpladsen. En rask Burrow øger Cincinattis topniveau markant, så bliver han klar inden for de kommende uger, så har holdet fortsat en chance. De møder Steelers i denne runde i et essentielt divisionsopgør. Bengals slog rivalerne tidligere på året, så kan de gøre det igen, så mangler de fortsat at møde Ravens to gange. En sejr i denne spillerunde vil med andre ord holde dem helt inde i kampen om divisionstitlen.
Kan Joe Flacco og co. overraske igen?
5. Er Denver i stand til at lukke ned for Mahomes?
En af de mest fascinerende dueller i denne uge bliver brandvarm Broncos mod Kansas City Chiefs. Denver har vundet syv kampe i træk i særdeleshed grundet et uhyggeligt forsvar, der er voldsomt dygtige i opdækningsspillet og samtidig producerer flere sacks end noget andet hold i denne NFL-sæson.
Denvers modstandere har dog ikke været af samme kvalitet som Chiefs. Det bedste angreb de har mødt var Dallas Cowboys, som de også ganske eftertrykkeligt fik lukket ned for. Chiefs har dog været en helt anden størrelse efter de fik receiver Rashee Rice tilbage.
Kan Broncos vinde og dermed for alvor bringe sig i førersædet til deres første divisionstitel siden 2015?
Næste side: Dan Campbells store beslutning, mere nedtur for Trevor Lawrence og meget andet







