Hvem er NFLs bedste spillere? NFLs spillere er i gang med deres liste på NFL Network, men her får du Gul Kluds bud på de 100 bedste spillere i NFL. Vi er nået til top 50, hvor spillerne placeret som nummer 26-50 indeholder årets bedst placerede rookie.

NFL har gang i deres nedtælling af deres top 100 spillere, men på Gul Klud vil vi også gerne give vores bud. Gul Kluds skribenter har afgivet stemmer, og det har givet en rangering, der skiller sig ud på nogle områder. I denne artikel får de 25 spillere placeret fra nummer 26-50 på vores liste. De næste 25 afsløres i næste uge.

NFLs liste er udelukkende baseret på spillernes egne stemmer, og det giver ofte anledning til nogle bemærkelsesværdige placeringer. Vi har set Blake Bortles placeret som nr. 56 i 2016, mens Derek Carr og Dak Prescott begge var placeret foran Aaron Donald sidste år. Vi prøver at være mere balancerede i vores bedømmelse af de forskellige positioner, og du kan se bedømmelseskriterierne længere nede.

NFLs egen liste bliver i disse uger afsløret, og i kan se deres rangering her.

Sådan har vi lavet vores liste
Sidste år lavede skribenterne Dennis Cordsen og Teis Joranger deres kombinerede liste, men i år har otte skribenter afgivet en stemmeseddel. I fællesskab blev 137 spillere på forhånd udvalgt som kandidater til listen. Alle otte skribenter rangerede de 137 spillere, og den endelige liste blev lavet på baggrund af gennemsnitsplaceringen for hver spiller. De 100 bedste kom på listen, mens 37 spillere altså må se sig fravalgt på målstregen.

Her vil jeg prøve at forklare hvilke kriterier, som bedømmelsen er foregået på baggrund af. Skribenterne kan selvfølgelig vægte punkterne forskelligt, men alle har prøvet at følge nogenlunde ens retningslinjer. Hvis i har spørgsmål til listen eller processen, så stil herunder eller direkte til @teisjoranger på twitter.

  • Listen er en rangering over spillerne gående ind i 2018-sæsonen. Ikke en liste for præstationerne i 2017.
  • Deraf skal spillere, der var skadet i 2017, ikke udelukkes, men overvejelser om usikkerheden i det nuværende niveau versus tidligere tiders topniveau skal medtages.
  •  Spillere med meget få kampe i karrieren er udeladt fra overvejelserne og kan ses lidt længere nede.
  • Præstationer over en længere årrække belønnes, så one-year wonders ikke brager ind i top 10 på en lille sample size. Dog er det selvfølgelig det nuværende niveau, som skal bedømmes, så nylige sæsoner vægter højest.
  • Vi forudsiger ikke niveaufremgang. Nogle spillere vil uden tvivl udvikle sig, men vi kan ikke forudsige hvem og hvor meget de enkelte spillere udvikler sig. Hvis de er på listen, er det fordi, vi mener, de allerede er gode nok.
  • Alle positioner forsøges vægtes lige, så vi kigger på spillerens reelle niveau og ikke vigtighed. Dette er for at undgå, at en fjerdedel af listen er quarterbacks. Special teams-spillere er dog udeladt fra listen, da deres position er usammenlignelig med angreb og forsvarsspillere.

Spillere udeladt fra overvejelserne på grund af for få kampe (Vi vil gerne have én hel sæson)
– QB, Jimmy Garoppolo, San Francisco 49ers
– QB, Deshaun Watson, Houston Texans
– CB, William Jackson, Cincinnati Bengals
– RB, Dalvin Cook, Minnesota Vikings
– DE, Myles Garrett, Cleveland Browns
– LB, Reuben Foster, San Francisco 49ers

Se Nummer 76-100 her

Se nummer 51-75 her

Nr. 50 Carson Wentz, QB, Philadelphia Eagles
2017 placering på Gul Kluds liste: Ikke top 100
Som vi bevæger os ind i den øverste halvdel af listen, tager vi fat på endnu en quarterback. Carson Wentz løftede sit spil enormt i sin anden NFL-sæson. Hans evne til at improvisere og lave det store spil var fantastisk, og hans effektivitet i Eagles-angrebet var fantastisk. Wentz og Eagles var helt sublime på tredje down og i redzone, og at være god i de situationer er en vigtig egenskab. Wentz har stadig adskillige områder, hvor han skal forbedre sig, men 2017 var et stort skridt mod de øverste NFL-hylder.

