
Gul Klud sætter fokus på 10 spørgsmål, som vi leder efter svar på i 10. spillerunde af 2025-sæsonen.
1. Er Chargers færdige uden Alt og Slater?
Det er efterhånden svært ikke at være bare en smule medfølende med Chargers-fans. For gud ved hvilken gang rammer skader flere nøglespillere. Denne gang er det de to stjernefrø, Rashawn Slater og Joe Alt, som bemandede de to startende offensive tackle-positioner, der nu begge er færdige for sæsonen. Slater nåede slet ikke på græs i 2025, mens Joe Alt udgik af sejren over Tennessee Titans med en grim ankelskade, der gør en ende på hans sæson.
Dermed er Justin Herbert uden begge sine vigtigste holdkammerater, og angrebet får uden tvivl sværere arbejdsbetingelser. Selv om Titans har været forfærdelige i år, så vandt Chargers kun med en enkelt scoring og havde svært ved at løbe bolden mod et ellers dårligt løbeforsvar. Det er ikke godt nok, når sæsonen begynder at spidse til.
Los Angeles har via trade hentet tackle Trevor Penning til fra Saints, hvor han har haft en skuffende karriere siden han blev valgt i første runde af 2022-draften. Chargers møder Steelers, der har skuffet forsvarsmæssigt, men har et fremragende pass rush og kommer formstærkt ind til kampen efter at have skabt store problemer for Colts i sidste uge.
Kan Chargers give et positivt praj omkring fremtidsudsigterne i resten af indeværende sæson, eller skal vi allerede til at afskrive deres chancer på baggrund af den offensive linjes spil?
2. Kan Colts komme tilbage på sporet?
Colts’ angrebsmæssige nedsmeltning i sidste uge var første gang i indeværende sæson, hvor de lignede det hold, som de fleste havde forventet før sæsonen gik i gang. Daniel Jones havde kastet tre interceptions og fumblet to gange i de første otte kampe, han kastede tre interceptions og havde tre fumbles i nederlaget til Steelers, hvor Pittsburgh samtidig kvalte Indianapolis’ løbeangreb.
Det var noget af en lussing for et hold, der havde leveret på et højt niveau i alle andre kampe i indeværende sæson. Steelers var mindre aggressive end tidligere og bed ikke på de mange playaction spil, som Colts ellers havde haft stor succes med i år. Kan Atlanta Falcons drage fordel af den opskrift og gøre livet svært for Indianapolis, når de to hold mødes i Tyskland? Falcons-forsvaret har gang i en god sæson, så det kræver samme niveau som tidligere fra Colts, hvis de skal hive en sejr i land.
3. Formår Vikings at gøre livet svært for Lamar?
Lamar Jackson vendte tilbage fra skade i sidste uge, og det gjorde han med bravur i en storsejr over Miami Dolphins, hvor quarterbacken ramte plet på næsten 80% af sine kast og leverede fire touchdowns. Kampen i denne uge mod Minnesota Vikings bliver et opgør med en noget anden sværhedsgrad. Vikings kommer ind til kampen i topform efter en flot, og overraskende, sejr over Detroit Lions, hvor de lilla vikingers forsvar lukkede ned for Detroits løbeangreb og nedlagde Jared Goff fem gange, hvilket er flest gange quarterbacken er blevet sacket i indeværende sæson.
Det aggressive forsvar har spillet godt i denne sæson, dog uden at være blandt de allerbedste forsvar. Da Lamar Jackson senest spillede mod et forsvar orkestreret af Brian Flores var tilbage i 2021, og dengang var det Flores og Dolphins, der klart vandt den duel. Der er sket meget siden den kamp, men Flores har tidligere vist, at han godt ved, hvordan Jackson skal angribes.
Kan han for anden uge i træk lægge en skarp plan og lukke ned for et godt angreb?
4. Hvem vinder topduellen i NFC West?
NFC West er i øjeblikket ligaens bedste division med hård kamp om divisionstitlen. Alle hold i divisionen har en positiv pointforskel, alle fire hold har altså scoret flere point end de har tilladt, og tre af holdene, Rams, Seahawks og 49ers, har alle vundet seks kampe efter de første ni spillerunder (Rams og Seahawks har holdt deres bye week).
Der er derfor lagt op til topbrag i denne uge, hvor Rams og 49ers mødes i det nordlige Californien. 49ers har trukket det længste strå i 11 af de 18 kampe de to klubber har spillet siden Sean McVay og Kyle Shanahan overtog de respektive mandskaber. Rams har dog vundet tre af de sidste fire, men led nederlag i det indbyrdes opgør tidligere på sæsonen. 49ers har trods massive skadesproblemer spillet en flot sæson, men de fleste sejre har været i tætte kampe, hvor Los Angeles Rams i øjeblikket er et af de varmeste hold i hele NFL med flere storsejre i bagagen.
Hvilket af de to californiske hold vinder en tidlig, men vigtig topduel i NFC West?
5. Kan Packers holde skruen i vandet uden Kraft?
Der var store forhåbninger i Green Bay i denne sæson, og Packers har da også leveret en række glimrende præstationer. Desværre for klubben har der også været nogle store skuffelser, blandt andet i den seneste runde, hvor de overraskende tabte en lavtscorende kamp til Carolina Panthers. Det altoverskyggende i den kamp var dog en kedelig skade til tight end Tucker Kraft, som rev sit korsbånd over i nederlaget.
Kraft havde været den bærende profil på Green Bays angreb i 2025, hvor han førte holdet an i receiving yards (489), grebne touchdowns (6) og var nummer to i antal grebne bolde (32). Derudover var den 25-årige tight end essentiel i blokeringsspillet og var den måske mest formstærke tight end samlet set i hele NFL i 2025.
Hvordan kommer Green Bay til at erstatte tight endens produktion? Luke Musgrave bliver den direkte erstatning, men efter en flot start på sin NFL-tid i 2023 har karrieren været præget af skader og ustabilt spil. Musgrave kan heller ikke tilbyde samme kvalitet i blokeringsspillet, men kan være en udemærket mulighed i kastespillet, hvor Green Bay for to uger siden fik Christian Watson tilbage, som også kan være et godt mål for Jordan Love.
Packers står overfor en svær kamp på hjemmebane mod Philadelphia Eagles. Kan de holde gang i angrebet uden den vigtige Kraft?
Næste side: Toilet Bowl, problemer i Houston og nyt ansigt i Philly








