Første spillerunde var fantastisk, og vi lærte allerede mange spændende ting om holdet. Fire af Gul Kluds skribenter giver dig her en tanke om alle holdene.

NFL-sæsonen blev skudt i gang med et brag af en runde. I denne artikel har fire af Gul Kluds skribenter slået pjalterne sammen og givet en tanke om alle holdenes præstationer.

Atlanta Falcons – Philadelphia Eagles: 12-18 

Atlanta Falcons: Nu tager du dig sammen Sarkisian 
2017 var ikke godt nok for Falcons’ angreb. Med et års erfaring måtte det blive bedre for Steve Sarkisian ikke? Det var det på ingen måde. Tværtimod var redzone-problemer tilbage i stor stil. I første halvleg løb holdet bolden ud af en tung formation med tight ends og fullbacks, og det er statistisk set bare en håbløs strategi. Da kampen skulle afgøres, kaldte han bare verticals tre spil i træk. Det er spil, hvor spillerne bare løber ned ad banen i en lige linje. I den situation i redzone er det bare noget af det mest elendige, jeg har set længe. Tag dig sammen Steve Sarkisian.

Philadelphia Eagles: Gad vide, hvor meget DeFilippo og Reichs afsked betyder
Jeg havde ikke forventet, at Foles kunne opretholde Super Bowl-niveauet. I torsdagens kamp mod Falcons, var han dog næsten chokerende dårlig. Falcons’ forsvar er selvfølgelig fint, men jeg kunne ikke lade være med at tænke på trænerstaben. Eagles mistede quarterbacktræner, John DeFilippo, og offensiv koordinator, Frank Reich, i offseason, og jeg synes, at Eagles-angrebet var mere konservativt og mindre kreativt. Det er værd at holde øje med i de kommende kampe.
(Teis Joranger)

Buffalo Bills – Baltimore Ravens: 3-47

Buffalo Bills: Tremaine Edmunds bliver en rutsjebanetur i år
Lad os få det af vejen til at starte med. Bills var så exceptionelt ringe, at det ikke var NFL-værdigt. I stedet for at snakke om alle manglerne, vil jeg sætte fokus på førsterundevalget Tremaine Edmunds. Potentialet er tydeligt for enhver. Han er stor og super atletisk, og når han læser spillet korrekt, flyver han rundt. Det er bare det der med at læse spille rigtigt. Det gør han langt fra altid, og generelt mangler han en del mentalt. Han er en voldsomt ung rookie, så det er ikke overraskende, men det bliver et år med op- og nedture for Edmunds.

Baltimore Ravens: Godt at se Tavon Young tilbage
På grund af en skade blev det ikke til et eneste minut for cornerback Tavon Young i 2017. Hvis vi husker tilbage til hans rookiesæson i 2016, var han dog en super spændende slotcorner. Mod Bills fløj han rundt, og det er bare skønt at se. Om niveauet så er lige så godt, bedre eller værre end i 2016, venter vi med at vurdere, indtil Ravens møder et rigtigt NFL-hold.
(Teis Joranger)

Jacksonville Jaguars – New York Giants: 20-15

Jacksonville Jaguars: D.J. Hayden gjorde nogle fine ting
Jeg indrømmer gerne, at jeg ikke er den store D.J. Hayden-fan. Jeg synes ikke, at han har været god de tidligere år, og jeg synes, at Jaguars overbetalte ham i free agency. I kampen mod Giants gjorde han dog de tanker til skamme, da han spillede en rigtig god kamp. Hvis han kan levere på et godt niveau, har Jaguars igen i år en forrygende cornerback-trio.

New York Giants: Få Ereck Flowers ud
Jeg magter ikke at se på det mere. Ereck Flowers har været skrækkelig lige siden, han blev draften, og det har selvfølgelig ikke hjulpet at flytte ham til højre tackle. På allerførste spil i sæsonen bliver han slået så eftertrykkeligt, at han vælger at losse Calais Campbell over skinnebenet. Resten af hans præstation føltes også som et spark over skinnebenet på alle Giants-fans.