Nr. 49 Eric Berry, S, Kansas City Chiefs
2017 placering på Gul Kluds liste: 41
Eric Berry missede næsten hele 2017-sæsonen, men den fænomenale safety straffes ikke så hårdt af den grund. Vi så i åbningskampen, hvor helt fantastisk unik en spiller han er, da han pakkede Rob Gronkowski ind på mesterlig vis. En akillesseneskade er ikke for sjov, men Berry har før vist, at han kan komme tilbage på højt niveau efter svære situationer.

Nr. 48 Melvin Ingram, EDGE, Los Angeles Chargers
2017 placering på Gul Kluds liste: 80
Det er endnu ikke blevet til de tårnhøje sacktotaler, men tag ikke fejl. Melvin Ingram er en af ligaens bedste pass rushere. Ingram har fantastisk eksplosivitet og arbejder med et utroligt lavt tyngdepunkt, som gør det svært for de offensive linjefolk. Derudover er Ingram sublim mod løbet, og Ingram vil formentlig være undervurderet, indtil Chargers får succes som hold.

Nr. 47 Brandon Graham, EDGE, Philadelphia Eagles
2017 placering på Gul Kluds liste: 68
En spiller, som også længe var undervurderet, er Brandon Graham. Men mon ikke, at den fantastiske 2017-sæson og det afgørende Super Bowl-sack har åbnet folks øjne for, hvilken strålende spiller Graham er. Ligesom med Ingram er hans sacktotaler sjældent tårnhøje, men han er absolut i top, når det kommer til få pressures på quarterbacken. Derudover er han god mod løbet, og han skaber altid ravage i modstanderens backfield.

Nr. 46 Andrew Whitworth, OT, Los Angeles Rams
2017 placering på Gul Kluds liste: 19
36 år gammel er Andrew Whitworth blevet, og selvom han måske ikke er helt så fænomenal som for en to-tre år siden, er han stadig en fantastisk venstre tackle. Vi så også tydeligt hans indflydelse på Rams-holdet, da han kom til. Whitworth passede strålende på Jared Goff, og hans tilstedeværelse stabiliserede hele den ellers tidligere skrøbelige linje. En af de bedste signings sidste år.

Nr. 45. Earl Thomas, S, Seattle Seahawks
2017 placering på Gul Kluds liste: 24
Lige nu udebliver Thomas fra Seahawks’ træninger i ønske om en ny kontrakt, og hvis det stod til Gul Kluds skribenter, ser det ud til, de ønsker, at Seahawks skal finde pengepungen frem. Selvom Thomas ikke er helt så dominerende som tidligere, er han stadig en blændende spiller. Meget få spillere kan læse spillet så godt, og deraf dækker han utroligt meget af banen. Den type spillere, som kan spille den dybe safety alene, er stadig sjældne i NFL og giver forsvaret nogle fantastiske muligheder.

Nr. 44 Marshall Yanda, G, Baltimore Ravens
2017 placering på Gul Kluds liste: 8
Sidste år var Marshall Yanda helt oppe i top 10, og selvom nogle sikkert synes, det var en tand for højt, er det de færreste, der forstår hvor god og stabil, Yanda har været i årevis. I 2017 blev Yanda skadet, og når fødselsattesten indikerer næsten 34 år, koster det lidt på ranglisten. Men hvis Yanda finder tilbage til niveauet før skaden, skal folk ikke tage fejl, så er Yanda en af ligaens fem bedste offensive linjefolk.

Nr. 43 Keenan Allen, WR, Los Angeles Chargers
2017 placering på Gul Kluds liste: Ikke top 100
2017-sæsonens comeback spiller. Keenan Allen har altid været en dygtig spiller, når han vel og mærket kunne spille. Han var på vej mod en forrygende sæson i 2015, da han blev skadet halvvejs. I 2016 måtte han udgå med en korsbåndsskade i første kamp, så det var svært at forvente det helt store i 2017. Allen blæst dog de fleste bagover med en stærk sæson, og hans fantastiske evner som ruteløber skiller ham ud. Det er måske kun Antonio Brown, der teknisk løber bedre ruter.

Nr. 42 Marshon Lattimore, CB, New Orleans Saints
2017 placering på Gul Kluds liste: Ikke top 100
Det er blevet tid til den sidste 2017-rookie på listen. Marshon Lattimore tog ligaen med storm i 2017, og det er ikke for meget at sige, at han var en af ligaens absolut bedste cornerbacks fra start af. For at citere Gul Kluds Dennis Cordsen “Det ser ud ud, som om han ikke har nogle hofter”. Hans bevægelser og retningsskift er så ekstremt elegant og uhindret. Når han i 2018 forarmentlig beviser, at rookiesæsonen ikke var en enlig svale, snakker vi nok top 25 for Lattimore.

Nr. 41 David DeCastro, G, Pittsburgh Steelers
2017 placering på Gul Kluds liste: 74
Langsomt men sikkert er David DeCastro blevet en af ligaens bedste indvendige offensive linjefolk. Han ramte det rigtig høje niveau allerede i 2016, hvor han dog lavede for mange penalties. Det blev der skruet ned for i 2017, hvilket også bliver belønnet på listen, hvor han nu er den syvende bedstplacerede offensive linjemand.

Nr. 40 Matt Ryan, QB, Atlanta Falcons
2017 placering på Gul Kluds liste: 51
Vi går nu ind i vores top 5 på quarterback-positionen. 2017 bød selvfølgelig ikke på helt samme MVP-niveau som i 2016, men folk undervurderer Matt Ryans 2017-sæson. Han var stadig strålende, og mange af holdets problemer kan tilskrives den offensive linje og trænerstaben.

Nr. 39 Geno Atkins, DT, Cincinnati Bengals
2017 placering på Gul Kluds liste: 55
Jeg er overbevist om, at hvis det ikke var for Aaron Donald, ville vi snakke en hel del mere om Geno Atkins. Han er simpelthen forrygende, og de sidste tre år har han 29 sacks. Det er fantastisk for en defensive tackle, der også er blændende mod løbet. Han har ikke de store armbevægelser og spiller for et lidt mindre profileret hold, så folk har en tendens til at glemme hans tårnhøje niveau. Personligt er han en af mine favoritspillere i NFL.

Nr. 38 J.J. Watt, EDGE, Houston Texans
2017 placering på Gul Kluds liste: 2
Hvor placerer man en spiller, som har spillet otte ud af 32 kampe de sidste to år? Inden da var han ligaens bedste spiller, men det er han næppe mere. Vi lader tvivlen komme ham en smule til gode og placerer ham stadig blandt de bedste på hans position. Forhåbentligt får vi Watt tilbage noget nær sit topniveau i en længere periode. Manden var på et niveau, som vi kun ser meget, meget sjældent.

Nr. 37 Michael Thomas, WR, New Orleans Saints
2017 placering på Gul Kluds liste: 62
Michael Thomas er hurtigt blevet en af ligaens unge offensive profiler. Efter en flot rookiesæson byggede Thomas kun på i sin anden sæson, og han er hurtigt blevet en af ligaens bedste possession receivere. Han er altid garant for første downs med hans sprøde ruter og evne til at kæmpe sig til flere yards efter catchet. Hvis han får lagt lidt på sin farlighed i redzone kan han tage de sidste skridt helt til toppen af receiverranglisten.

Nr. 36 Jadeveon Clowney, EDGE, Houston Texans
2017 placering på Gul Kluds liste: 67
Det tog lidt tid, før Jadeveon Clowney fik lov til at vise det talent, som fik ham valgt først af alle i 2014-draften. De sidste to sæsoner har han dog vist sit værd, og det blev for alvor tydeligt i 2017, at han er en håndfuld for alle angreb. Clowney mangler noget smidighed, som gør, han næppe når 15-20 sacks i en sæson, men hans power og eksplosivitet gør ham til en elitespiller mod løbet og til en pass rusher, som stadig kan få omkring ti sacks hvert år.

Nr. 35 Ndamukong Suh, DT, Los Angeles Rams
2017 placering på Gul Kluds liste: 52
Det kan godt være, at Ndamukong Suh er blevet 31 år, og Dolphins ikke længere ønskede at have ham. Det skal dog mere ses i lyset af en skrækkelig kontrakt end niveauet på banen. Suh er stadig rigtig dominerende og få spillere skabte så meget ravage i modstanderens backfield. Næste sæson skal han spille ved siden af Aaron Donald. Det virker uretfærdigt.

Nr. 34 Russell Wilson, QB, Seattle Seahawks
2017 placering på Gul Kluds liste: 60
Russell Wilson er ved at udvikle sig til lidt af en enmandshær i Seattle. I 2017 blev det i særlig grad tydeligt, da den offensive linje og løbespillet var ikkeeksisterende. Wilson er ikke perfekt, men han er nok den eneste quarterback i ligaen, som kan overleve og stadig udrette flotte ting bag så dysfunktionel en offensiv linje.