(Teis Joranger)

Tampa Bay Buccaneers – New Orleans Saints: 48-40

Tampa Bay Buccaneers: Buccaneers’ receivergruppe er undervurderet
Receiver-trioen Mike Evans, Chris Godwin og DeSean Jackson kan blive en skræmmende svær gruppe at stoppe. De greb alle touchdowns mod Saints og stod for fire scoringer i alt. De komplementerer hinanden fantastisk med fysik, fart, gode ruter og stærke hænder. Buccaneers tilmed har to fine tight ends i Cameron Brate og O.J. Howard, og så behøver quarterbackspillet ikke at være lige så fantastisk som mod Saints for at være lig med mange point på tavlen.

New Orleans Saints: Lattimores dårligste kamp i karrieren
Marshon Lattimore var helt ved siden af sig selv. Sidste års ROY blev brændt gang på gang, og især Mike Evans gjorde det onde ved ham. Det er værd at holde øje med, om Bucs-kampen bare var en decideret off day for Lattimore, eller om han overpræsterede sidste år. Hvis hans niveau ikke er lige så højt i år, kan vi desværre få den Saints-secondary at se, som vi har set det meste af det seneste årti. Et secondary, der er hullet som en si.
(Alexander Paaske)

Houston Texans – New England Patriots: 20-27

Houston Texans: The return of the Honey Badger
Tyrann Mathieu var et stort lyspunkt for Texans. Den alsidige safety interceptede Brady på akrobatisk vis og var på det rigtige sted, da han opsnappede en fumble. Honey Badger kan blive en meget værdifuld brik, som Houston kan rykke rundt over det hele for at opveje for en ellers middelmådig secondary.

New England Patriots: Brady og Gronk er ikke fair
Tom Brady og Rob Gronkowski var begge fremragende og understregede, at de stadig er ligaens mest unikke angrebsduo. Brady fandt Gronk på seam-ruten igen og igen, og Texans kunne ikke stoppe ham. Gronkowski scorede forrygende TD i dobbeltopdækning. Det lyder røvkedeligt, men hvis de to undgår skader, så bliver Patriots særdeles svære at vippe af pinden i AFC.
(Alexander Paaske)

San Francisco 49ers – Minnesota Vikings: 16-24

San Francisco 49ers:  Fred Warner mest en forrygende start
Rookie-linebacker Fred Warner var her, der og alle vegne i sin debutkamp i NFL. Tredjerundevalget havde 12 tacklinger og ligner en fremtidig hjørnesten på forsvaret. Når Reuben Foster kommer tilbage fra karantæne ligner det en meget spændende ung duo.

Minnesota Vikings: Sheldon Richardson er ikke en fair tilføjelse
Vikings’ forsvar var allerede alt for godt sidste år. I off season tilføjede de så Sheldon Richardson, og det var simpelthen afskyeligt at se på, hvordan han også dominerede. Den mængde talent, de har samlet, er simpelthen bunduretfærdig.
(Teis Joranger)

Tennessee Titans – Miami Dolphins: 20-27

Miami Dolphins: Minkah Fitzpatrick er allerede en profil
Dolphins-holdet er solidt på mange områder, men mangler i den grad profiler. Årets førsterundevalg ligner allerede en, som kan afhjælpe det problem. Fitzpatricks spilintelligens er tydelig, og han er allerede en af de bedre forsvarsspillere på holdet. Det var en meget lovende debut.

Tennessee Titans: Ikke fair at dømme Mariota på denne kampe
Det endte grimt med et par interceptions fra Marcus Mariota, men det er dog ikke fair at dømme ham ud fra denne kamp. Mariota blev tacklet sent og fik en albueskade i tredje quarter. Han prøvede at spille videre, men kastede så to interceptions. Inden skaden spillede han rimeligt. Lad os håbe, at det er ikke er alvorligt, og så må vi vente med at drage konklusioner.
(Teis Joranger)

Cincinnati Bengals – Indianapolis Colts: 34-23

Cincinnati Bengals: En ny stjerne-runningback er født
Joe Mixon er for real. Den unge runningback var blændende. Han har noget Le’Veon Bell over sig, da han både løber og griber godt. I Mixon har Bengals fået alt det, som de tidligere have fordelt på Hill og Bernard.

Indianapolis Colts: Luck still got it
Imponerende comeback-kamp af Andrew Luck, der satte en karriererekord ved at ramme 39 kast. Det var ikke til at se, at han ikke havde spillet i knap to år. Det lover rigtig godt, at han allerede var stærkt spillende i sæsonens første kamp mod et godt forsvar. Og vi kan ikke være i tvivl om, at Colts-quarterbacken kun bliver bedre.
(Alexander Paaske)

Pittsburgh Steelers – Cleveland Browns: 21-21

Pittsburgh Steelers: Kan T.J. Watt redde forsvaret?
Jeg havde store bekymrer for forsvaret inden sæsonen. En af de ting, som jeg tænkte kunne redde forsvaret, var, hvis T.J. Watt udviklede sig til en superstjerne. Det ville give holdet så god en front, at de måske kunne gemme nogle af usikkerhederne nede bagved. Vi skal ikke krone Watt endnu, men det var en fantastisk start. Fire sacks, et par stop mod løbet og et blokeret field goal for at redde en uafgjort. Godt nok var to af de fire sacks coverage-sacks, men stadig en forrygende start.

Cleveland Browns: Denzel Ward ligner en kommende stjerne
En anden ung spiller, der så fantastisk ud, var Denzel Ward. Cornerbacken, som Browns valgte med det fjerde valg i årets draft, spillede en strålende kamp. De to interceptions stjæler overskrifterne, men det var hele billedet, der var godt. Han var ofte i rigtig god position, viste fornemmelse for timings og leverede også nogle gode tacklinger mod løbet.
(Teis Joranger)

Kansas City Chiefs – Los Angeles Chargers: 38-28

Kansas City Chiefs: Fantastisk af Hill, men det forsvar…
Tyreek Hill er fantastisk, men forsvaret sejler, hvilket blandt andet kom til udtryk ved, at Melvin Gordon og Austin Ekeler blev tilladt at gribe 14 bolde for 189 yards.
Hvis du har en passcatching back i fantasy, er du næsten nødt til at starte ham imod Chiefs indtil andet er bevist.

Los Angeles Chargers: Receivergruppen svigtede Rivers
Philip Rivers kastede for 428 yards, og det er misvisende for reelt burde det have været tættere på 600 yards. Tyrell Williams og Travis Benjamin tabte 5 dybe kast – hvoraf tre var helt, helt blanke – for mindst 180 yards og tre touchdowns mod et Chiefs-secondary, der sejlede.
(Dennis Cordsen)

Seattle Seahawks – Denver Broncos: 24-27 

Seattle Seahawks: Seahawks-forsvaret kan ikke undvære Thomas
Selv om han kun havde været tilbage i få dage inden opgøret mod Broncos, viste safety Earl Thomas, at han er Seahawks-forsvarets vigtigste spiller. Det blev tydeligt, i og med at Seahawks sparede ham på et par drives. Forsvaret var milevidt bedre med Thomas på banen, og to af Case Keenums touchdowns kom, da Thomas netop blev sparet.

Denver Broncos: Philip Lindsay er en playmaker
Philip Lindsay blev ikke inviteret til NFL Combine i marts, og han blev ikke draftet i april, men den 24-årige runningback har grebet chancen hos Denver Broncos, der samlede ham op efter draften. Imod Seahawks fik han debut i NFL, og han skuffede ikke. Den vævre runningback scorede et flot touchdown i sin debut, da han greb en kort aflevering fra Keenum og tog den 29 yards til huset, og han var samtidig en vigtig del af Broncos’ gode løbespil, da han løb 71 yards på 15 forsøg.
(Victor Risager)

Dallas Cowboys – Carolina Panthers: 8-16 

Dallas Cowboys: Frederick er uhyre savnet
Cowboys’ offensive linje er ikke den samme. Fraværet af center Travis Frederick er så tydeligt, at det gør ondt at se på. Linjen er slet ikke til at genkende, og det påvirker naturligvis angrebet, der slet ikke kunne rykke bolden mod Panthers. Ezekiel Elliott har ingen huller at eksplodere igennem, mens Dak Prescott bare ikke har niveauet til at redde holdet ud af lange tredje downs.

Carolina Panthers: Shaq Thompson foran stort gennembrud
Thomas Davis er ude i starten af sæsonen med karantæne, men det er der ingen, der tænker på. Shaq Thompson efterlod så positivt et aftryk mod Cowboys, at der er stor sandsynlighed for, at han vil være foran i linebacker-hierarkiet, når Davis vender tilbage. Og ja, Panthers råder også over Luke Kuechly, så de kommer ikke til at mangle kvalitet på den position i år.
(Alexander Paaske)

Washington Redskins – Arizona Cardinals: 24-6 

Washington Redskins: Hold øje med Dunbar og Ioannidis
Det var en stærk præstation fra Redskins, og Alex Smith ligner et perfekt fit i Jay Grudens angreb. Jeg kunne dog ikke undgå, at lægge mærke til et par mindre kendte navne på forsvaret. Både cornerback Quinton Dunbar og defensiv linjemand Matt Ioannidis spillede forrygende kampe, og forsvaret begynder at ligne en ret komplet enhed med god dybde oppe foran. Spændende!