Nr. 33 A. J. Bouye, CB, Jacksonville Jaguars
2017 placering på Gul Kluds liste: Ikke top 100
Vi tog fejl. Sidste år inkluderede Dennis Cordsen og jeg (Teis Joranger red.) ikke A. J. Bouye på vores liste, da vi følte, at Bouye muligvis var et one-year wonder. I Houston spillede han kun i slotten og havde ikke været noget specielt i sine tre år inden 2016. Nu må vi krybe til korset og indrømme, at vi tog fejl. I Jacksonville beviste Bouye, at 2016 ikke var en tilfældighed, og han blev endda endnu bedre i 2017, hvor han spillede på ydersiden modsat Jalen Ramsey. Bouye spiller rigtig fysisk og er fantastisk til at holde sig på grænsen mellem kontakt og for meget kontakt med receiverne.

Nr. 32 Fletcher Cox, DT, Philadelphia Eagles
2017 placering på Gul Kluds liste: 65
Fletcher Cox har i en del år været en rigtig dygtig defensive tackle, og med Eagles’ succes i 2017 bliver han også belønnet af vores skribenter. Cox har en perfekt kombination af eksplosivitet, styrke og teknik, som gør ham fænomenal mod kastet. Cox ender faktisk som den næsthøjest placerede rene defensive tackle på årets liste.

Nr. 31 David Johnson, RB, Arizona Cardinals
2017 placering på Gul Kluds liste: 13
Faldet fra sidste års liste til årets liste føles næsten for stort, når skaden, som plagede Johnson, var en håndledsskade, der næppe har nogen betydning for 2018-sæsonen. Man kan i hvert fald godt lave et argument, der taler for, at Johnsons tårnhøje niveau i 2016 burde lade tvivlen komme ham mere til gode. Lad os håbe, Johnson beviser, at han igen er top 20 værdig, når sæsonen skydes i gang.

Nr. 30 Joey Bosa, EDGE, Los Angeles Chargers
2017 placering på Gul Kluds liste: 45
Ligesom Michael Thomas kom Joey Bosa ind i ligaen i 2016-draften. Begge har også fra start vist niveauet, og specielt Bosa har cementeret sig som en elite pass rusher fra første sæson. Bosas brug af sine hænder, når han pass rusher er helt fantastisk, hvilket er ganske usædvanligt for så unge spillere. Netop på grund af de tekniske evner kan Bosa gå begge veje rundt om de offensive linjefolk på en række forskellige måder på hvert spil, hvilket er usædvanligt i forhold til mange pass rushere, som arbejder med et væsentligt mindre arsenal.

Nr. 29 Travis Kelce, TE, Kansas City Chiefs
2017 placering på Gul Kluds liste: 40
Der kan ikke være meget tvivl om, hvem der er ligaens to bedste tight ends. Rob Gronkowski tager vores førsteplads, men Travis Kelce er suveræn toer med en flot 29. plads. Kelce kan mange af de samme ting som Gronkowski med gode ruter i kastespillet og ikke mindst evnen til at skabe yards efter catches. Derudover er Kelce rigtig fint kørende i blokeringsspillet, selvom det ikke er dét, som stjæler overskrifterne.

Nr. 28 Xavier Rhodes, CB, Minnesota Vikings
2017 placering på Gul Kluds liste: 66
Der er mange gode cornerbacks i NFL, og en af dem, som har taget skridtet op blandt de allerbedste, er Vikings’ Xavier Rhodes. Den fysiske cornerback har stille og roligt udviklet sig til en fantastisk cornerback i stand til at lukke modstanderens bedste receiver ned. I år er han vores tredjebest placerede cornerback.

Nr. 27 Lane Johnson, OT, Philadelphia Eagles
2017 placering på Gul Kluds liste: 42
Det er blevet tid til ligaens bedste højre tackle. Normalt spiller de rigtig gode tackles på venstresiden, da NFL-holdene stadig mener, at det er vigtigt at beskytte quarterbackens blinde side. Mange af NFLs pass rushere står dog overfor holdenes højre tackle, og det er her Lane Johnson klarer skærene. Johnson er en sublim tackle med super atletiske evner, styrke og teknik.

Nr. 26 Travis Frederick, C, Dallas Cowboys
2017 placering på Gul Kluds liste: 18
Så er det blevet tid til at tage fat på den første af tre offensive linjefolk fra Dallas Cowboys i top 26. De har en helt absurd trio løbende rundt på angrebet, og det starter med ligaens bedste center i midten. Travis Frederick blev draftet i slutningen af første runde tilbage i 2013-draften, og dengang var det af mange anset som et tvivlsomt valg. De fleste mente, at Frederick burde have været valgt senere, men Cowboys endte med at få ret. I sine fem sæsoner i NFL har Frederick været i fire pro bowls og er blevet valgt som all-pro én gang.