Arizona Cardinals: Mike McCoy skal finde ud af stenalderen
David Johnson er holdets bedste spiller, og der er ingen begrænsninger på, hvordan han kan benyttes. Derfor skal Mike McCoy også finde ud af stenalderen og finde mere kreative måder at sætte ham i scene på. Uopfindsomme og åbenlyse løb ud af tunge formation eller dumpoff kast, hvor Johnson kun er en sidste udvej, er ikke måden at bruge din bedste spiller på. Det skal blive væsentligt mere inspirerende og kreativt i de kommende uger.

(Teis Joranger)

Chicago Bears – Green Bay Packers: 23-24 

Chicago Bears: Matt Nagy har lært lidt for meget af Andy Reid
Andy Reids lærling Matt Nagy coachede angrebet rigtig godt, indtil han huskede på, at Andy Reid mister alt mod og kreativitet, når kampene skal lukkes. Lad os håbe, at det ikke bliver karakteritisk for Nagys karriere i Chicago. Ellers efterlod holdet et positivt indtryk.

Green Bay Packers: Den nye secondary er en klar forbedring
Josh Jackson, Tramon Williams og Jaire Alexander spillede alle tre fine kampe, og de virker til at dyrke en helt anden sportsgren end 2017-holdets elendige aktører. Undervejs i kampen blev Josh Jackson brug til at stoppe tight end Trey Burton, og ovenstående trio kombineret med Kevin King giver holdet en stribe forskellige matchup muligheder.
(Dennis Cordsen)

New York Jets – Detroit Lions: 48-17

New York Jets: Enunwa ligner Darnolds nye bedste ven
Sam Darnold fik en lovende debut, men det var ikke kun ham, der imponerede på angrebet. Receiveren Quincy Enunwa, der missede hele 2017-sæsonen med en knæskade, er tilbage, og han leverede også et flot comeback med seks grebne bolde for 63 yards. Han ligner et af Darnolds foretrukne kastemål og kan blive et habilt sikkerhedsnet, mens Robby Anderson er en dyb trussel. Jets har ingredienserne til et godt kasteangreb.

Detroit Lions: Golladay var lyspunktet for horrible Lions
Der er stort set ingen fra Lions, der kan være tilfredse med deres præstation mod Jets. Ikke trænerstaben. Ikke Matthew Stafford. Ikke den offensive linje. Ikke forsvaret. Ikke special teams. Det hele skal simpelthen blive bedre. En af de eneste, der kan tage noget positivt med fra opgøret, var den unge receiver Kenny Golladay. Tredjerundevalget fra 2017 greb syv bolde for 114 yards, og dertil leverede han måske Lions’ bedste forsvarsspil, da han forcerede en fumble, efter at Trumaine Johnson havde interceptet Matthew Stafford.
(Victor Risager)

Los Angeles Rams – Oakland Raiders 33-13

Los Angeles Rams: Linebackerkorpset kan blive et problem
Los Angeles Rams har et af ligaens mest stjernespækkede mandskaber, men nogle problemer på forsvaret blev dog tydelige i mandagskampen mod Raiders. Raiders’ Derek Carr kastede meget få gange til sine receivere, men havde i stedet stor succes med at kaste bolden til tight end Jared Cook, der var et stort problem for Rams’ linebackere. Det var frygtet, at Rams’ linebackerkorps kunne blive et problem, og det mangler Rams stadig at modbevise.

Oakland Raiders: Khalil Mack er allerede savnet
Foruden et strip-sack af Bruce Irvin havde Raiders umådeligt svært ved at lægge pres på Jared Goff. Jon Gruden medgav efter kampen, at han ikke var tilfreds med rookie-defensive end Arden Keys præstation, men det lykkedes heller ikke får de to defensive tackles, Maurice Hurst og P.J. Hall, eller den anden defensive end, Frostee Rucker, at generere pres kontinuerligt. Raiders kunne i den grad have brugt Khalil Mack mod Rams, men ham kan Chicago Bears i stedet glæde sig over.
(Victor Risager)